klaus2015

Af Klaus Rothstein

En utryghedsfølelse går gennem kulturen. Der er flygtningekrise og finanskrise, krigskrise og klimakrise, måske først og fremmest tillidskrise, for hvad skal vi stille op i en tid, hvor populisme og fake news præger den internationale meningsdannelse og flere og flere politiske ledere både vender ryggen til klassiske humanistiske værdier og nedtoner – eller ligefrem håner – eksperter, der bekymrer sig for klodens klima?

Vi lever i inspirerende tider for kunstnere, der konverterer politiske indtryk til æstetiske udtryk. Det ser vi i tidens mangfoldige kunstværker i alle genrer om flygtninge, krige og klimakrise, som skildrer hvordan vi mennesker har påvirket kloden og dens klima på en måde, vi ikke selv kan kontrollere. Måske får vi snart en officiel betegnelse for denne tid: ‘Antropocæn’. Menneskets Tidsalder.

Den betydningsfulde danske litteraturkritiker Georg Brandes (1842-1927) skrev engang om en flue, der mente, at den drev en vogn frem, fordi den nu og da gav de fire trækheste et stik. Men stikket var ubetydeligt, og det samme er – mente Brandes – den litteratur, som undlader at sætte problemer under debat. Det er, mente han, forfatternes opgave at diskutere emner som ægteskab, religion og samfundsforhold i deres kunst, og han udlagde dermed sporene for en litterær ambition, som er til diskussion endnu i dag, det brandesianske credo: Det at en litteratur lever, viser sig i, at den sætter problemer under debat.

/ «disse Skarer af flygtninge»

Ægteskab, religion og samfundsforhold er sådan set udødelige emner, og det samme er krig og flygtningekrise. På den måde går der en lige linje fra den moderne gennembrudslitteratur til i dag. Det husker vi, når vi genlæser naturalistiske mesterværker som Henrik Pontoppidans Lykke-Per (1898-1904) og møder hans skildringer af flygtninge på tyske banegårde. I romanen er der tale om russiske jøder på flugt fra zarens pogromer, men læst i dag tror man næsten, at forfatteren kunne se ind i den fremtid, der skulle blive vores nutid. Det er hovedpersonen Pers forlovede, den jødiske overklassedatter Jakobe, der er vidne til virkeligheden på banegården i Berlin:

”Hun havde den hele Sommer læst i Aviserne om disse Skarer af Flygtninge, der endnu var halvvilde af Rædsel over de Skændselsgerninger, som Pøbelen under Myndighedernes Ligegyldighed eller ligefremme Tilskyndelse havde øvet imod dem. […] hun havde hver Dag læst derom, men hun havde søgt at trøste sig med, at Skildringerne var overdrevne, at en saadan Umenneskelighed […] var en Umulighed i Frihedens og Humanitetens Aarhundrede.”

Nordisk litteratur er for tiden domineret af et emne, som også interesserede Brandes meget: ægteskabet, parforholdet, utroskab. Disse romaner er – sammen med mange andre – ofte skrevet med udgangspunkt i forfatternes egne og meget private livserfaringer. I Danmark genrebetegner man den slags ‘autofiktion’, i Norge siger man ‘virkelighedslitteratur’. Det samme kunne man kalde den litteratur, der udspringer af den antropocæne epoke og den globale klimakrise. Det er i den grad litteratur om den virkelighed, der er præget af uforudsigeligt ekstremvejr, klimaforandringer og nedslidning af klodens økosystemer. Selv her i lille, velbeskyttede Danmark med den tæmmede, bjerg- og flodløse natur har vi de senere år oplevet gentagne oversvømmelser af lavtliggende boligområder, hvor folk har mistet deres hjem. Naturen tager hævn.

/ «oprørstilstande fra den politiske historie»

Den klimakritiske litteratur findes i flere former, fra det banale til det intrikate. Det sidste er det mest interessante. Som hos den svenske forfatter Andrzej Tichý, der åbner romanen Kairos på denne måde:

”Jag skriver till er från en annan värld.

[sideskift]

Vid havet, strandlinjen. Begravningstågen närmar sig från flera håll, möts och blir ett. Någon gång ska jag beskriva det utförligt. Men

nu

[sideskift]

Tidvattnet sköljer in, drar sig tillbaka, bär

spjälkas, och tittar jag upp kan jag se svalor. Fiskmåsar, ljungeld, albatrosser över stranden och bränningarna. Havet ett enda skum, grånande dis. I diset andas och rör sig vår mörknande

[sideskift]

Jag sitter och väntar på signalen, hela tiden vet jag att i en annan värld faller stjärnor brinnande ner till förnan, sprider ut sig över förnan, blir en del av förnan.

Där är det otvetydigt – det som är viktigt återstår att säga. Snabbt, snabbare, dånar de ner mot förnan.

Brinn till aska, säger man då,

till aska brinn allt med mig.

Till aska förnans maskiner.

Solar svartnar och månar blöder där. Stjärnor faller och jorden skälver, berg rämnar och

Och här”

Andrzej Tichýs eksperimenterende prosa – med hyppige sideskift og bratte (umotiverede) linjefald – bevæger sig gennem en lang række oprørstilstande fra den politiske historie. Her er spor af krige, oprør, revolter, terrorisme, frihedskamp. Det samlede budskab, i det omfang man kan tale om et budskab, synes at være de politiske forandringers nødvendighed – uden nogen synderlig tro på, at oprør bringer noget godt med sig. Men Andrzej Tichý er ikke revolutionsromantiker. Han er en dystopisk spåmand, der ser sammenbrudstendenser alle steder. Klimaet bukker under, det sociale sammenhold går i opløsning. Hvor fanden bevæger vi os hen?

I Kairos er verden i krise. Mennesker vandrer som et begravelsesoptog gennem de udpinte landskaber, som én stor klagesang, en jeremiade. Tilsammen udgør vi førnen, altså alt det organiske stof, som ligger på jorden og endnu ikke er nedbrudt: træ, bark, blomster, fjer, hår, lort …

/ «De står på jorden som halse, der har fået hovederne kappet af»

Ofte er klimakriseromanerne udformet som dystopisk cli-fi, hvor fremtidsforrykningen (for identifikationens skyld) er meget nutidsnær, hvis de da ikke foregår i vores samtid. Det ser vi i romaner af f.eks. Nathaniel Rich, Ian McEwan, Mikael Niemi, Ilja Trojanow, Margaret Atwood og Cormac McCarthy (og tonsvis af genreforfattere inden for krimi og scifi, børnebøger m.m.).

Her i Danmark har vi de seneste år læst interessante romaner, der forener klimakrise med den politiske samfundsudvikling og ændringer i menneskelig psykologi og værdidannelse: Hanne Richardt Becks 7 Syd-Øst foregår efter en ødelæggende klimakatastrofe i 2034, hvor en populistisk bevægelse har magten og praktiserer effektiv sortering af mennesker efter deres egenskaber og værdier; Peter Høegs Effekten af Susan spekulerer i forberedelsen af et post-katastrofisk overlevelsessted for eliten; Charlotte Weitzes Den afskyelige foregår i tiden efter ”den sidste skisportsulykke” (al sne er smeltet permanent) og skildrer et samfund i opløsning; Dennis Gade Kofods Nancy er en fortælling om, hvordan naturen forener sig med folketroens sagnfolk på den danske klippeø Bornholm og tager magten tilbage fra menneskene, som må flygte; Nina Bolt viser i romanen Oversvømmelsen en ustoppelig, magtfuld og lunefuld natur, som invaderer den menneskelige tryghedszone, hjemmet; og endelig Kristina Stoltz’ På ryggen af en tyr, hvor en olielækage fra et skib truer kystnaturen og får mennesker til at opføre sig sært. Det er litteratur om naturen som modmagt.

Økokritikken er også et vigtigt tema hos den norske forfatter Agnar Lirhus, dels i romanen med den fint forvirrende titel Liten kokebok, dels i en yderst intelligent lyrisk palimpsest, Hva var det hun sa? Digtet skjuler ikke sin gæld til Inger Christensens alfabet, men gør det tværtimod til en pointe, at atomtruslens betydning for den danske digters systemdigt fra 1981 nu i dag er erstattet af angsten for et klimatisk ragnarok (men paradoksalt nok begynder analytikere netop nu under indtryk af trumpismen og putinismen at tale om nuklear oprustning).

Agnar Lirhus gennemskriver Inger Christensens digt fra et økokritisk perspektiv. Det lyder bl.a. sådan her (lille parlør til danske læsere: engsoleien = smørblomst; eikebladspinner = kobberbrun spinder (sommerfugl); elvesandjeger = klitsandspringer (bille); råte = råd):

engsoleien finnes; ekspertene og ettertanken

finnes; og engene finnes; englene,

embryonene og ekstasen finnes; ekkoet

finnes; borehullene, virvlerne, slamvirvlene;

og etterlyset finnes, eikebladspinner og edelkreps

finnes, elvesandjeger, elven, ensomheten

finnes, og alke og råteskorpion finnes,

og eteriske rom, og ettertiden, ettertiden

Jeg bemærker at Agnar Lirhus lader eftertanke og eftertid stå som korresponderende ord i denne del af langdigtet, for uden eftertanke er der ingen eftertid, eller i hvert fald kun en eftertid med klimakatastrofiske konsekvenser. Digtet står på et opslag, hvor vi ser en række træer side om side med stubbe af fældede stammer. De står på jorden som halse, der har fået hovederne kappet af. På en frønnet træstamme sidder en fugl og spejder ud over et goldt landskab. Det bliver kun værre i Rune Markhus’ kongeniale tegninger gennem hele værket, der folder sig ud som en lyrisk og grafisk protest og påmindelse, se bare titlen: Hvad var det hun sagde? Eller som det hedder på bagsiden: Et tegnet digt vendt mod både fortiden og fremtiden, et ekko og en alarm. Og et værk, der også kommenterer os mennesker som en del af førnen.  

/ Thorkild Bjørnvigs økokritik

Klimakritikkens og økopoesiens litteraturhistorie er længere, end vi normalt opfatter den. Selv kommer jeg til at tænke på den danske digter Thorkild Bjørnvig, der tilhørte inderkredsen omkring Karen Blixen. I en digtsamling så tidligt som 1959 sætter han ind med en kritik af menneskecivilisationens udbytning af naturen. Digtet hedder ‘Lappedykkeren’ og skildrer en fugl, hvis bryst er blevet smurt ind i olie, der må stamme fra industricoasternes forurening af havet. Thorkild Bjørnvig digter om en ”mineralsk spedalskhed”, der rammer fuglens livsevne og ”legemslykke”. Interessant nok afstår jeg’et fra ethvert forsøg på at rense fuglens krop, fordi han ikke vil risikere at tilføre den vild angst midt i dødskampen. Med dette digt indvarslede Thorkild Bjørnvig en kommende kampagne i forfatterskabet, allerede fra midten af 70’erne, nemlig en række digtsamlinger med udpræget naturbevidsthed og civilisations- og vækstkritik, ja, han genrebetegnede ligefrem flere samlinger som ‘miljødigte’, bl.a. den indignerede Abeguden fra 1981 (og året efter udgav et humoristisk dansk poporkester, Shu-bi-dua, en sang, der skulle vise sig at være både vrøvlet og visionær: ”Der er sket en forurening / af den ydre atmosfære / så meteorologerne har lovet at vi nu får bedre vejr / eskimoerne får solstik og Sahara bli’r til is / og Danmark bli’r det nye tropeferie-paradis …”).

Flere forfattere sluttede sig til Thorkild Bjørnvigs økokritik og skrev naturbevidst litteratur, der bekymrede sig over forureningens og forbrugets konsekvenser, og han blev senere en slags litterær stamfader til mange af nutidens danske digtere, der skriver ud fra en markant naturbevidsthed og politisk økokritik af menneskeskabte klimaforandringer og konsumsamfundets rovdrift på ressourcerne, lyrikere som Lars Skinnebach, Theis Ørntoft, Liv Sejrbo Lidegaard, Victor Boy Lindholm og Andreas Vermehren Holm.

/ En halv milliard mennesker risikerer at blive klimaflygtninge

Jeg citerede Henrik Pontoppidans skildring af russiske jødiske flygtninge på banegården i Berlin i slutningen af 1800-tallet. De havde kursen mod fristeder i Europa og Amerika, ikke ulig flygtningene, som vi igen så på de europæiske banegårde i sommeren 2015, da der gik hul på EU’s ydre grænser og hundredtusindvis af krigsflygtninge og økonomiske migranter (at kategorisere disse mennesker er en større udredning) begav sig mod det indre Europa.

I vinteren 2016-2017 er der relativ ro ved de ydre europæiske grænser, i hvert fald i forhold til sommeren 2015, men alle ved, at den humanitære situation er katastrofal, og at situationen er politisk delikat. Derfra hvor flygtningebådene blev sat i vandet, kan de komme igen. EU’s aftale med Tyrkiet om et flygtningestop er næppe mere stabil, end at det hele kan begynde forfra på et tidspunkt. Hele tiden kommer nye rapporter om evakueringer af nordafrikanske flygtningebåde i Middelhavet, sat ud af libyske entreprenører der fragter human kontrabande, og kort efter nytår blev det sydlige Europa ramt af usædvanlig hård frost og store mængder sne. En talsmand for FN’s flygtningehøjkommissariat sagde, at mange flygtninge risikerede at dø af kulde: ”Vi er ekstremt bekymrede over de fortsatte efterretninger om, at flygtninge og migranter bliver holdt tilbage langs grænserne hos vestlige Balkanlande. Det er uacceptabelt og må stoppes.”

Ekstrem kulde i Sydeuropa er i sig selv et problem, men kun et forvarsel på klimaets indflydelse på den humanitære udfordring. Ny forskning viser, at temperaturerne i Nordafrika vil stige to gange så hurtigt sammenlignet med den gennemsnitlige globale opvarmning i de kommende år, og omkring år 2050 vil varmen nå over 45 grader. Det vil helt sikkert sende folk på vandring væk fra varme, vandmangel, udpinte jorde, døde dyr. En halv milliard mennesker risikerer at blive klimaflygtninge. Eftertiden findes. Men hvordan den bliver, tør jeg ikke spå om. Jeg kan kun sige, at mit personlige CO2-regnskab er godt, fordi jeg hverken ejer bil eller kørekort. Måske tager jeg for lange varme bade? Måske burde jeg reducere madspild? Det vil jeg tænke over. Eftertanken findes.

//

Det tredje essayet i vår skandinaviske kritikeraksjon er skrevet av Klaus Rothstein – kritiker, kommentator og journalist ved Weekendavisen, redaktør og studievært på DR P1 og forfatter til en håndfuld essaysamlinger og debatbøger om litteratur, kultur og politik. / Vi har servert deltakerne følgende tankestillere: Kan lesning av sakprosa, romaner, noveller og dikt endre, motivere eller mobilisere leserne til en ny forståelse av de dramatiske naturhistoriske hendelsene? Hva er den sosiale funksjonen til kunst, film og litteratur i 2016? Siden det forlengst har oppstått litteraturer som «økopoesi» og cli-fi undrer vi på om klimalitteraturen påvirker både lesere, kritikere og forfattere? Hvordan mottar kritikerne denne litteraturen i sine respektive hjemland? Hva er litteraturens egenart når det kommer til fremstillingen av menneske og natur?  Litteraturkritikerne ble oppfordret til fri utfoldelse innenfor slike tematiske grenseoppganger. Essay-serien er støttet av Fritt Ord og Bergesenstiftelsen.

fritt-ord-logo-200p72dpibergesens_logo_large(new)

/

Climate Change Has Already Harmed Almost Half of All Mammals