Andreas Vermehren Holm / HVORDAN ER DER HÅB

Selvom vi ikke ved, hvor vi ender, bliver vi nødt til at vide, hvor vi gerne vil hen. Kim Stanley Robinsons forfatterskab blander science fiction, alternativ historie og utopisk tænkning i en række uforglemmelige værker, der gennemlever, søger og skaber de muligheder og handlerum, der åbner sig, når vi fortæller historier.

Hans seneste bog, Ministry for the Future (2020), fungerer som et lystryk for overgangen til postkapitalisme i en posttraumatisk nær fremtid, hvor konsekvenserne af de menneskeskabte klimaforandringer er så markante, at de grundlæggende spilleregler for verdensøkonomien og global omfordeling må genforhandles. Via en række små og store begivenheder, der på hver sin måde bryder hegemoniet, skildres et skiftende kollektivs vej mod social, politisk og planetarisk forandring. Det lykkes i FN-regi at forhandle ikke alene en global CO2-afgift igennem, men også en ‘Carbon Coin’ baseret på CO2-binding, som derfra dirigerer omlægningen til regenerative og carbonnegative praksisser. Nansen-passet genindføres for klimaflygtninge for at sikre dem internationale privilegier og beskyttelse. Halvdelen af Jordens areal fredes som aktive områder der tilegnes ikkemenneskelige arter. Millioner af mennesker indrulleres i landskabsrestaurering verden over med genopretning af jordfrugtbarhed, habitatkorridorer og rewilding som fælles mål på tværs af både landegrænser og generationer. Forestillingen om, at ‘mennesket’ kan trives uafhængigt eller på trods af biosfæren, bliver erstattet af en ny fortælling om et mangeartet og co-evolutionært væsen, der kun netop er begyndt.

Kim Stanley Robinson skriver ud fra en poetik, hvor de historier, vi fortæller, går forud for den verden, der tager form.

Robinson blander historiefortælling og poetik.^[1] Poësis kommer af verbet poiein fra græsk ‘at gøre, tilvirke’. Poesi er en praksisform, der skaber og dermed viderefører verden. Den følger ikke virkeligheden ligesom klassisk historieskrivning, men går selv forud. I novellesamlingerne The Planet On the Table (1986) og Remaking History (1991) skildres menneskenes ‘oprindelige’ betingelser som noget, der stadig er i bevægelse. Historiefortælling vender både frem og tilbage i tid. I ‘The Lucky Strike’ vælger piloten Frank January at ramme forbi målet for USAs første atombombeangreb under 2. verdenskrig. Han dømmes til døden for landsforræderi, men en fredsbevægelse startes i hans navn. Japan overgiver sig som et resultat af USAs magtdemonstration. I ‘A Sensitive Dependence On Initial Conditions’ ændres dette narrativ en smule, da Frank January siger fra overfor missionen, inden de går i luften, hvilket atter ændrer historiens gang. Robinson peger med denne skabende historieforståelse på et ofte overset faktum, nemlig, at vi ikke kun er arvinger af verden, men også forgængere. Og at den oprindelse, som vi ofte beskriver som noget tabt eller uvedkommende, stadig er i færd med at blive til. Vi ser verdensbillederne ændre sig. Spørgsmålet om poetik handler ikke om, hvordan noget var eller er, men om, hvordan noget må være, for at kunne være. Skabelsen leder efter måder. De historier, vi skaber nu, vil ikke alene forme vores forståelse af fortiden og nutiden, men også gå forud for den tid, der kommer. »Du er på vej mod Hiroshima.«^[2]

Sorgens planet

I Mars-trilogien (1992-1996) følger vi de første kolonister på Mars, deres arbejde med at udforske og terraforme Den Røde Planet, samt det politiske arbejde med at etablere et nyt samfund mere eller mindre uafhængigt af Jorden. Robinson skriver her med biomet som poetik: Spørgsmålet er ikke, hvordan det var eller er på Jorden, men om hvordan der må være på Mars. Det bliver både et socialt, politisk, etisk og moralsk spørgsmål, idet en hel klode skal transformeres, men i hvilket billede og for hvem? Mars går fra at være en øde og ubeboelig planet til at være henholdsvis grøn og blå. Bøgerne præsenterer en Jordisk-planetarisk tilblivelsesvision, hvor vi vitterligt følger livets opståen fra dets spæde begyndelse til udformningen af en rig og selvopretholdende biosfære. Den næsten ufattelige indsats fra et væld af små organismer i dannelsen af atmosfære og jord bliver her en åbenbaring. Fotosyntese fremstår som en aktiv skaberhandling snarere end en blot og bar effekt. Den ekstreme situation, Marsboerne befinder sig i, hvor alt planetarisk skal reguleres og tages højde for, og hvor de ekstremt sårbare og gensidigt afhængige økosystemiske faktorer skal indregnes, bliver et indirekte billede på Jorden af i dag. Betingelserne for liv er følsomme, de kan røres ved.

Antropocænbegrebet blev fremført som en politisk intervention af en gruppe forskere i FN-regi på baggrund af en stadig mere akut erkendelse af, at menneskene var i færd med at nedbryde biosfæren. Det var både en beskrivelse af et nyt geologisk vilkår og en ny naturhistorie, hvor mennesket blev indskrevet som den største naturkraft med et aftryk og en indflydelse på størrelse med et gigantisk meteornedslag, og et opråb fra en forskerstand, der igennem årtier ikke havde følt sig hørt i forhold til spørgsmålet om klimaforandringer, tiltagende miljøødelæggelser og global masseudryddelse. De ville opfinde et begreb, der kunne anskueliggøre eller sætte fokus på, at mennesker har en enorm, tiltagende indflydelse og ødelæggelseskraft, som de er nødt til at forholde sig til.

Science fiction-scenarier er fremtidshistoriske simulationer, der på grundlæggende vis spørger os, hvem vi er, og hvor vi er på vej hen. Det er en tankeproces, som er utopisk i dens grundvold, fordi den forudsætter, at vores handlinger gør en forskel.

Green Earth (2004-2007) samler tre romaner i én omnibusfortælling, ligesom Three Californias (1984-1990). Bogen skildrer en vej frem i et kontemporært politisk klima præget af intern splittelse og voldsomme økonomiske interesser. Robinson anvender her sin historie-poetologiske metode på samtiden. I forordet til samleudgaven skriver han, at »hvis man vil skrive en roman om verden af i dag, er man nødt til at skrive science fiction, ellers ender man med at lave et utilsigtet nostalgidrama; det vil mangle dybde, ramme forbi og forblive forvirret.«^[3] Washington D.C. beskrives, som om det var en fremmed by på en fremmed planet i en form for politisk-bureaukratisk thriller om menneskenes kamp for at forholde sig til klimakrisen. Via en dramatisering af Videnskaben som kollektiv intelligensform, og af Bureaukratiet som sådan, formår han at beskrive, hvordan disse systemer kan gøres operative og være til hjælp. Det er forløsende at se handlingsplaner blive iværksat ikke alene for reduktionen og fangsten af CO2, men også for fredningen og genoprettelsen af biomer og biodiversitet.

I 2312^[4] bliver de opdyrkede asteroide-terrarier med flora og fauna, der for længst er gået tabt på Jorden, samt en politisk modkultur efter Mondragon-modellen, som også er blevet dyrket i det ydre rum, udgangspunkt for en antikapitalistisk revolution og miljømæssig genoplivning af »Sorgens planet«.^[5]

Mikrobiomet

I Aurora fra 2015 bryder Robinson definitivt med klichéen om at forlade Jorden. Den nylige opdagelse af mikrobiomet, der stiller ‘mennesket’ i et nyt lys som en mangeartet superorganisme, der ikke alene fungerer, tænker, handler og udvikler sig på baggrund af et ydre biom, men også et indre, får her lov at ændre science fiction-genren fundamentalt. Bogen handler om et multigenerationelt rumskib, hvorpå et udvalg af Jordens klassiske økosystemer er genskabt i kolossale sammenhængende tuber. Fortællingen starter i sjette generation, hvor biomerne er begyndt at degenerere på grund af for lidt plads. Besætningen, hele den lille befolkning ombord, er nødt til at revurdere deres mission.

I Red Moon (2018) sker en lignende subversiv udvikling i lyset af rumkapløbet mellem Kina og USA om tilstedeværelse på Månen. Handlingen er sat til 2030, og vi følger en kvindelig kinesisk revolutionsleder, der forsøger at organisere en folkelig modstandsbevægelse fra sit eksil. Ligesom New York 2140, der bearbejder markedskrakket i 2008, anskues den ufattelige ulighed i lande som USA og Kina som et godt udgangspunkt for forandring. Mens det geopolitiske stormagtspil i Red Moon udspiller sig på skrøbelige rumstationer på Månen, overtager modstandsbevægelsen i både USA og Kina kontrollen med banker og regeringsførelse. Noget lignende sker i New York 2140, hvor en gruppe højst uventede allierede, herunder fagforeningsledere, børsmæglere og softwareingeniører, med social og politisk organisering forbereder sig på det næste store finanskrak. Man bliver som læser talt direkte til i flere af bøgerne, ofte i tiltaleform: »du«, eller i en implicitform med ønsket eller forventningen om engagement. »Den moderne verden kan kun beskrives for den moderne læser, hvis den bliver beskrevet som en verden, der kan forandres.«^[6] Vi ser tilbage på vores egen tid fra et punkt langt ude i fremtiden.

Historien tager stadig form

Vi er ikke nødvendigvis vidner til det, vi oplever. Det er en af grundene til, at vi fortæller. Kim Stanley Robinson skriver ud fra en poetik, hvor de historier, vi fortæller, går forud for den verden, der tager form. Ikke alene er historiefortælling et redskab, en teknologi, vi bruger til at forstå os selv og vores ind- og omverden, det er også en magisk blanding af bøn og fortælling, opvågning og erindring, hvor det, vi fremmaner, får en virkelig kraft.

Der er en akut og eksperimentel undersøgelse af spørgsmålet om narrativ bevidsthed på tværs af generationer i forfatterskabet. The Years of Rice and Salt (2002) vender fremtidsformen på hovedet og genfortæller historien siden middelalderen fra et andet perspektiv end Vestens. Fortællingen foregår over seks hundrede år, hvor en række jeg-fortællere genfødes gang på gang i deres stræben efter et godt og meningsfuldt liv på Jorden. Bold ankommer i romanens begyndelse til et næsten øde Europæisk kontinent, hvor Den Sorte Død har udslettet mere end halvfems procent af befolkningen. Karakterernes skæbner forsegles ikke i deres egen levetid, men løber frem i tid, ofte med uoverskuelige konsekvenser. Vi forstår, på et kropsligt plan, at historien kunne have været anderledes. Og at historien stadig tager form.

Science fiction-scenarier er fremtidshistoriske simulationer, der på grundlæggende vis spørger os, hvem vi er, og hvor vi er på vej hen. Det er en tankeproces, som er utopisk i dens grundvold, fordi den forudsætter, at vores handlinger gør en forskel. Utopia er en verden, hvori vores handlinger gør en forskel. »Heltene er overalt, selv blandt de laveste af os.«^[7] Det er den verden, den realisme, Robinson skriver frem. Det heroiske opløses ikke, men fordeles ud, hvor det hører hjemme. Der er andre bøger, jeg kunne have nævnt: »Jeg er den tredje vind.«^[8] »Er du klar?«^[9]

»Vi er aldrig uden betydning i den virkelige verden.«^[10] Der er et uendeligt håb i dette: Oprindelsen er ikke forseglet. Hvad er det, der begynder her?

^[1] Aristoteles’ forelæsninger over poetik fra 300-t. f.Kr. var en deskriptiv undersøgelse af digtningens væsen og arter, og om skriften som en skabende, ikkereferentiel kunstform.

^[2] The Lucky Strike, Kim Stanley Robinson 1984

^[3] Green Earth, Kim Stanley Robinson 2015

^[4] 2312, Kim Stanley Robinson 2012

^[5] 2312, Kim Stanley Robinson 2012

^[6] Schriften zum Theater, Bertolt Brecht 1966

^[7] The Planet on the Table, Kim Stanley Robinson 1986

^[8] Shaman, Kim Stanley Robinson 2013

^[9] Galileo’s Dream, Kim Stanley Robinson 2009

^[10] Antarctica, Kim Stanley Robinson 1998

Andreas Vermehren Holm (f. 1988), forfatter, oversætter og forlægger på Forlaget Virkelig (Sigvaldi-prisen 2020), hvor han bl.a. har redigeret skriftserien Bestiarium og Ny Jord – Tidsskrift for naturkritik. Han er uddannet fra Litterär gestaltning ved Kunstakademiet Valand i Göteborg. Som oversætter har han bl.a. oversat bøger af Jørn H. Sværen, Jen Bervin, Cia Rinne, Simone Weil og Ursula K. Le Guin. Han har modtaget hæderspriser fra Foreningen for Boghåndværk og Albertsen Fonden for sit litterære virke, og i 2019 blev han tildelt Den Danske Bogdesignpris for sit arbejde med rue Jean Nicot. I 2021 blev han tildelt Statens Kunstfonds Treårige Arbejdslegat.

Foto: Sveinung Rudjord Unneland

Den naturvitenskapelige forskningen kan fortelle oss hva som fysisk skjer, hvordan klimaet forandrer seg og hvilke arter som blir borte, men hva gjør forandringene med oss? Forfattere har forsøkt å svare på dette, men hvordan har det gått? Hva er forskjellen på litteratur som klarer å si noe om de komplekse problemene og litteratur som ikke klarer det. Ifølge denne litteraturen, hvor er menneskets status i økosystemet?I denne serien ønsker vi å invitere sakprosaforfatterne til å reflektere og tenke kritisk om et verk som har betydd noe for deres forståelse av naturomveltningene. Hva er litteraturens muligheter i en krise som ikke bare gjør oss til digitale kommunikatører, men som blir samfunnsendrende på så mange nivåer? Kan litteraturens dypt personlige rom stadig gjøre en forskjell, eller har den digitale allmenningen marginalisert slike rom og skapt nye betingelser for sakprosaen? Er en moderne kanon under dannelse på den klima- og miljøsentrerte litteraturens område, og har Forfatternes klimaaksjon bidratt i så måte?

Vi takker Norsk Faglitterær Forfatterforening for støtte til denne serien!