Der står en voldsom kamp om Lærkesletten i København. Lærkesletten er del af Amager Fælled, et fredet område med et egenartet dyreliv midt i byen. En «fælled» er et gammelt dansk udtryk for et fælles areal, åbent for alle, men nu har Københavns Kommune, som har betalt dyrt for det seneste metroarbejde, besluttet sig for at sælge Lærkesletten til investorer som vil bygge boliger her ved navn Fælledby. Arkitekttegningerne ser selvsagt idylliske ud, men det er ikke til at komme udenom at det drejer sig om et indgreb i flere truede dyrearters habitat. Det drejer sig blandt andet om lærken og vandsalamanderen, sidstnævnte er det tætteste den milde danske natur kommer på en ægte drage. Lærken er en iøjenfaldende fugl i det danske landskab; den hænger næsten stille i luften et stykke fra sin rede nede på marken mens den kvidrer ekstatisk på sin karakteristiske måde. Lærken er stadig en almindelig fugl i Danmark, men er på voldsom tilbagegang.
Amager Fælleds Venner (næsten 22.000 medlemmer på Facebook) og Extinction Rebellion har kæmpet en hård kamp som er taget til i løbet af foråret, og flere forfattere har engageret sig, som Christian Yde Frostholm og Kristina Stoltz. Et flertal af københavnere er imod byggeriet på Lærkesletten, men politikerne lytter ikke. Specielt to af Extinction Rebellions nylige aktioner fangede mit blik mens jeg sad derhjemme i min skrivehule. Den internationale organisation, grundlagt i England i 2018, er kendt for kraftfulde, poetiske demonstrationer som forholder sig til regler om ikkevoldelig civil ulydighed. Da jeg så de lærkeudklædte aktivisters alvor måtte jeg spørge mig selv: Hvordan bliver man til en lærke? Aktivisten Rikke Jespersen forklarer til Arbejderen:
Lærkerne er blevet jaget væk fra Lærkesletten på Amager Fælled. Derfor er de nu flygtet ind i Miljøministeriet.
Den 16. marts går lærkerne ind i Miljøministeriets lobby efter aktioner på fælleden siden begyndelsen af måneden. De spreder hø og forsøger at lime sig til gulvet. De er alle iklædt gyldne næb, fjertop og vinger og ser alvorlige og sorgtunge ud. De er lærker, kan jeg se. Der er intet sjovt og barnligt over deres lærkerollespil. Vagten skælder voldsomt ud over det uventede kaos som udfolder sig. Han er på arbejde, dette er hans ansvarsområde. Lærkerne har blot sat sig roligt ned, de holder et banner op og observerer vågent politiets bevægelser da de ankommer bygningen og rykker ind for at hive lærkerne ud på gaden igen.
Den 7. april går det løs igen. Denne gang er det et andet dyr fra Amager Fælled som hjemsøger byen. Det er vandsalamandere som slæber sig hen over Københavns gader. Som lærken er vandsalamanderen relativt almindelig i den danske natur, men den er på tilbagegang. Extinction Rebellion Danmark giver plads til paddernes stemmer på Facebook:
Vi livestreamer fra paddeperspektiv igen i dag. Københavns Kommune vil bygge på den vilde natur på Amager Fælled for at afbetale på metrogælden. Vi salamandre undrer os. Hvorfor betaler menneskene ikke deres metro med penge i stedet for med vores liv og hjem? […] Hvor kan vi være? Hvor er der plads til os? Vi vandrer fra station til station, hjemløse, uden noget sted at være. I et transitland mellem politiske beslutninger og mellem stendigerne sidder vi i klemme. Men vi er vågnet fra vores vinterhi. Vi er her og vi kæmper for vores overlevelse. Vi fortsætter protesterne og i dag spreder vi budskabet ud til folket: Beskyt os! Og stop den menneskelige indtagelse af vores habitat på Lærkesletten. Metroen er en god idé, men den skal betales med penge, ikke med natur!
En af dem som blev til en vandsalamander den dag, er forfatteren Kristina Stoltz. Om sit engagement i Extinction Rebellion siger hun til mig:
Extinction Rebellions performative, poetiske og til tider surrealiske greb på tingene, vækker genklang hos mig. I mit arbejde med romanen CAHUN om kunstneren Claude Cahun, blev jeg optaget af det, hun sammen med kunstneren Marcel Moore kaldte poetisk propaganda. Et begreb, der dækkede over deres modstandsarbejde under anden verdenskrig på den lille ø Jersey ude i den engelske kanal. Poetisk propaganda dækkede over de omskrivninger, som Cahun/Moore lavede af nazisternes egne slogans, og som de efterfølgende spredte på øen via løbesedler og ved mindre happenings.
Men hvordan blev Kristina til en vandsalamander? Hvad skete den 7. april?
Vi ville have lavet aktionen hos den ene af de to bygherrer på Fælledby, nemlig Pension Danmark, men det endte med, at de ikke ville lukke os ind. Aktionen foran deres hovedindgang blev dog ikke mindre spektakulær af den grund. Vi tog vores salamanderkroppe på (lavet af pap), nulstillede vores menneskekroppe i en guidet meditation ledet af performancegruppen Becoming Species, og så blev vi så at sige vandsalamandere, der kravlede rundt på trappen foran Pension Danmark, mens vi filmede og talte fra salamanderperspektiv, transmitteret live på Facebook. Vi tabte vores blødende æg på trappen og spurgte folkene inde i Pension Danmark, hvorfor de ikke ville give os plads. Vi prøvede at forklare dem, at de ødelægger menneskets egen chance for overlevelse, hvis de ødelægger andre arters habitater og muligheder for at yngle, lægge æg, formere sig.
/ Foto første bilde i oppslaget: Frej Schmedes. En særlig takk til fotografene!
// Takket være støtte fra Bergesenstiftelsen og Fritt Ord kan Forfatternes klimaaksjon publisere denne artikkelen i vår kunstspalte Billedlig talt.
KLIMAAKSJON / NORWEGIAN WRITERS´ CLIMATE CAMPAIGN // NWCC 