Hvorfor skal fremtidens generationer bære vores byrder? Et nyt skel / Carsten Jensen

I en stadig mere polariseret verden har vi vænnet os til at tænke i “os” og “dem”. “Dem” er alle de fremmede, som vi hverken vil leve eller kommunikere med og slet ikke orker at forstå. De skal ikke trænge sig på i vores verden, men passe sig selv i deres egen. 

Men der er stadig et stort “vi” i politik. Den globale opvarmning rammer os alle sammen. Hvis vi ikke kan blive enige med hinanden om at ændre alle de aktiviteter, fra udvinding af olie og kul til spisevaner, der øger atmosfærens indhold af CO2, så farvel til en tålelig fremtid. Vi må være lige så globale, som den opvarmning, der truer os. 

Reaktionerne på sommerens klimakatastrofer får mig imidlertid til at tvivle på den fortsatte eksistens af et sådant samlende “vi”. Jeg tror, at der er ved at blive skabt et nyt skel, nemlig mellem “os” og “jer”.

Hvem er så “jer”? Det er ikke de sædvanlige muslimer eller nogen, der bor på den anden side af jorden, hvor de er filtret ind i uforståelige kulturer, som det er spild af tid at sætte sig ind. Nej, det er alle dem, der stadig vil være i live om 50 år. De yngre generationer, uanset hvor i verden de befinder sig, uanset hvilket sprog de taler, er de nye fremmede på kloden, som vi hverken gider lytte til eller behøver at bekymre os om.  

Og hvem er så “vi”? Det er alle de magtfulde mænd og kvinder over 50, som fylder regeringer, politiske partier, kommisioner, store selskabers og bankers bestyrelser. De siger, at de tager den globale opvarmning alvorligt, men at man også må være klima-realister og gå langsomt frem, for ellers kan folk ikke følge med, og hvis man ikke kan tjene penge på det, så ved de ikke rigtigt. Vi må med andre ord lære at leve med og tilpasse os klima-forandringerne. 

Der er er en god grund til, at mennesker, der er over 50 taler sådan. De (og jeg er en af dem) er her højst 30 år endnu. Når det 21. århundrede nærmer sig sin slutning, og den globale gennemsnitstemperatur forventes at være steget med 3 grader,  er vi døde, borte, væk, også fra de problemer, vi selv har skabt. Det er ikke “os”, men “jer”, de yngre generationer, der skal finde ud af at tilpasse sig en helt ny livsform. Sådan fralægger “vi”, de ældre med den store magt og de få år tilbage, os ansvaret. Skellet går ikke mellem hudfarve, religioner eller kulturer. Det går mellem generationer. 

Der er selvfølgelig fornuftige mennesker over 50. Og der er klima-skeptikere under 50. Og så er der en rådløs, svigtet ungdom, der før pandemien gik på gaden og krævede et opgør med vækst-økonomien. Men nu er det tilpasningens logik, der  begynder at dominere i den offentlige debat. De ældre og midaldrende kan ikke give afkald på kødet på middagstallerkenen, to biler i carporten, den årlige rejse til Thailand. Det kan man ikke forlange af nutidens mennesker.

I et sort hul af glemsel

Men det kan man forlange af fremtidens mennesker, de unge og yngre, der befinder sig for øjnene af os. De må give afkald på den civilisation, de kender, for 2 graders temperaturstigning er altid bedre end 2.5 graders  temperaturstigning, som er bedre end 3 graders, ligesom en ny middelalder er bedre end stenalderen, og en ny stenalder er bedre end ingenting. 

Sådan er disproportionen, ansvarsløsheden og den skræmmende mangel på mening i en klimadebat, hvis horisont er limet til nutiden, og som opererer med et nyt skel mellem “os og jer”. Fremtidens generationer skal bære alle vores byrder. “Vi”, på den sikre side af 50, går fri. 

Jo, der sker gode ting. Bæredygtighed vinder frem, forbrugsvaner ændrer sig, men en skat på CO2-udslip er der ingen, der har turdet vedtage. Det amerikanske olieselskab Exxon, der står højt på top-ti-listen over de organisationer, der i menneskehedens historie har skabt størst ravage på planeten,  går ganske vist ind for en sådan skat. Men en intern læk afslører, at det gør olieselskabet kun, fordi de tror, at en skat på CO2 vil skabe så stærke sociale protester, at klima-aktivisterne vil være diskrediteret for altid, og olieselskaberne derfor kan fortsætte med at udnytte de sidste oliekilder, indtil det er tæppefald for menneskeheden.  

EU har nøjagtig den samme frygt, da de i disse dage fremlægger deres ellers ambitiøse klimaplan. Politik er ikke længere et redskab til forandring, men en stopklods, skabt af frygt for forandring. Vi viste ellers vores villighed til at lægge vores livsstil om under pandemien, men den lære er nu forsvundet i et sort hul af glemsel, og kurven over det globale CO2 udslip har til almindelige applaus genoptaget sin himmelflugt. 

Hvilken mening giver ordet tilpasning?

For et par uger siden var der et læk fra IPCC, FNs klimapanel, som medierne ikke gav den store opmærksomhed. Her slås det fast, at selv om det lykkes at tæmme CO2-udslippet, vil planetens liv i løbet af de næste 30 år have ændret sig dramatisk til det værre:  Arters uddøen, økosystemers kollaps, epidemiske sygdomme, ubærlig hede, stigende have, byer, der må opgives. Hvilken mening giver ordet tilpasning her? Hvordan lever man med den permanente katastrofe? 

Tærsklen, hvor det bliver muligt at standse katastrofen, nærmer sig hastigt, hedder det også i Klimapanelets rapport. De beslutninger, vi træffer i dag, vil bestemme vores arts skæbne i al fremtid. Og hvad er beslutningstagernes svar? Lad os nu ikke blive alarmister. Reformer tager tid. Vi må gå forsigtigt frem. Men det er jo kun sandt, hvis du er over 50. For alle andre er der ingen tid. 

Se på skærmen. Se ud af vinduet. Hedebølger, der i det nordvestlige USA og Canada når 50 graders varme. Hele landsbyer, der brænder af. Floder, der i Tyskland og Belgien går over deres bredder og river halve byer med, mens hundredvis af mennesker omkommer. Katastrofer, som metereologer, siger sker en gang hver 5.000 år som hedebølgen i Canada eller en gang hver tusinde år som det heftige regnfald, der skaber oversvømmelserne i Tyskland. 2020 tegnede samme alarmerende billede. Det er den nye normal. 

Er man alarmist, fordi man råber alarm, når huset står i brand?

One thought on “Hvorfor skal fremtidens generationer bære vores byrder? Et nyt skel / Carsten Jensen

  1. Langt på vei enig med deg, Carsten. Men det må være på sin plass å integrere de andre “vi-dem”-forholdene også. Det er langt fra de luftkjølte direksjonskontorene i Vesten til leiren av Rohingya-flyktninger som blir oversvømmet i Bangladesh; langt fra et Norden som foreløpig er mindre berørt av klimakrisen enn indere som drukner i flom i Maharashtra.
    Fin konklusjon: forskeren James Risbey anbefaler skille mellom alarmisme og det å påpeke at situasjonen er alarmerende: (alarmist/alarming). Det gjør jo du også.
    Besøk gjerne MediaClimates hjemmeside (https://mediaclimate.net); der publiserer vi intervjuer med unge klimaaktivister fra hele verden, som ledd i prosjektet “Young voices”.

Comments are closed.

Powered by WordPress.com.

Up ↑