Vi lever i en tidsalder, vi selv har døbt den antropocæne, forstået som menneskets tidsalder. Udtrykket blev introduceret af atmosfærekemikeren og nobelpristageren Paul J. Crutzen i 2000. «At navngive vor tid Antropocæn kan befordre en erkendelse af det afgørende, verdenshistoriske ansvar for klodens fremtid, som det moderne industrielle menneske har pådraget sig, ” skriver Crutzen i sin begrundelse. Han mener, at mennesket er blevet en geologisk kraft på lige fod med vulkaner, meteornedslag og forskydning af tektoniske plader. «En anerkendelse af Antropocæn vil veje meget tungt i den vægtskål, der fastslår menneskers påvirkning af miljøet som en videnskabelig kendsgerning,» fortsætter han.

Hvis den antropocæne tidsalder gjorde menneskets levevilkår lettere, ville den være et vidnesbyrd om vores succes som art.  Vi ville i sandhed have etableret os som skabningens herre, ikke blot enevældige hersker over det organiske liv, men også over de uorganiske stoffer. Gud havde vist sig på Jorden i solsystemets tredje bane mellem Venus og Mars, og han havde vores ansigt. Vi var ikke længere blot hans udtrykte billede. Vi var ham. Men det modsatte er tilfældet. Den antropocæne tidsalder er ikke er vidnesbyrd om vores succes, men om vores fejltagelser. Den demonstrerer grænsen for vores magt. Eller rettere, den demonstrerer den destruktive kraft i vores magt. Vi er endnu et meteornedslag i klodens historie. Menneskeheden er den inkarnerede naturkatastrofe. Hvis vi er Gud, er vi en Gud, der er blevet sindssyg.

Les mer «Carsten Jensen: Når vi bliver skabningens herre, detroniserer vi os selv» →

Professorpioner Ove Daniel Jakobsen tyr til anarkismen når han får lokalsamfunn til å drøyma om ei ny framtid.

Tekst: Maria Lavik

– Det brenn i Amazonas. Det brenn i Afrika og Sibir også, men det får mindre merksemd.

Det seier Ove Daniel Jakobsen, professor i økologisk økonomi. Han jobbar ved Senter for økologisk økonomi og etikk ved Nord Universitetet, eit av få utdanningsprogram av sitt slag i Noreg.

Ein gong var kanskje naturens toleevne eit tema for spesielt interesserte. Men no ser me brotstykke av klimakrisa når me ser ut vindauget eller opnar ei avis. Ekstremvêr, tørke, ras, skogbrannar i Amazonas. Og motsvaret: Eit miljøparti som gjorde eit brakval i kommunevalet i år.

I ei verd som brenn, meiner Jakobsen at me må tora å ty til utopiane.

Les mer «Ove Jacobsen: Kunsten å drøyma ei ny verd» →

Vi besluttede os for at finde kilden samme dag som min farmor mistede lysten til at leve. Hun døde efter tre ugers tørke i slutningen af juli, den varmeste julimåned der nogensinde var målt. Alle de dystre profetier, som metrologerne havde bebudet, gik i opfyldelse den sommer, men det vidste ingen i begyndelsen af april, hvor luften stadig duftede forårsfriskt af dug og saftigt græs og endnu ikke havde fået højsommerens tykke, klæbende stank af overmodne frugter og råd. Allerede i maj var der eftermiddage, hvor luften var så stillestående, bilosen så tæt, varmen så trykkende, at det føltes, som om man langsomt blev kvalt. Planterne blev så overvældede, at de modnede på rekordtid, visnede og blev til tørre strå. Hestene og køerne nappede i de små, underudviklede gevækster, der var brudt op af den hårde jordskorpe, eller de stod og sov i skyggen af et træ i folde med højt gulnet græs som afgav en rislende lyd, når vinden føg gennem det.

Les mer «Marie Hjørnet Nielsen / Kilden» →