Efter fasten / Jonas Eika

At afstå fra føde, drikke og behovsopfyldelse, ikke for at blive i stand til at leve ulegemligt, dvs. uden tingene der giver mig livet og nydelsen, men for at muliggøre et andet forhold til dem: at de ikke er der for min skyld, ikke kun eksisterer som genstand for min tanke, berøring, indtagelse, men som levende væsner også uden for min brug af dem. At de lige så godt kunne gå i kontakt med andre end mig, vise andre sider af sig selv end dem de viser mig. Gribbene lader de nedfaldne frugter ligge og rådne, til de bliver gærende søde.

Clarice Lispector forstår ”den pludseligt ubetvivlelige nådegave, det er, mirakuløst og materielt at være til.” Nye myter, informeret af det der er. Det mirakuløse i det materielle (evolution: nåden i nødvendigheden) og miraklets materialitet. Jeg tror, det er det, jeg leder efter. Miraklet er ikke noget der sker på trods eller på tværs af materialiteten, men opstår af en hidtil ukendt side af den, et usynligt forbund. At slå vand af klippen er at lokke det bløde, engang-flydende i stenene frem.

De første syv dage af fasten har jeg været så forkølet, ikke i stand til at smage eller dufte noget som helst … ligesom på pilgrimsrejsen, hvor jeg ledsagede A. og besluttede mig for også selv at tilbringe tid på de hellige steder, at bede og meditere, at åbne mig for noget der kunne kaldes Gud. Allergianfaldene kom og lukkede af for mine sanser, så jeg kun kunne mærke at jeg har en krop, ikke den verden, den er en del af. Ofte denne aflukning, indeslutning, når jeg forsøger at finde Gud i jorden og tingene …

Men når jeg nærmede mig gravmælet, forlod snottet mine luftveje, min vejrtrækning faldt til ro. Jeg nøs ikke derinde. Jeg var bange for at forstyrre de andre i det hellige. Den søde, lette duft fra vildtroserne der stod i vaser og lå på tærsklen til selve gravkammeret. Et tyndt slør eller et frynsegardin, hvorigennem man kunne se ind i kammeret (var der grønt derinde?) og videre, ind i bederummet overfor. En sval, mærkbar luft, afrundet af stenvæggene med de bulede ujævnheder der gjorde dem bløde under malingen, antydede det der engang var flydende i dem. En klar fornemmelse af at dette sted er helligt, men ikke på grund af dets forbindelse til en gud som er uden for verden.

Men på grund af køligheden i væggene og gulvet under de røde tæpper, vaserne og metalskålene i gravkammeret; og et sted under dem resterne af Bábs krop og den unge dreng der gik i døden med ham – deres kød var ikke til at skelne fra hinanden efter henrettelsen – i en eller anden udveksling med marmorkisten og gulvet omkring den; den ydmyghed og ro som rummet er blevet besøgt med gennem mange år, og som gulvtæpperne dagligt bliver støvsuget med. Helligheden som en sum af alt det, en sval betydning der hele tiden opstår af rummets dele og deres forbindelser til hinanden, en slags Feng Shui? Rosenduften og bønnetavlernes træ, en særlig frekvens i vejrtrækningen og tankerne derinde, en måde at bevæge sig på: langsomt, knælende, siddende, aldrig forlade rummet med ryggen til gravkammeret.

Også i Bahá’u’lláhs hus, det han døde i, opstod følelsen af hellighed ud af noget konkret, den svale vind gennem vinduerne. (Følelsen: en fylde der presser i brystet og hovedet, en slags… ydmyg lettelse hvis jeg kunne give efter.) Sengetæppet, hvis kanter blev løftet ligesom udad, som om vinden kom fra inde under sengen.

Det går op for mig nu, at den tilnærmelse jeg så i handlingen at lægge panden på trinnet til gravkammeret – og som jeg ikke følte mig værdig til – i virkeligheden var en underkastelse. At min frygt for at være grådig, at række for ivrigt ud efter det hellige som ikke tilhører mig, i virkeligheden var en modstand mod at ydmyge mig.

I dag en følelse af at det ikke er nok at skrive, tænke, tale, lave kunst … at der er et påtrængende politisk arbejde, som alle der vil et nyt fællesskab, må tage del i. At den nuværende orden allerede udgør en total afbrydelse af livet for så mange (dem der falder uden for nationalstatens fordeling af rettigheder; dem der tvinges ud på livsfarlige flugtruter, eller hvis liv sættes i stå i lejrene; dem der bliver gjort fattige, får frataget deres opholdstilladelse med en håndbevægelse og bliver deporteret), at alle andre også må gøre sig åbne for den som en afbrydelse.

Aktivismens fælde: den tilbagevendende følelse af, at alle andre også burde være aktive, og være det på samme måde som mig. Et tvangsmæssigt udtryk for en del af selvet der burde have sat sig selv til side i aktivismen, det fælles. Måske et ønske om at blive set, anerkendt? Men helt ærligt, hvorfor ser jeg ingen af mine såkaldte kollegaer, som så gerne udtrykker deres harme eller bekymring over tingenes tilstand i avisen eller på facebook, hvorfor ser jeg ikke nogle af dem til møderne, på gaden, til aktion i lufthavnen? I det mindste dem uden børn, dem der bor rundt om hjørnet … Kan forfatterne kun engagere sig sprogligt? Vil de kun være solidariske i et medie som vil hylde dem for deres subjektivitet?

Mike, han levede med Bahá’i-troens historie allerforrest i tankerne. For ham knyttede der sig konkrete tilstedeværelser til alle de huse og haver vi besøgte, til fængslet, den gamle byport og resterne af fæstningsmuren mod havet. Den viden gav ham et forhold til stederne, gav ham lyst til at røre ved væggene og blive der længe. Både stenene og hans store, fyldige krop fik noget mildt over sig, noget småt. Vinterlyset, Mike i den lyseblå skjorte, de sandfarvede sten; ingen af dem trådte frem og hævede sig over de andre.

Den indlysende tanke, men ny for mig, at man for at tro først må lære at forstå profeterne og folkene omkring dem som virkelige, historiske personer. At det egentligt mirakuløse ikke er en suveræn guddommelig indgriben, men det væv af menneskelige og ikke-menneskelige kræfter, som alle profeter og deres følgere har måttet bevæge sig igennem for at etablere og udbrede deres tro. I dette tilfælde uden det stats- og militærapparat som de andre monoteistiske religioner på et eller andet tidspunkt har haft til deres rådighed. I dette tilfælde er det en historie om forfølgelse, fængsling, eksil, om at arbejde med omstændighederne. At lade sig forflytte uden modstand, vente, bede, skrive breve og få venner, langsomt blive tildelt et større fængsel.

En dag begynder de bløde organismer at trække kalk ud af vandet og gro knogler, at finde frem til den proces der sætter livet i bevægelse gennem alle mulige sfærer. I skabelsen forlod Gud sig selv, fordelte sig ud i det skabte. Syndflodens vandede liv der kravler op på land, eller muterer og lever videre i klippen da vandet trækker sig tilbage.

Eller Bábs (og drengen Anis’) jordiske resters halvtredsårige rejse mod gravmælet, svøbt og lagt i en lille trækiste, deres talrige skjulesteder i private hjem, på en silkefabrik, i andres grave, under gulve og støbt ind i bymure, gennem Isfahan, Kermanshah, Baghdad, Damascus. At det hellige ved profetens krop også er alle de mennesker og materialer, den har været i kontakt med undervejs, før og efter dens død. At de på en måde også er i gravmælet.

Den ubehagelige følelse jeg får af at ”føre kampagne” – at gøre en sag ud af bestemte menneskers specifikke situation, beskrive den med hensyn til effekt: Hvilken form og hvilke argumenter vil sætte sig tydeligst igennem i det flygtige stream? En følelse af ikke af yde de her mennesker retfærdighed, omsorg.

Eller en følelse af, at det egentlig bare handlede om at lytte til As. i telefonen, uden forbehold og mistanke, og at det jeg gør nu – den her artikel jeg skriver til en dansk offentlighed, i håb om at der kunne blive en sag ud af det – at dét mest af alt er en forråelse af vores samtale, en instrumentalisering i magtens tegn.

Askese (selvskade, sang, faste, vågenat, dans, uendelig bøn): Transmutation af begær fra det fysiske til det metafysiske – eller fra et objekt til de sider af det som trækker sig tilbage – for at kærlighed og begær skal løbe sammen i ét: Guds vilje.

Tolv- og trettenhundredtallets kristne mystikere praktiserede selv alt det, som kirken tilbød i institutionaliseret form, bare meget mere radikalt og med det formål at overkomme arvesynden. Og uden synd ville de ikke have brug for kirken til at holde synden i skak; kirken kunne kun reagere med inkvisition eller indlemmelse.

Eller sagt på en anden måde: Selvødelæggelsen, som den blev udtrykt af kvinder som Hadewijch og Marguerite Porete – og mange år senere af Simone Weil – har politiske konsekvenser: Den udrydder det jeg der kan eje, udøve magt over andre, gennemtvinge sin vilje. Mange af datidens mystikere levede da også i små non-hierarkiske kollektiver, med fælles ejendomsret og i fri udveksling med hinanden, en slags anarko-kommunisme, kort sagt.

Indimellem, når As. gled tilbage i sig selv – når hun trådte frem og udlignede den afstand til sin egen situation, som hun var nødt til at anlægge for at kunne fortælle mig om den – når hendes stemme knækkede og udtrykte hendes fortvivlelse over det limbo, den halvdød, hun og hendes familie har befundet sig i de seneste seks år, og som tre af hendes børn er født ind i, – når hun klagede… hvad var det for en lyd, jeg så kom til at udstøde? Et beklagende fnys, et prust med et lille, lyst støn i … som om jeg ikke kunne håndtere, at hun kom til syne midt i sin sag? Den rene, menneskelige fortvivlelse satte mig i forsvarsposition. Eller var det afstanden der pludselig blev hørbar, afstanden imellem hende og det regnskab hun er blevet tvunget til at aflægge for sig selv, alle de datoer og detaljer om fængsling, forfølgelse, skjul og flugt, en afstand som jeg også kræver af hende nu, når jeg beder hende sætte mig ind i hendes situation, når hun sender mig sagsakterne … og når hun så nægter mig den afstand – så bliver jeg nødt til at fnyse!?

Det bliver tydeligere for mig, at den kamp jeg deltager i, også er en kamp mod nationalstaten. Fordi staten aktivt forhindrer de politikker der ville kunne afhjælpe de kriser den selv producerer. Fordi staten for nogle (flere og flere) skaber den permanente undtagelsestilstand, den hævder at beskytte imod. Fordi den fordeler rettigheder langs med dagens mest undertrykkende strukturer: kapitalisme, kolonialisme, racisme. Staten er alt for realistisk.

Og fordi den forhindrer os i at overkomme den arvesynd der legitimerer den?

Ja, staten modererer de praksisser der ellers ville kunne transformere min subjektivitet: Jeg er solidarisk med de mest udsatte ved at betale min skat, jeg deltager politisk ved at stemme hvert fjerde år, gå hen og artikulere mine interesser. I deres institutionaliserede form bliver de politiske og kærlige praksisser modereret til aflad og svinkeærinder der ikke udgør den varige afbrydelse af den enkeltes afgrænsede liv, som fællesskabet nødvendigvis er.

Statsmagten virker opfordrende på de praksisser der gør os til duelige subjekter; den virker repressiv på de praksisser der kunne få os til at gå under som subjekter og forenes i kærlighed, eller blot: at være gode. Vi vil have et politisk system der sætter os fri til at blive gode.

Troen på en ontologisk defekt i mennesket – Arvesynden, Hobbes’ selvopholdelsesdrift i Naturtilstanden – er den eneste legitimering af en suveræn stat; og en effektiv trøst i verden som den ser ud i dag, på en hærget planet. Vi må give afkald på den trøst.

Det antropocæne: Implicerer det ikke en naturalisering af de træk der kendetegner menneskelig aktivitet under den kapitalistiske produktionsmåde, tillader det os ikke at være nihilister, dybe økologister, kosmiske pessimister?

At forlade den utopiske impuls i vesten er at forråde alle dem der lider under realismen, det liberale nationaldemokrati.

Troen bestemmer, hvor stærkt et lys fremtiden kaster over nutiden; tro skaber den nutid der kan modtage fremtiden. Hvis der skal være tro, dvs. politik, må der være en fremtid. Hvis der skal være en fremtid, må der være tro.

Det der føles utilstrækkeligt ift. As. er måske også, at vores samtaler ikke er struktureret omkring, at hun træder frem som politisk subjekt – som en der tænker, føler og mener noget om det samfund der ekskluderer hende som subjekt – men at jeg hjælper hende, skriver om hendes familie, formidler deres historie til offentligheden …

”Jeg skriver for at give stemme til dem der ikke har nogen.” Sådan siger forfattere nogle gange. Men hvis det er målet, hvorfor så ikke forsøge, helt konkret, at skabe et rum, hvor de der ikke har en stemme, kan tale? Når det kommer til nogle der er så radikalt ekskluderet som afviste asylansøgere, ville det betyde at skabe nye fællesskaber på tværs af de grænser, nationalstaten indfører imellem os. En gradvis tilbagetrækning – økonomisk, socialt, skivende, tænkende – fra staten inden i os og uden for os, en omdirigering af midler og opmærksomhed i retning af det fællesskab der stadig kun netop kan anes. Stoppe med at skrive til en dansk offentlighed. Bruge sine kræfter i fællesskaber der ikke lukker ned for den uendelighed der findes mellem mennesker.

Det der ligger uden for fornuften – dvs. uden for det der på et givet tidspunkt i en given kultur anerkendes som virkeligt – erfares ved åbenbaring: Den proces hvormed tingene melder sig. ”I wished that he might content me interiorly with his Godhead, in one spirit, and that for me he should be all that he is, without withholding anything from me.” (Hadewijch) En sådan viden opsøger man ikke intentionelt, empirisk-videnskabeligt, man kan højst gøre sig åben og modtagelig for den. Jeg kan ønske, at Gud/verden også for mig skal være alt det, de allerede er.

En grundantagelse for den mystiske erfaring må altså være, at verden findes før den åbenbarer sig; at der findes en verden før den menneskelige bevidsthed om den.

Men hvorfor kategoriserede de kristne mystikere konsekvent det der endnu ikke har vist sig, som rent åndeligt og immaterielt? Hvorfor den nyplatoniske dualisme? Findes der nogen kristne mystikere for hvem guddommen er materiel? Hvis guddommen findes for mig, er den materiel. Gud er det Andet.

(Kristendommen har rod i en hellenistisk middelhavsverden der kort forinden dens etablering var blevet erobret af Alexander den Store à voldsom forflytning af folk fra små, lokale, landlige boformer til nyetablerede storbyer … Kan man forestille sig den stærke længsel mod immaterialitet der gennemstrømmer Kristendommen, som opstået ud af fortvivlelsen over de forandringer, den løsrivelse fra jorden? Er der overhovedet nogen grund til at lede efter forklaringer?)

Det er en oplagt tanke, at de monoteistiske religioners dualisme er en maskine sat i værk for at lede menneskets begær efter forløsning væk fra den jord og det liv, som kirke-staten tager fra dem. Det er en oplagt tanke, at kapitalismen, i en eller anden embryonisk form, virkede allerede dengang, da man med Jødedommen placerede menneskets inderste væsen uden for verden og efter livet, for at kunne foretage den udplyndring af planeten – og særligt af oprindelige folks livsgrundlag – som for alvor tog fart med kolonialismen og den industrielle revolution. Men problemet er ikke religion forstået som troen på Gud, men statsreligionerne, den dogmatisering af tro, længsel og begær som fx ”Kristendommen” er et udtryk for.

Alt det der er blevet sorteret fra, overset, brændt: skabelsen ikke som en suveræn viljeshandling ud af intet, men som en tvungen, en nødvendig udvikling i Gud; guddommen som kvindelig og i fortsat skabelse gennem naturen; naturånden eller verdenssjælen som den der realiserer virkekraften i tingene …

Men selv i de alternative kristne kosmologier er kraften givet oppefra, som et aspekt af (den mandlige) Gud, alligevel får det kvindelige ikke lov at være andet end en formidler mellem idé og stof (Jomfru Maria). Er der andet at komme efter end variationer over en patriarkalsk, nyplatonisk dualisme? Verden som et (meget komplekst, meget virkeligt) billede på en evig idé?

På samme tid som kapitalismen afklædes sin ideologiske glans og står tydeligt frem som en modstander af livet, bliver katastrofen den gældende horisont. Katastrofen annullerer den energi, den fremtid, der var lige ved at blive udløst. Én katastrofe kan skjule en anden.

Agamben: Apokalyptikken interesser sig for tidens slutning, tænker i før- og efterverden, kronos og evighed, skarpt opdelte. Messianismen har med slutningens tid at gøre, en rest mellem den messianske begivenhed og tidens slutning, som diffunderer ud i både kronos og evigheden, forstyrrer brudlinjerne imellem dem.

Verdens ende genererer en særlig tid, som vi hviler i, og som forhindrer os i at opleve denne verdens ende.

Messias vil kun komme, når det ikke længere er nødvendigt.

2 Thess. 2:1: ”Now concerning the coming of our lord Jesus Christ and our assembling to meet him …. Let no one deceive you in any way; for that day will not come unless the rebellion comes first and the man of lawlessness is revealed, the son of perdition.”

Messias kommer kun, hvis oprøret (eller tilbagetrækningen, frafaldet?) kommer først. Hvis nutiden leves på en sådan måde, at den kan modtage Messias. ”The man of lawlessness” – er det nødvendigvis antikrist? Hvorfor ikke suverænen og hans spejlbillede i det nøgne liv? Og igennem dem det liv der undslipper loven, den vitalitet der overgår den …

Men hvad er metoden? 1 Korint. 7:29: ”… time is shortened, that henceforth both those that have wives may be as though they had none; and those that weep, as though they wept not; and those that rejoice, as though they rejoiced not; and those that buy, as though they possessed not; and those that use the world, as not using it to the full: for the fashion of this world passeth away.”

Det messianske ’som ikke’: et kald af ens verdslige kald, en potentialitet der indfører en splittelse mellem individet og dets stand, udhuler sociale og juridiske forhold, men uden at føre til en ny identitet. Kaldet kan kun bruges, ikke ejes; at svare på det er at ændre sit tilknytningsforhold til verden: Man løsriver sig fra dens greb i en, forstyrrer sin virkelighedssans, for at træde ind i uskelneligheden mellem denne verden og den kommende (der hvor man kan bruge verden uden at bruge den op? Den sidste tids økologi?)

Sidst på eftermiddagen, før solen går ned og jeg må spise, en nærmest gennemsigtig ro i kroppen. Tiden går langsomt og fryder mig. Genkendelse af solen som livgiver, og som en jeg kan lave en aftale med (fordi den er ligeglad med mig): Jeg lover, at jeg ikke vil være efter mig selv med skrivningen. Bagefter en følelse af at blive båret, også henne til receptionen, hvor jeg ikke vidste hvad jeg sagde, men heller ikke var bange for at sige noget. Ingen pludselige billeder af vold i mit hoved, som så ofte til den slags arrangementer. Følte mig tæt på Am. igen, for første gang længe. Vi sad på hver sin side af det trængte bord og ville bare gerne have hinanden.

”The great sorrow of human life is knowing that to look and to eat are two different operations.”

Simone Weils uoverkommelige skel mellem at se og at spise har nok mest at gøre med hendes idé om et begær der ikke når sit objekt og mættes, men forbliver i et passivt forhold til det. En tilstand af opmærksomhed, hvori man ikke ønsker at æde tingen (eller den Anden) og gøre den til sig selv, men blot at den skal eksistere.

Også jeg kender leden ved mad – skønt for mig varer den højst et par dage og er ikke til at skelne fra lysten til at være mindre, mindre mand – leden ved at være et væsen der har det med at indtage både verden og den Anden i sit billede … Problemet opstår – Weil døde af det – der hvor begæret kapper alle bånd og går mod noget immaterielt, bliver en længsel efter en ulegemlig tilværelse. At leve af lys. Der hvor man bliver syg af det.

Og så kommer Clarice Lispector og vender Weils dikotomi på hovedet: I Passionen ifølge G.H. indser G.H, at hun bliver nødt til at spise den hvide masse der siver ud af kakerlakken. For ikke at modsige materien i sig. Det er ikke længere tilstrækkeligt at se, eftersom det at se fastholder afstanden til tingen, muligheden for at transcendere den. Det er tid til aldrig mere at transcendere. Det er tid til at blive.

Modsætningsforholdet mellem at se og at spise kan lige så godt løses ved at gøre det at spise til en måde at se på, i stedet for den anden vej rundt. Spisningen som en synsmåde der anerkender hele tingen. Det den er for mig, og alt det den kunne være for nogle andre.

At bruge verden uden at bruge den op.

At faste: endelig at spise, grådigt, taknemligt, på trods. Og med en ny sult, for ”vi har kun det af Ham, som forekommer os absolut nødvendigt, vi har kun det af Gud som rummes i os.” (Lispector)

En høj, immateriel gud kræver et stort, tomt rum for at komme ind – sikkert derfor mit sprog altid løber i retning af brystkassen og forestiller sig en tomhed der, når jeg har brug for en metafor for dekreationen, selvtømningen. Men en lav gud, som er fordelt ud i det materielle, har brug for sprækker og porer, porøse kroppe der kan blive smittet, berørt og bragt i bevægelse af det Andet og de andre. Ømme kroppe.

Alle de kræfter vi bruger på at demonstrere, skrive pressemeddelelser, skabe medieopmærksomhed omkring folks sager … Skal man virkelig gå efter folkelig opbakning, når idéen om Folket hviler på racialiseret eksklusion? Selv humanisterne vil have en personlig historie, et bevis for den enkeltes uskyldighed, før de anerkender en migrants ret til at have rettigheder. Skal man gå efter et parlamentarisk skifte, når nationalstaten nødvendigvis er eksklusiv?

Der må kunne tænkes et folk med udgangspunkt i resten, med udgangspunkt i det liv som staten ikke er i stand til at inkludere, fordi det bryder med dens oprindelige fiktion: at indfødthed (i stadigt flere generationer) er lig med rettigheder. Det kommende folk findes i resten.

Måske er det på tide at trække sig tilbage, at omdirigere ressourcer til opbygningen af en infrastruktur, socialt, økonomisk og omsorgsmæssigt, omkring de ekskluderede og det i os selv som gør os modtagelig for den fremtid de bærer på. At bygge en øm kommune.

Ømhed: at kunne blive berørt af det der overstiger en, uden at blive ødelagt af det.

Sådan forestiller jeg mig apostlenes tid: Man var fælles om alt, solgte sin ejendom og delte ud til enhver efter behov. Man mødtes i templets gårde hver dag, nogle i bøn, nogle til undervisning i hjørnerne, og mange i store forsamlinger midt på pladsen. Her lagde man planer for, hvordan man skulle føje flere til flokken, sikre de daglige fornødenheder og holde stand imod tempelvagterne, når de angreb. Man var det man var, som om man ikke var det: Konen der lavede olier, fortalte om sine visioner; kunstnerne viste sig at have talent for bygge barrikader; dem der før havde været hjemmegående, koordinerede den daglige uddeling. Om aftenen spiste man sammen rundt omkring i hjemmene, nogle der kendte hinanden, og nogle der ikke gjorde. Man sov og vågnede sammen, slog øjnene op og så hinandens ansigter: ømme og søvnige og lige til at såre. Og når Messias alligevel ikke kom, sådan som Paulus havde troet, var det fordi man glemte ansigterne igen. Og så blev man igen det man var, faldt tilbage i sig selv som en streng der stopper med at vibrere. Og igen var det de samme der stod i køkkenet, de samme der lagde planer i templet, de samme der passede børn og holdte hus.

Teksten består af en samling noter skrevet i perioden januar – marts 2017. Den blev oprindelig udgivet under samme titel i Antologi over ny dansk litteratur: tema: Det hellige, redigeret af Selma Rosenfeldt-Olsen, Johannes Fogtmann og Lean Pejtersen, 2018. Teksten er redigeret på ny til denne udgivelse.