Konfrontationen: Oprørets udfoldelse / Jens-André P. Herbener

Lige fra begyndelsen af arbejdet på et oprør, hvor der typisk kun er ret få aktivister, kan man med fordel lave aktioner og udøve civil ulydighed. Selv om aktionerne her kun kan være små og symbolske, kan de alligevel tjene et formål. De kan skabe og skærpe opmærksomhed om sagen, hvilket forhåbentlig kan trække flere aktivister og tilhængere til, der kan danne grundlag for større aktioner og mere opmærksomhed. Det kan især gøre sig gældende, hvis kendte og anerkendte personer – f.eks. forfattere, skuespillere, sangere og forskere – deltager, lader sig arrestere m.m. Desuden kan aktionerne give aktivister træning, erfaring og mod, som kan spille en væsentlig rolle i det videre oprørsarbejde, f.eks. i uddannelsen af nye aktivister og planlægningen af nye aktioner.

Men det er først, når en stor modstandsbevægelse og en støtte til den i markante dele af befolkningen begynder at manifestere sig, at det bliver muligt at lamme nøgledele af samfundet og dermed tvinge magthaverne til at foretage det påkrævede systemskifte – eller gå af, så nogle andre kan foretage det. Det vil typisk være i form af store demonstrationer, folkemarcher, masseprotester, økonomiske boykotter, fysiske blokader, strejker, generalstrejker og lignende, hvorved samfundet forstyrres på indgribende vis.

Oprøret skal være ikke-voldeligt. Men det er også vigtigt at understrege, at det ikke er det samme som frygtsom tandløshed. Som allerede Gandhi fastslog, skal det provokere for at gøre en forskel. Civil ulydighed er netop ulydighed, og det indebærer offensiv aktivisme. Den skal råbe højt, lave ballade og stille sig på tværs. Den skal boykotte og blokere. Fremfor alt skal et ikke-voldeligt oprør sætte samfundet i stå i stor stil, ellers virker det ikke. Ellers kan man lave aktioner fra nu og til dommedag uden at gøre den livsnødvendige forskel.

I nogle tilfælde har der skullet en tand mere til. F.eks. havde suffragetterne, den amerikanske borgerrettighedsbevægelse, modstanderne af Vietnam-krigen og af apartheid i Sydafrika succes med deres oprør, ikke kun fordi de udøvede ikke-voldelig civil ulydighed, men også fordi der iblandt eller udenfor var grupper, der opfordrede til at bruge eller brugte skrappere midler som f.eks. ødelæggelse af ejendom. I Sydafrika var det frygten for borgerkrig, der til sidst fik de hvide magthavere til at give efter.

Helt generelt bør aktioner rettes mod de største og mest magtfulde ødelæggere, altså de politiske magthavere og storindustrien. Man bør gå efter at spytte de store i ansigtet og lade de små fisk være. Sparke opad i stedet for nedad.

F.eks. bør det uophørligt råbes ud fra tagene, at vores politiske magthavere er hovedansvarlige for nedbrydningen af vores eksistensgrundlag og Jordens vilde natur. De kraftværker, virksomheder m.fl., der i størst grad destruerer eksistensgrundlaget for vores børn og naturen, skal blokeres fysisk og boykottes økonomisk. Skal der ryddes vild natur til fordel for nybyggeri, motorveje osv., stiller man sig fysisk på tværs, så det ikke kan finde sted, etc.

Endvidere er strejker af central betydning. Selv om en generalstrejke, hvor store dele af arbejdslivet i et land går i stå, er målet, kan mindre som antydet ofte også gøre det. Især kan strejker inden for brancher, der spiller en stor rolle i samfundet, være effektive. Lukker f.eks. et lands vuggestuer, børnehaver og skoler, er magthaverne tvunget til at reagere. Og gør de det ikke på passende vis, kan andre brancher solidarisere sig med de strejkende og selv gå i strejke. Og det kan ultimativt ende i en generalstrejke.

Oprørerne og strejkende skal informere glasklart om baggrund og formål for, hvad de gør, så folk til enhver tid ved, hvad der foregår og hvorfor. Aktioner og retfærdiggørelser af aktioner udgør en komplementær helhed.

Endelig er det afgørende, at oprørerne får status som helte i befolkningen og ikke som ballademagere; status som grønne Gandhi’er og Robin Hood’er, der frygtløst går op imod de største ødelæggere af Moder Jord for at beskytte befolkningen og naturen. Skal de samle en markant del af folket til at gå imod de siddende magthavere, er det naturligvis nødvendigt at vinde dets sympati, helst dets kærlighed.

Efter oprøret

Lige så essentielt det er at forberede oprøret, lige så essentielt er det at forberede tiden efter oprøret.

Inden det finder sted, kan der med fordel oprettes en alternativ folkeforsamling, der er klar til hurtigt at tage over og midlertidigt hjælpe med at regere et land, hvis de siddende magthavere vælger at gå af. Dermed undgås et magtvakuum, der kan åbne for anarki og kaos. For at opnå legitimitet i et lands befolkning bør det være den nævnte koalition eller paraplyorganisation*, der udpeger medlemmerne af den alternative folkeforsamling og sørger for, at forskellige sektorer og parter i landet er repræsenteret.

For det andet skal en social kontrakt mellem de regerede og de regerende oprettes på ny. Kernen i den bør være en ny grøn forfatning. Meget fra den gamle vil måske kunne videreføres, men ellers skal den fastlægge grundprincipperne for systemskiftet i et land, hvor både social og økologisk retfærdighed bør spille hovedroller. Hvad dette mere konkret skal indebære, er denne bogs del 4 et bud på. Som minimum skal det omfatte et radikalt kursskifte, hvad økonomi, klima, natur og landbrug angår, og kursskiftet skal være socialt retfærdigt. Desuden skal politik og erhvervsliv fremover adskilles 100 procent.

Den nye forfatning bør tillige fastslå, at dersom en regering foretager alvorlige krænkelser af forfatningen, har folket – dersom alle forfatningsmæssige og lovlige muligheder for at stoppe det er udtømte – ret til at afsætte dem og indsætte politikere, der overholder forfatningen. Det skal være en sikkerhedsklausul, som folket i ekstraordinære nødsituationer kan benytte sig af.

For det tredje: Hvis de siddende magthavere abdicerer, bør der efter oprøret udskrives parlamentsvalg. Indtil det finder sted, skal den alternative folkeforsamling regere landet. Ved parlamentsvalget afgør befolkningen, hvem der fremover skal sidde i parlamentet og regere landet på basis af den nye forfatning og det systemskifte, som den indebærer.

Menneskers og resten af naturens overlevelse og trivsel skal ikke længere være til forhandling, dvs. være prisgivet virksomhedsimperiers jagt på profit og politikeres begær efter magt og genvalg.

Om der skal foretages dette systemskifte, skal der ikke stemmes om ved parlamentsvalget. Det er givet i og med videnskabens mål for klima og biodiversitet, som oprøret har taget konsekvensen af og gjort til lov. Langt om længe. Den indlysende nødvendighed heraf skal der lige så lidt stemmes om, som der skal stemmes om, hvorvidt mennesker skal have lov til at trække vejret. Menneskers og resten af naturens overlevelse og trivsel skal ikke længere være til forhandling, dvs. være prisgivet virksomhedsimperiers jagt på profit og politikeres begær efter magt og genvalg.

Men hvilken forskel kan et oprør gøre i et enkelt land, vil nogle måske spørge. Både klimakrisen og biodiversitetskrisen er jo globale fænomener og kræver derfor en verdensomspændende indsats for at blive løst.

Svaret er, at et oprør i et enkelt land kan sætte en vigtig præcedens for andre lande. De fleste er bange for at gå forrest. Kan man pege på, at andre har gjort det, er sejren allerede halvt i hus. Hvis andre kan, kan vi også! Faktisk kan et oprør i et land, hvis det har forbindelse med en generel tidsånd, udløse en kædereaktion, der kan brede sig til andre lande med imponerende momentum. Det er sket flere gange før.

Et oprørsk Zeitgeist

Tag i 1848-1849, hvor en borgerlig-liberal revolution på Sicilien i løbet af få måneder bredte sig til det meste af Europa. Eller tag oprørerne i en række østeuropæiske lande, kommunismens fald og Sovjetunionens kollaps omkring 1990. Før dette skete, ville de fleste have nægtet, at det kunne ske. Men det skete. Og det kan selvfølgelig ske igen.

Et alt andet end uvæsentligt spørgsmål i denne sammenhæng er naturligvis: Er det overhovedet realistisk at igangsætte et grønt folkeoprør? Er det, der er beskrevet ovenfor, ikke virkelighedsfjerne skrivebordsøvelser?

For en umiddelbar betragtning, ja. Så er der meget langt fra der, hvor vi er i dag, til at et grønt folkeoprør bryder ud. Men gløderne til det, der kan udarte til folkeoprør, kan allerede være til stede i dag.

Flere og flere mennesker har ikke blot hørt om, men også oplevet ekstreme hedebølger, tørker, skovbrande og oversvømmelser af næsten bibelske dimensioner. Klimaforandringerne og deres følger er nu her, der og alle vegne, og de sætter hele tiden nye rekorder. Det, der for få år siden blev anset for umuligt, er i dag blevet muligt, og om føje år kan det vise sig at være uundgåeligt.

Derfor er der ved at være enighed om, at den globale klimakrise er vor tidsalders kardinalproblem. Desuden er der stigende konsensus om, at den globale biodiversitetskrise også er en meget alvorlig trussel, ja – hvis man ser på ikke-menneskelige arter – en endnu større trussel end klimakrisen. Og derfor er der voksende krav om en hurtig, grøn totalomstilling af vores samfund. Krav, der strækker sig fra højeste FN-niveau til børn i skoler verden over.

Frem for alt er grøn aktivisme eksploderet verden over i de senere år (med corona-pandemiens nedlukninger og afbrydelser givetvis kun som en mindre parentes). Man kan nævne stadig flere forskeres indtrængende advarsler og appeller, stadig flere eksperter, der går på barrikaderne, globale klimamarcher, skolestrejkende børn og unge i mange lande, opfordringer til ungdomsoprør, voksende krav om indgribende klimalove og langt mere vild natur, omfattende civil ulydighed, klimademonstrerende pensionister, grønne studenterbevægelser, grønne alliancer mellem forskellige organisationer osv.

Et plausibelt scenarie er, at jo længere magthaverne venter med et grønt systemskifte i samfundet, jo mere vil aktivismen udvikle sig til oprør

Et oprørsk Zeitgeist breder sig med andre ord og er måske det første skridt på vej imod folkeoprør. Et omsiggribende Grønt Forår.

Et plausibelt scenarie er, at jo længere magthaverne venter med et grønt systemskifte i samfundet, jo mere vil aktivismen udvikle sig til oprør. Og jo længere de venter med at efterkomme oprørernes legitime krav på en fremtid for deres børn og resten af Jordens livsformer, jo flere vil målrettet kræve en politisk revolution.

Dette kapitel er selv et symptom på denne udvikling. Og skulle klimakatastrofernes forhamre først begynde at tæske løs på vores samfund og børn, så kan ting begynde at gå hurtigt. Så kan aktivismen i de senere år være de første vindpust fra den folkestorm, der vil rejse sig mod de ansvarlige magthavere. Historisk har en katastrofe, uanset om den er natur- eller menneskeskabt, jævnligt været den gnist, der har antændt et oprør. Og store katastrofer kommer uvægerligt med den nuværende kurs. Før eller siden.

Problemet er ‘blot’ her, at så kan det være for sent at stoppe dem.

Der findes i sagens natur ingen garantier for, at et arbejde på at igangsætte et oprør ender med en oprør. Hvilket der naturligvis kan være mange forskellige årsager til. Men derfor kan arbejdet alligevel godt få betydning. Et oprør er heller ikke et mål i sig selv, men udelukkende et middel til at nå et.

En klassisk strategi til at ændre kursen i det etablerede system er at sætte skarpe ord på stærke følelser og dulgte længsler i befolkningen og insistere på tiltag og reformer, der er så dristige og samfundsomvæltende, at nærmest alt, der er mindre radikalt, kommer til at se fornuftigt og pragmatisk ud. Dermed kan ‘radikale’ insidergrupper komme til at forekomme langt mere moderate og acceptable end normalt. Og dermed kan over tid ændres, hvad der befinder sig inden for Overtons vindue, og hvad der befinder sig udenfor. I mange tilfælde er politiske magthavere da også blevet presset til store systemforandringer for at undgå værre alternativer, f.eks. en revolution eller borgerkrig.

Set i et større perspektiv kan et oprør ikke blot betragtes som en stor operation Red Børnene og Naturen. Det bør også bruges som anledning til et politisk og samfundsmæssigt systemskifte, hvor folk tager magten fra de stjernerige forretningsgiganter, der har infiltreret deres samfund, og fra de mange politikere, der har indgået en djævlepagt med dem og dogmet om konstant økonomisk vækst. Det kan kun gå for langsomt.

Personligt skulle intet glæde mig mere, end at de politiske magthavere træder i karakter nu og gør det nødvendige, så et grønt folkeoprør ikke er nødvendigt. Men jeg tror ikke længere på det. Og det er der flere og flere andre, der heller ikke gør.

Den svenske skolepige Greta Thunberg har om nogen inkarneret den voksende vrede blandt Jordens unge. Hendes advarsel til verdens ledere ved FNs Climate Action Summit i New York i 2019 får lov at afslutte denne bog:

”Unge mennesker er begyndt at forstå jeres forræderi. Alle fremtidige generationers øjne hviler på jer. Og hvis I vælger at svigte os, siger jeg, at vi aldrig vil tilgive jer … forandringer er på vej, uanset om I bryder jer om det eller ej.”

​

• Dette er et utdrag fra avslutningskapittelet til Jens André Herbeners nye bok, «Økokrati: Sådan skaber vi en bæredygtig verden».  Resten av kapittelet kan leses HER.

// Jens-André P. Herbener er cand.mag., mag.art. i religionshistorie og semitiske sprog. Han er forfatter af en række bøger, senest “Økokrati: Sådan skaber vi en bæredygtig verden” (2022), der i forkortet version udkommer i Norge på Flux Forlag i 2023. Han har skrevet fast om religion, klima og natur i Politiken og har været ansat ved Det Kongelige Bibliotek, Københavns Universitet og senest ved Syddansk Universitet. Jens-André P. Herbener er medstifter og medlem af Forfattere ser grønt og Grøn-humanitær alliance.

Forfatternes klimaaksjon takker for tillatelsen til å publisere denne teksten!