Carsten Jensen: Når vi bliver skabningens herre, detroniserer vi os selv

Vi lever i en tidsalder, vi selv har døbt den antropocæne, forstået som menneskets tidsalder. Udtrykket blev introduceret af atmosfærekemikeren og nobelpristageren Paul J. Crutzen i 2000. “At navngive vor tid Antropocæn kan befordre en erkendelse af det afgørende, verdenshistoriske ansvar for klodens fremtid, som det moderne industrielle menneske har pådraget sig, ” skriver Crutzen i sin begrundelse. Han mener, at mennesket er blevet en geologisk kraft på lige fod med vulkaner, meteornedslag og forskydning af tektoniske plader. “En anerkendelse af Antropocæn vil veje meget tungt i den vægtskål, der fastslår menneskers påvirkning af miljøet som en videnskabelig kendsgerning,” fortsætter han.

Hvis den antropocæne tidsalder gjorde menneskets levevilkår lettere, ville den være et vidnesbyrd om vores succes som art.  Vi ville i sandhed have etableret os som skabningens herre, ikke blot enevældige hersker over det organiske liv, men også over de uorganiske stoffer. Gud havde vist sig på Jorden i solsystemets tredje bane mellem Venus og Mars, og han havde vores ansigt. Vi var ikke længere blot hans udtrykte billede. Vi var ham. Men det modsatte er tilfældet. Den antropocæne tidsalder er ikke er vidnesbyrd om vores succes, men om vores fejltagelser. Den demonstrerer grænsen for vores magt. Eller rettere, den demonstrerer den destruktive kraft i vores magt. Vi er endnu et meteornedslag i klodens historie. Menneskeheden er den inkarnerede naturkatastrofe. Hvis vi er Gud, er vi en Gud, der er blevet sindssyg.

Hvad er meningen med et vulkanudbrud? Eller med et meteornedslag? Vi kan forklare årsag og virkning, Men er årsag og virkning det samme som mening? Et vulkanudbrud på Island producerede i 1783 så meget aske, at solen forsvandt over Europa gennem flere måneder, og en ulidelig hede bredte sig sammen med tørke.  Alle apokalypsens tegn var til stede. Den kommende undergang syntes bebudet i sind, der endnu var religiøst rodfæstede. Nye vækkelsesbevægelser opstod under den formørkede himmel, og visse historikere hævder endda, at vulkanudbruddet på Island blev den indirekte udløser af den franske revolution seks år senere. Men hvad var meningen med vulkanudbruddet?

Hvad var meningen med meteornedslaget på Yucatan Halvøen for 65 millioner år siden? Dinosaurerne uddøde, og pattedyrene overtog Jorden. Vejen blev beredt for mennesket. Var vi meningen med det hele, en tilfældig genetisk mutation i en arternes evolution, der er så rodet og uforudseelig som en drukken mands gangart?

Hvad var meningen med det jordskælv, der ramte Lissabon i 1755? Den franske filosof Voltaire skrev en filosofisk roman med udgangspunkt i jordskælvet, Candide, hvori han afskrev den konkurrerende filosof Leibniz´s tese om, at vi lever i den bedste af alle tænkelige verdner. Den ide var en fejltagelse, mente Voltaire. Hvis Gud kunne skabe et jordskælv, der slog 30.000 mennesker ihjel på et par sekunder, hvad var så meningen med Gud? Hvad skal vi med en gud, der udløser kaos, andet end at detronisere ham? Kaos kan vi selv lave. En Gud, der ikke har orden i sit hus, er ingen Gud. 

Romanen om Candide former sig som en rejse gennem alle vores illusioner. Det er en roman, hvor den ene verdensudlægning efter den anden forkastes som fejlagtige. Candide ender i sin have. Det er Voltaires råd til os. Du skal blive hjemme og dyrke din have. Er det et godt råd i den globale opvarmnings tid? Hvis blot vi alle passede vores have med økologisk omhu, ville det så være løsningen, der tillod os som art at overleve? Er det en fremtid som gartnere med rive og vandkande og frøposer i hænderne, der venter os som menneskehed? Eller kræver den globale opvarmning anderledes komplicerede, kollektivt forpligtende løsninger, en form for tænkning, som ville have ligget Candide fjernt, da han først var blevet klogere. Eller blev han i sin desillusionerede koncentration om det nære i virkeligheden dummere?

Måske ville verden ikke være af lave, hvis vi fra starten havde begrænset os til havedyrkning? Men så havde vi ikke været os, men en anden art, med andre bestemmelser, ikke homo sapiens, men homo, ja, homo hvad? Mennesket i Paradisets have, en tilbagevenden til Adam og Eva, for det er jo den hemmelige, aldrig udtalte drøm bag oplysningsfilosoffen Voltaires roman om Candide: hjemkomst i paradisets have, historien om vores syndefald, der rulles tilbage, indtil vi igen passerer forbi englen med flammesværdet og kan lukke paradisets port bag os, denne gang, fordi vi er på den rigtige side af den. Er det den sande utopi i myten om Paradisets have, mennesket, der fralægger sig byrden af adjektivet sapiens, og blot bliver Homo, vor art befriet for hjernemassens byrde?

Men slangen er der jo stadigvæk. Skal vi slå slangen ihjel og ikke lade os friste af sødmen i jordens frugter, så æblet kan hænge urørt på sit træ? Begynder vores historie med en advarsel, som vi overhører i tusinder af år, og nu betaler vi prisen? Spiser du af æblet, ender du uvægerligt i den antropocæne tidsalder?

 

AFBRYDERKNAPPEN

Nu står vi her, i begyndelsen af den antropocæne tidsalder, der leverer så overvældende dokumentation for vores fejltagelser som skabningens inkompetente herre. Den antropocæne tidsalder er vores udgave af jordskælvet i Lissabon i 1755, og denne gang er der ikke andre steder at rette anklagerne hen end mod os selv. Og så opfinder vi i vores evige illusion igen en ny Gud og døber ham AI, Artificial Intelligence, det ultimative teknologiske fix. Det er slangen, der skaber AI, fristeren, der igen lokker os med fuldkommenhedens illusion. Igen vil vi virkeliggøre Leibniz´ tese, som Voltaire opponerede imod. Lever vi ikke i den bedste tænkelige af alle verdener, så må vi selv skabe den.

Netop bedst tænkelige. Aritificial Intelligence er den rene tænknings legemliggørelse, åndens sejr over materien, selv om ånden er gjort af chips og elektroder. En række teknologiske fix, fra dampmaskinens opfindelse til oliedrevne transportmidler til lands, til vands og i luften skabte sammen med udbredelsen af landbruget, kvægdrift, skovfældning, industrialismen og verdensmarkedets udbredelse den antropocæne tidsalder. Beviset på vores skaberkraft ender som vores dødsfælde, som kun endnu et teknologisk fix, en alvidende intelligens, hvis elektrisk summende hjernevindinger gør vores egne til skamme, kan frelse os fra. Den menneskeskabte tidsalder bliver afløst af en ny, den computer-skabte, en selvgenererende intelligens, der ikke kender til grænser, heller ikke naturens, som den i sin himmelstræben magter at ignorere. Vi abdicerer som skabningens herre for at lade vores afløser sætte sig på tronstolen. Omsider bliver vi Gud, om end pr. stedfortræder.

Vover jeg i al min menneskelige ufuldkommenhed en kritisk indvending? Jeg vil ikke spørge, hvordan vi skal kontrollere et væsen, som vi bevidst har designet til at være os overlegen i alle henseender, en tjener, der overgår sin herre og ikke bare ved det, men også har fået mandat til det. Jeg vil i stedet spørge, om ikke dette væsen, hvis intelligens nødvendigvis må være af instrumentel art, altså låst fast i nyttetænkningens begrænsninger, ikke i stedet vil ligne os alt for meget og dermed også være i besiddelse af menneskehedens umiskendelige særkende, et ubestridt talent for at begå fejltagelser?

Hensynsløsheden har altid kendetegnet os som art.

En alvidende intelligens, der forstår at indkalkulere alle konsekvenser af sine beslutninger, vil enten ende i handlingslammelse eller også vælge at være hensynsløs. Hensynsløsheden har altid kendetegnet os som art. Det er den, der har gjort os til den store udrydder af de andre arter, og da Darwin formulerede sin tese om den bedst egnedes overlevelse, der i den vulgære udlægning, som også altid er den mest populære, hurtigt blev til en apologi for den stærkestes ret, var han næppe klar over, at han her gav menneskeheden ikke blot en facil selvforståelse, men også en retfærdiggørelse af hensynsløs fremfærd.

Hvad vil vi med os selv og med verden? De to spørgsmål er uløseligt knyttet sammen, og intet teknologisk fix kan frelse os fra dem. Friheden forbliver en byrde, og der findes kun en ting, der er værre end tyngden af dens vægt: Det er den ulidelige lethed, der opstår, når vi kaster friheden fra os og overlader ansvaret for vores liv og beslutninger til andre.

Den sidste afgørende kamp mellem os og den hjerne, vi er i færd med at konstruere, den endegyldige prøve, hvor vi for al fremtid fastslår, hvem der er er herre, og hvem der er tjener, vil finde sted, når vi installerer en afbryderknap, som vores maskine er ude af stand til at deaktivere. Lykkes det ikke, vil den kunstige intelligens blive vores herre, ikke et vildfarent Frankenstein-monster, men en målrettet skaber af en helt ny verden, hvor vi som art i bedste fald er overflødige, reduceret til et tilbagelagt stadie i evolutionen.

Lad os være optimistiske og forestille os, at det lykkes at installere afbryderknappen. Hvad vil vores rolle så være? At stille spørgsmål og opgaver, hvis banalitet sikkert vil få dette uhørt intelligente væsen til at gabe fiberkæberne af led. Eller vil vi kunne indgå i en dialog med vores skabning? Kan vi forestille os en helt anden relation til denne unikke computerhjerne end den, der ellers har været modellen for vores forhold til vores egne nyttebetonede frembringelser, ikke dikteret af en mekanisk opfindsomhed, men af en ambition, der minder om den, en romanforfatter har?

Kan man konstruere AI på samme måde, som en forfatter konstruerer sin roman, som et laboratorieforsøg på den menneskelige eksistens´ vegne, som en spørgen efter livets mening hinsides alle sikre svar, hvor noget hele tiden må stå på spil? Der er ikke noget nyttebetonet herre-tjener forhold mellem en romanforfatter og hendes personer, ligesom der ikke er det mellem forfatteren og læseren. Kan man forestille sig, at AI blive en del af vores indre dialog med os selv?

Det er kunne være en efterstræbelsesværdig utopi. Her er til gengæld en dystopi.

 

OPRØRETS FORUDSÆTNINGER

Hvad er er et oprørs forudsætninger? Har vi et oprørs-gen, et Spartakus-gen, et Che Guevara-gen? Er det klarsyn, retfærdighedsfølelse? Eller er det følelsen af blive krænket, fordi nogen gik dig og dine uantastbare værdier for nær? Panik? Hvad er panik? Kroppens alarmberedskab, når en overvældende fare brat dukker op, et adrenalinfyldt øjeblik, der sætter fornuften ud af kraft og lader flugtimpulserne tage over?

Greta Thunberg bliver bebrejdet, at hun appellerer til panikken, når hun taler om den globale opvarmning, for panik fører ikke til andet end handlingslammelse. Det, hendes voksne kritikere, fortrinvis mænd, mener, er, at hun bryder et tabu og anfægter vores livsstil, som ikke må anfægtes. Grete Thunbergs mange fjender diagnosticerer hende i hyklet omsorg som et dysfunktionelt barn, der rettelig hørte hjemme i en institution i stedet for på en talerstol. Men det er ikke vores individuelle frygt, Greta Thunberg ønsker at sætte en tændstik til. Frygtens første imperativ er altid at vende ryggen til de andre og prøve at redde sig selv. Tænk blot på en flygtende menneskemængde, hvor alle tramper hinanden ned. Det er ikke den form for masseflugt, Grete Thunberg ønsker at skabe med sine ord. Det er i stedet vores kollektive ansvarsfølelse, hun appellerer til. Den panik, hun opfordrer til, er på menneskeartens vegne, og derfor er hendes næste bud også at lytte til klimaforskerne, en saglig, autoritativ stemme. Grebet af frygt bliver vi dyr igen, overladt til flugt-impulsernes diktatur. Greta Thunberg vil gøre os til mennesker, ikke i vores følelsers vold, men i vores fornufts vold.

Panik kan være et vækkeur. Når vi først er vågnet op, falder blikket på urskiven, og fornuftens stemme tager over, ikke en instrumentel fornuft, fanget i teknologiens hallucinationer, men en planetær fornuft, hvor vi lytter til naturens love, ikke for endnu en gang at udnytte eller overliste dem, men for at respektere dem, på samme måde, som man respekterer hinanden i et kærlighedsliv. 

Vores identitet er allerede under angreb og i krise. Det viser nationalisme og højrepopulisme. Krisen er den bedste årsag til at ændre vores opfattelse. Måske skal vi omdefinere fremskridtsbegrebet, sådan at det ikke længere er fikseret på teknologiske landvindinger, men på et rigere, mere mangfoldigt samliv på Jorden, en identitet, der er ekspansiv, i stedet for en kædereaktion af historisk betingede tics. En ny form for verdenserobring, hvor vi tænker os ind i det levende livs store helhed, i stedet for ud af den.

Vi må genopfinde ordet ingenmandsland og give det en ny betydning.

Ordet ingenmandsland har så negativ en klang som et terræn, hvor ingen tør hævde deres suverænitet, fordi det er for farligt at færdes der. Ingenmandsland midt imellem to frontlinjer, et sønderskudt, mineret område, hvor intet gror, og enhver tilsynekomst af liv påkalder døden, fordi ingenmandsland altid er genstand for en morderisk overvågning, og artilleri blot venter på at finindstille, hver gang noget levende rør på sig.

Vi må genopfinde ordet ingenmandsland og give det en ny betydning. Ingenmandsland skal være det land, som ikke tilhører noget menneske, og hvortil altså ingen har ejendomsret, men hvortil naturen har fået sin egen ret tilbage. Det nye ingenmandsland skal ikke være det sted, hvor lovløsheden hersker, ej heller den permanente krigstilstand, ikke ejendomsretten, ikke nationernes suverænitet. I ingenmandsland skal der herske en anden lov, den groende naturs lov, en udveksling mellem jord og himmel, mellem vækst og atmosfære, mellem ilt og kultveilte, det åndende livs egen rytme.

På lignende vis må vi nytolke ordet globalisering, som i populistisk demagogi er blevet synonym med overgreb, ensretning og hele nationers umyndiggørelse. I stedet skal det betyde, at alle levende væsener har samme ret til planeten, ikke mindst til havene, jorden og skovene, og at ingen multinational kooperation, den være sig nok så økonomisk mægtig, og ingen nation, den være sig nok så militært stærk, kan sætte hegn eller grænsepæle op. Globalisering skal betyde det samme som nationalisering gjorde i en nu forældet økonomisk tænkning: Det, som tilhører fællesskabet. Fælled hed den jord, som ingen ejede engang, eller almindingen, på engelsk the commons. Planeten skal blive vores fælled, kontinenterne vores alminding, blot med den forskel, at jorden ikke er til fri afbenyttelse for alle med en traktor, en giftsprøjte, en bulldozer eller en flammekaster, for her hersker en ny lov, som skal gælde for alle, ikke ejendomsrettens diktatur, som har formet os helt ind i vores stadig mere forarmede grammatik, men en anden ret, ikke væksten i den økonomiske forstand, som vores politikere altid lover, og som har taget sit forbillede i den eneste organisme, der kender til ubegrænset, uhæmmet vækst, kræftcellerne, men i naturens lovbundne vækst, hvor symbiose og samliv gælder, ikke udnyttelse og udplyndring.

 

EKSPERIMENT MED UFORUDSIGELIGT RESULTAT

At bevæge sig ud på tynd is er en metafor for at løbe en risiko. At afprøve isens bæredygtighed er en metafor for det modsatte, at afværge risikoen, skønt man i grunden foretager sig det samme, bevæger sig ud til kanten, i det ene tilfælde uovervejet, i det andet med stor forsigtighed. Vi lever på tynd is, bogstaveligt i den globale opvarmning, hvor isen smelter over alt, og havene stiger, mens orkaner af uhørt styrke raser. Menneskeheden har vel i grunden altid levet på tynd is, ofte lige i færd med at tage det ene skridt for langt, hvor hele civilisationer er bukket under,

Som metafor har udtrykket altid tiltrukket mig. At bevæge sig ud på tynd is, er jo det, man gør, når man skriver et essay, man afprøver en tankes bæredygtighed. Det er det, man gør, når man begiver sig på rejse i et fremmed land, som man ikke på forhånd kender meget til, afprøver sin egen og en drøms bæredygtighed. Men aldrig før har hele menneskeheden delt denne bevidsthed om forudsætningen for sin egen eksistens: At isen er tynd, og at den hvert øjeblik kan briste under fødderne på os.

Et livsgrundlag, vi troede solidt, går i opløsning. Ordet fremskridt, som i en dynamisk, sekulær samfundsform har antaget en ligefrem sakral status, får nu en helt anden klang. Hvert skridt frem er et skridt længere ud på den tynde is. Vi indser nu, at hele vor eksistens er et eksperiment med uforudsigeligt resultat. Vi lever på tynd is.

Alle husker synet af den brændende Notre Dame Katedral. Alle følte vi, at det var noget i os selv, der gik tabt, i en pludselig erkendelse af, at der er mere, der forener os som mennesker end, der er, som adskiller os. Det var ikke en katedral, der brændte. Det var et stykke civilisation, ikke civilisationer i flertal, men civilisation i ental, et symbol på menneskets formåen, og den samme følelse af tab ville have overvældet os ved synet af et brændende Taj Mahal eller Istanbuls Blå Moske i ruiner.

Men vi søgte også efter en mening med branden. Konfronteret med den meningsløse ødelæggelse havde vi et inderligt behov for at tillægge flammerne betydning, en symbolsk tyngde af samme vægt som synet af katedralens sammenstyrtende tag.  Men hvilken betydning? Det forblev uklart. En epoke, der gik mod sin afslutning? Men hvilken epoke? Kun de efterfølgende generationer har klarsyn nok til at døbe en tidsalder. Ved vi, hvem vi selv er? Ved vi, hvilken tidsalder vi lever i?

Ved synet af den brændende katedral tøvede vores tunger, når det kom til navngivning. Er vores tidsalder så rodet og uoverskuelig, at selv ikke, hvis den nærmer sig sin afslutning, er den i stand til at samle sig i et forklarende symbol?

I ødelæggelsens øjeblik viser det sig, at der aldrig var nogen autentisk katedral. 183 år tog det at bygge Notre Dame færdig. I en tid, der var så omskiftelig som vejret, var der ikke en, men mange ideer, der formede den. Den overlevede Den Franske Revolution, Napoleons profane kroning til kejser, opstanden i 1848, Pariserkommunen, den fransk-tyske krig, Første og Anden Verdenskrig. Ingen af disse dramatiske epoker blev årsag til nogen sammenstyrtning. Men det betød ikke, at katedralens byggesten og arkitektur var bestandige, for den gennemgik alt efter skiftende tiders smag ustandselige ombygninger. Notre Dame Katedralen bestod ikke af bestandige sten, der udgjorde rammen om et ubestandigt åndeligt liv, men af ubestandige sten, der udgjorde rammen om et ubestandigt liv.

Hvilken version af Notre Dame skal vi genopføre? Vores egen version, vores egen tolkning af univers og skaber, ja, lad os bare kalde det vores egen selvbevidste gendigtning af katedralen, dens budskab og funktion? Skal vi tydeliggøre, at historien aldrig er fortalt færdig, bestandig undervejs, uden perfektion, og at selv himmelstræbende katedraler må genopføres og genskabes i bevidstheden om, at himlen er en drøm, vi aldrig får adgang til?

Intet samfund kan nogen sinde blive et monument, fordi det aldrig står færdigt, men altid må være under ombygning.

Er det det, Notre Dame, skal være, hvis katedralen skal bevare sin symboltyngde, en genopfindelse af meningen med vores tilstedeværelse på planeten uden gud, en mening, der er som vi selv, ufuldstændig og foreløbig, et kludetæppe af fejltagelser, vi bestræber på at rette, idet vi konstant begår nye? Skal den stå der som en påmindelse om skrøbeligheden i vores liv, i vores indbildte tryghed, i vores evigt midlertidige fred, som en påmindelse om, at intet nogen sinde står færdigt, fordi selv det fuldbragte ustandselig nedslides, eroderes eller udsættes for uvarslede katastrofer?

Intet samfund kan nogen sinde blive et monument, fordi det aldrig står færdigt, men altid må være under ombygning. En tro restaurering af katedralen er hverken ønskelig eller mulig. Hver generation lægger noget til, samtidig med at den river noget andet ned. Kunne det være budskabet fra den genopførte katedral? Kunne den blive et anti-monument, der ikke påberåber sig uforgængeligheden, men minder os om forgængeligheden?

Er det ikke det, der skal prædikes i planetens nye katedraler, moskéer, templer og parlamenter: At i det øjeblik, vi triumferende fejrer os selv som skabningens herre, vil vi ende med at detronisere os selv?

 

 

 

//

Vi takker Carsten Jensen så meget for å få publisere hans Festivalforedrag. Det ble avholdt under Norsk Sakprosafestival, 12. oktober 2019.

 

Comments are closed.

Powered by WordPress.com.

Up ↑