KLIMAAKSJON / NORWEGIAN WRITERS´ CLIMATE CAMPAIGN // NWCC
Klimaaksjonen består av forfattere, kunstnere, kritikere, oversettere og journalister. Vår målsetting er forankret i Grunnlovens §112: «Enhver har rett til et miljø som sikrer helsen, og til en natur der produksjonsevne og mangfold bevares. Naturens ressurser skal disponeres ut fra en langsiktig og allsidig betraktning som ivaretar denne rett også for etterslekten.» // Norwegian Writers´ Climate Campaign will actively participate in a much needed democratic process to act against the overheating of our planet as a crime against humanity.
1
at gentage indkøbslisten hele vejen til nærbutikken
bange for at glemme noget hun skal bruge
2
at sove med ørepropper og tage dem ud i søvne
slippe vanviddet inde i kroppen ud
3
at vågne ved at nogen klapper i hænderne to gange
åbne altandøren, luften er flad
4
at have mistet alt og ikke have arbejde
og klare sig med det der er, der bliver mindre
at tænke på silke
og syninger ned gennem silken
Af Sofie Isager Ahl
Plantesaften er som vinstokkens blod, siger hun. Vi binder de druebærende grene rundt om stålwirerne, så tæt som mulig, så traktoren kan køre langs rækken.
Hun spørger tit, om jeg er kold. Hun fryser tydeligvis. Jeg kan ikke mærke mine tæer længere. Lerjorden sætter sig i kilotunge klumper om mine støvler. Når vi er kommet igennem en række, banker vi støvlerne mod endepælen, for at leret slipper.
«Naturen er meget stærkere end os, den skyder løs, selvom vi intet gør,» hun peger på de små blomster, der skyder i græsset.
Av Ann Lingebrandt
Är ekopoesin framförallt förlustens poesi?
Ja, om det finns en klar skiljelinje mellan den klassiska naturlyriken och det som går under namnet ekopoesi är det kanske det akuta hotet som drar det strecket. Den dikt som idag tar naturen till ämne kan inte göra det utan en medvetenhet om vad vi riskerar att förlora, eller snarare förstöra, och om vad som redan gått förlorat genom människans försorg.
«I den mest drømmeløse av alle tider / skal vi igjen skrive dikt i aske», förkunnar Steinar Opstad i dikten «Bibliotek», skriven särskilt för Forfatternes Klimaaksjon. Med en visionär kraft låter Opstad det förflutna spegla sig i nutidens flod och bokhyllornas förkolnade manuskript berätta för oss om ”den lesende gudinnen, / hun som tolker livene våre som tegn / og rynker pannen over oss.” Nog finns det skäl att rynka pannan. Betydligt mer än papper blir till aska i vår värld. Opstad skriver:
Av Aina Villanger / Foto: Finn Ståle Felberg
Hør Røst
røper et reir
reiret er
et rop
en urrøst i røysa
det ytterste øyfjellet Les mer «Hør Røst»
Det var ikke akkurat optimistisk stemning da en gruppe unge mennesker fra UWC-nettverket møttes på Studenthytta utenfor Oslo noen vinterdager tidlig på nyåret 2017.
Jeg var invitert for å fortelle om en bok jeg lanserte i forbindelse med min 60 års dag og ble slått av frustrasjonen og nervøsiteten blant deltakerne. Verden var fortsatt i nervøs sjokktilstand etter innsettelsen av USAs nye president Donald Trump, en som i valgkampen hadde lovet å stanse klimalover, angripe frihandelen, deportere mexicanere og stenge for muslimer. Tidsvinduet for å treffe tiltak for å stanse en ukontrollert oppvarming syntes i ferd med å lukkes. Bestrebelsene for et internasjonalt samarbeid basert på tillit og åpne grenser var skrudd tiår tilbake.
Av Andreas Vermehren Holm / Foto: Boksalongen, Litteraturhuset i Bergen
Andreas Vermehren Holm: Du beskriver i Året en række markante nyhedsbilleder fra 2015. Fortælleren kæmper med at forstå den fulde dybde af de ting, der er hændt i verden og i hans eget liv. Er denne kamp mellem virkelighed og uvirkelighed et grundlæggende fænomen i dag?
Tomas Espedal: Nyhederne giver et indirekte billede af en ulykke, der er sket ud fra Lampedusas kyst. Lyden af nyhederne bliver forstyrret af lyden af kaffemaskinen; de blander sig. Kaffemaskinen overdøver formidlingen af den tragiske begivenhed. Han smager på kaffen. Han hører ikke det rigtige dødstal, får ikke alle detaljer med. Han er modtageren af tragedier.
AVH: Forudsætningerne for hans oplevelse af virkelighed er svækkede.
TE: Der opstår en fundamental fremmedgørelse i den måde at modtage verden på. Han hører det der bliver sagt og mærker det rent kropsligt, men det bliver forstyrret, mister følelsen af virkelighed, der opstår en afstand og den afstand er reel.
Geir Tore Holm: Retten til landet og til vannet, video, 2011 (14 min. 25 sek.) Filmen er produsert som en del av Samisk kunstfestival 2008-11, med støtte fra Senter for nordlige folk, Kåfjord. / Teksten og vitnesbyrdene står også å lese på samisk lenger ned på siden:
(Mannen:)
Gi meg retten til landet og vannet!
Gi meg makt – over vannet og landet!
Gi meg makt – i landet og vannet!
Les mer «Geir Tore Holm: Retten til landet og til vannet / Vuoigatvuođat eatnamiidda ja čáziide»
Av Sindre Ekrheim
«Dei ulike omverdene legg seg som konsentriske sirklar utanpå kvarandre, spreiar seg ut frå eit felles sentrum: Staden det er mogleg å leve».
Diktet «Bruk og misbruk av Klippeblåvingen (scolitantides orion)» av Inger Elisabeth Hansen står i diktboka Å resirkulere lengselen, avrenning foregår som blei løna med Kritikarprisen i 2016. Diktboka inneheld ymse dikt, kunne ein nok seie, men dikta er òg forbundne med eit indre naudsyn, eit indre natursyn, iallfall om ein ser at perspektiva i diktboka samlar seg i eit særleg brennpunkt: fordrivinga. Klippeblåvingen er eit prisme for denne fordrivande figuren som forgreinar seg på kryss og tvers i teksten og i boka.
KLIMAAKSJON / NORWEGIAN WRITERS´ CLIMATE CAMPAIGN // NWCC 