BREVSKRIVERNE / Siri Hjelm Jacobsen

// Photo credit: Kajsa Gullberg

Siri Ranva Hjelm Jacobsen er skønlitterær forfatter og debuterede i 2016 med romanen Ø. Bogen er solgt til udgivelse i Italien, Frankrig, England og Ungarn, og blev i 2019 præmieret med den internationale kunst- og litteraturpris MARetica. Havbrevene, som udkom i december 2018, var året efter blandt de fem nominerede til Schadeprisen. Siri Ranva Hjelm Jacobsen er også litteraturanmelder på Weekendavisen, oversætter og foredragsholder.

 

Atlanterhavet

 

180 millioner år. Gammelt og brøsigt, men ikke 

uden ømhed. Elsker universet. Intet kan længere 

overraske dette hav.

 

Middelhavet

 

5 millioner år. Lillesøster til Atlanterhavet. Elsker

at glitre, Ikaros, og når store dyreflokke strømmer

af sted.

 

 

 

 

 

 

 

Det bliver sværere, søster.

Jeg er ikke længere mig selv. De fylder mig hver dag 

med noget væsenløst og fremmed, de propper det i

mig. Er det en form for hævn?

 

Skriv snart og fortæl mig en historie.

 

M.

 

 

 

 

 

 

 

 

Kære M.

 

Du skriver til mig om sommeren, det samme gjorde

Arktis for nylig. Hun røgter sine køer deroppe, og når

de skal til at kælve, bliver hun spændt. “I årets første

gry rejser kysterne sig som ventende ved et busstop-

pested.” Sådan skriver hun. Jeg ved ikke, hvad hun

mener med dét. Jeg synes, hun er begyndt at virke

lidt ustabil.

 

Hvad angår årstiderne, har jeg svært ved at samle mig

om dem. De er der, nogle gange skifter de plads. Jeg

følger natten med blikket. Jeg ligger og ser planeterne

flyde forbi. Tågerne deroppe, orange og rosa. Lysen-

de alger i sort vand. Jeg drømmer om den spejlkugle,

jorden skal blive, når vi mødes igen.

 

Hvad angår krybene – jeg fornemmer din sorg. In-

gen af os havde forudset denne acceleration. Trøst dig

med, at alting går efter planen. Måske ikke som vi

troede, men som vi ville.

 

A.

Kære M.

 

Tak for omtanken, men ærligt talt, det rører mig ikke.

Jeg har længe følt en dyb ligegyldighed over for livet

på land. Jeg væmmes ved krybene som ved synet af

et blottet organ, de giver mig kvalme. Sådan har jeg

det for resten med alle pattedyr, lutter fedtet pels og

væskende kirtler, summen af vores fejl.

 

Nej – jeg venter, jeg savner mine søstre, jeg ser op i

rummet bag atmosfæren.

 

Rummet er det øje, jeg ønsker at spejle mig i.

 

A.

 

 

 

 

 —

 

 

 

Kære A.

 

Tidligt i morges var et stykke himmel sort af fugle. De

samlede sig først til en vandmand, så en sløjfe, siden

en orm. Det fik mig til at tænke på ål og muræner.

At alting ligner alting. Jeg har bemærket, at flokdyr –

vistnok alle slags, men i hvert fald klovdyr, fugle, kryb

– løber som vand, når flokkene bliver store nok. Du

skriver, at du er ligeglad med alt dét, og man skulle

næsten tro, du allerede havde forladt det. Men bliver

du slet ikke vemodig? Du var jo med til at drømme

det hele frem.

 

Kærligst

 

M.

 

P.S. Ellers alt som hele tiden –

sveder, føler mig oppustet.”

 

 

//
Uddraget over er fra “Havbrevene.” iBooks, 2018. Vi takker!

Comments are closed.

Powered by WordPress.com.

Up ↑