Kim Simonsen / Dødspastorale

           

…the necropastoral…these strange meetings occur in a lightless, mucoid, digestive, altering, mutating, flora-and-fauna-rich field of uncertain conditions…

                                  Joyelle McSweeney

Lyset får fjeldsiderne omkring fjorden til at flimre i orange variationer over i gult. Fjeldene er sorte i bunden med flere hundrede meters lodret stigning af sne og is i toppen. 

Bølgerne hærger sandstranden, i nat vil de flå den fra hinanden, de bryder det ned som er og runger ind i døgnet, som en vilje til at sætte alt i bevægelse, skærven, de små sten og de sorte hamre, der endnu hvisker om langsomt optøede istider. 

I morgenluften har jeg en ubestemmelig følelse af at der er en skrøbelige forbindelse mellem mig og landskabet her, som om denne tur på denne strand er en bevægelse ind i, og mod en verden med tråde tilbage til noget andet. Et bedre hjem, en tid hvor jeg var elsket, med tråde en skam, en følelse af at være flygtet herfra, som om der er noget der skal betales. 

Havvandets biologiske sammensætning har overraskende ligheder med blodet i vores krop, begge er fyldt med virus og bakterier. 

Op af havet er du kommet, tilbage til havet skal du vende, burde præsterne sige.

                  Hvad er fiskenes filosofi, hvorfor skulle de ikke have en?

             *

Pastoralen er en 2300 år gammel trope, mere end et bestemt indhold, er pastoralen snarere et møde mellem mennesket og andre væsner i naturen. 

Oprindelig betyder det pastorale hyrdedigtning. Litteraturforskeren Terry Gifford kalder pastoralen for en form, der kan hjælpe os i Vesten med at mediere mellem dyr, mennesket og naturen.

I vor tid har vi i højere grad opgivet at fastholde en sondring mellem os og naturen, fordi vi er jo natur, derfor er pastoralen blevet defineret på ny. Formlen følger:

Menneske møder dyr i naturen. 

Menneske møder sig selv som natur 

Mennesket ser, at det er et dyr som andre dyr. 

Efter 1700tallets antipastoraler, der splintrede det harmoniske natursyn fik vi gradvist i det 19ende og 20ende århundrede nye pastoraler, post-pastoraler og økologiske pastoraler.

Det er historierne vi fortæller historier med, det er deres struktur, det det som det her handler om, har Donna Haraway sagt.

            *

Hver uge finder vi nye invasive arter, fugle, frøer, nye larver og fisk lægger vejen forbi nu. 

Det ikke menneskelige inficerer vores verden, bakterier, virus, døende planter, tungmetaller, vejret er et helt andet nu, de er er også aktører i verden nu, sammen med de fælles rejsende: dyrene.

            *

Den amerikanske digter og professor Joyelle McSweeney har nyligt defineret pastoralen som en dødspastorale en nekropastorale. Vi kan ikke se bort fra døden mere. 

Hendes definition er: 

The Necropastoral is …poisoned, mutated, aberrant, spectacular, full of ill effects and affects. The Necropastoral is a non-rational zone, anachronistic, it often looks backwards and does not subscribe to Cartesian coordinates or Enlightenment notions of rationality and linearity, cause and effect.  It does not subscribe to humanism but is interested in non-human modalities, like those of bugs, viruses, weeds and mold. 

Hun ser det muterede, det virologiske, hvor naturen forgiftet, muteret, denne sone er ikke rationel, er ikke opbyggelig eller humanistisk, dens digtere er mere interesserede i betændelsestilstande, insekter, mug, virus, ukrudt og i en flydende følelse af død, end i opbyggelige pastoraler, eller digte om mennesket som vi kender det, eller vi se mennesket, men mere som:

…decay, vagueness, interembodiment, fluidity, seepage,  inflammation, supersaturation.  The Necropastoral is literally subterannean, Hadean, Arcadian in the sense that Death lives there. The Necropastoral  is not an “alternative” version of reality but it is a place where the farcical and outrageous horrors of Anthopocenic “life” are made visible as Death. 

Døden lever i vores antropocæne tid, i det nekropastorale. Den store virale død minder os nu igen om livet før renæssancens og humanismens arrogance, at vi ikke skal sættes os selv i centrum, vi har fået en ny plads, eller fundet vores gamle plads igen. I det moderne var mennesket over alt, over naturen, i det antropocæne vender vi tilbage til at naturen rummer farlige magter som vi ikke kan styre, som vi finder det i mytologierne, i myterne, i folkeviserne og folkeeventyr. I det tidligt moderne ser vi hvordan fx kartografen Sebastian Münster så havet i Nordatlanten, her er mennesket udleveret og en del af alt andet. Det er det som covid-19 gør ved os nu. 

Sebastian Münster Mostri marini & terrestri, che si trouano in ogni luogo nelle parti  d’aquilone. Basel 1550. 

En stigende grad af kunstnere reagerer på denne måde, forfatterskaber er i stigende grad en del af det nekropastorale, delvis også mit, sågar denne tekst er inspireret af hendes tekst.

            *

Det døde græs bliver tynget ned af isen. Træerne, som jeg går forbi står bøjede i vinden, de ser ud til av være døende. Endnu husker de besøg af fluer, biller og sommerfugle, inde i dem sover æggene fra disse insekter. 

Det er her at larver om sommeren forvandler sig til sommerfugle. Der opløses i puppen, først til en flydende væske, en larvesuppe der indeholder alle cellerne og byggestenene til det andet, der så samler sig til det nye og kommende dyr, der ikke ligner det som det var før, men sommerfuglen skal kæmpe, den skal kæmpe for livet for at komme ud af det tomme hylster, ud af det som den var før. Hjælper vi den på vej i sin kamp, vil den ikke kunne flyve eller mangle et ben. Kan den ikke gennemtrænge puppens hårde membran dør den i sin egen forvandling. 

Den første filosof Anaximander sagde, at det som er døende vender tilbage til det element som det er kommet fra.

                             *

Vintergækkene er kommet frem i januar, der er knopper på kirsebærtræerne siger de, det er alt for varmt, der er ti grader i havet omkring øerne, før var der seks-syv grader, nu fanger de tunfisk med gule finner som sidefangst i den pelagiske flåde, fiskene har vandret længere nordpå. 

Vi er alle individer i en døende stime.  

Vi er aldrig alene. Vores indvolde og underliv, ingen del af kroppen går fri, for at være udsat for glubske parasitter, der spiser af os. 

Vi har mider i ansigtet og bakterier over hele vores kroppen. 

Uden dem ville vi dø. 

Det er en befriende ny materialitet, en post-humanistisk trøst.

                         *

Økologi kommer fra ordet ’oikos’ på græsk, der betyder hjem eller husholdning. Hjemmet har været anset som den sfære, hvor kvinder og børn befinder sig i en ikke påstået ikke politisk sfære, der kun handler om reproduktion og overlevering af selv kulturen, men vi har taget denne sfære for givet. 

Begrebet natur er ligesom begrebet ’hjem” under forvandling i vores tid, hvor vi ser fragile økosystemer blive ødelagt bl.a. af en voldsom stigning af fx industri, fiskeopdræt, plast i havene, nu af de største sygdomsudbrud vi har oplevet i vores liv.

Der er stigninger i temperaturen i havene, invasive arter indtager landet, nye former for virus er på vej.

                        *

Nu er det stille. 

Jeg tænker på den døende tang. 

Der er millioner viruspartikler i en milliliter havvand, lagt på langs ville de strække sig 200 millioner lysår ud i rummet, på latin betyder virus slimet væske eller gift, vandet her er en slimet væske, mennesket er for del en slimet væske. 

Walter Reed fandt virusset i 1901.

Virus er ikke levende, virus er kompleks organisk materie; ligesom virusset er vi komplekse, men vi er levende. Virus har ingen energi og kan kun reproducere sig selv igennem andre celler, således set ligner vi mere virus end en snegl – jeg er delvis en virus nu. 

             *

Det optager mig, at den største søfugl, der har levet i Norden, geirfuglen, blev udryddet i 1844 i Island. 

For 100.000 år side var den allerede en vigtig fødekilde for neandertalerne. Den målte mellem 75 og 85 cm udvokset.

Geirfuglens død vil vi aldrig lære at leve med.

Dens latinske navn var Pinguinus impennis, det var derfor opdagelsesrejsende kaldte de store fugle i Antarktis for pingviner, de troede at de var geirfugle. Men geirfuglen var en alkefugl, det er en anden familie af fugle. 

Jeg savner gejrfuglen, jeg har læst at den var venlig og kunne lide mennesker. Den fandtes over hele Skandinavien og Norden samt dele af Canada, men vi dræbte dem alle sammen.

Økoangst og økologisk sorg vi må bygge en ny tid med økologisk empati og kærlighed.

Jeg sørger over tabet dagligt. 

Jeg lider af klimasorg. 

Klimapsykologien er nødvendig nu, 

En der giver os en metode til at lytte til folks oplevelse af klimaændringer, som kan informere om, hvordan vi taler med venner, familie og børn. 

Geirfuglens uddøen er en dødspastorale.

                      *

Nede på stranden er der bunker af strandede gopler og vandmænd. Som om de har besluttet af tage livet af sig selv i store flokke. 

Der er noget spøgelsesagtigt over dem, når de bevæger sig under overfladen af vandet.  

Der er noget spøgelsesagtigt ved samfundene nu. 

Nu er vi selv vaskede op på strandkanten som en violette geléklumper. 

Min gamle filosofilærer, sagde altid at Hegel mente, at den sande uendelighed ikke kan erkendes, at universet er en elementarpartikel i et større univers. Jeg vil rumme min rolle i alt, her, jeg, bladene og havet. 

En velkendt lugt at rådnende tang, våd havbrise og synet af plastik, der er drevet i land i nat på sandstranden. 

Husker sneen alle som har gået på den? 

Tanken om hjem kan forlænges ved udstrækning. 

Husk at tal ikke er til i virkeligheden.  

//

Klimaaksjonen ønsker å undersøke hvilke dyperegående endringer koronakrisen leder til i våre mentaliteter og handlinger. Koronas omkalfatrende virkninger for vaner og samfunnsstrukturer kan åpne for nye og radikale muligheter innenfor flere livsområder, gitt at mulighet innebærer hardt arbeid. Media boltrer seg med begrepet «virus», men pandemien er nært knyttet til kapitalismens naturbrutalitet og dermed miljøkrisene. Hvordan kommunisere dette til befolkningen? Skyldes benektelsen av klima-realitetene og pandemi-krisen at  individualismen gir blancofullmakt til å sortere moralske spørsmål under den sosiale kategorien «privat»? Slike og andre spørsmål har vi stilt våre bidragsytere. Både kunsten, litteraturen og filosofien er på mange måter seponert som isolerte virkelighetsområder, kun med en viss temarelatert tilstedeværelse i offentlighetssfæren. Klimaaksjonen vil endre på dette.
Denne gangen hører vi fra forfatter, festivalsjef og redaktør på denne nettsiden, Kim Simonsen. Han har en Phd. i litteratur og underviser for tiden ved Universitetet på Færøyene. Han har tidligere virket som Professor II ved Universitetet i Bergen og hatt opphold både ved Stanford-, Colombia- og Oxford. Arbeidene til Kim Simonsen er oversatt til en rekke språk, og han deltok bl.a. i den svært kritikerroste antologien Poems from the Edge of Extinction som utkom i 2019.

Tidligere artikler i serien:
Thomas Hylland Eriksen: Korona, klima og skalakollisjoner
En tragedie i et uendelig antall akter / Tommy Olsson

Korona som en kuriositet? / Kathleen Rani Hagen

Serien realiseres gjennom støtte fra Fritt Ords koronautlysning. Vi takker for midlene!
fritt-ord-logo-200p72dpi

Comments are closed.

Powered by WordPress.com.

Up ↑