thomas-e-screen-shot-2016-08-04-at-14-50-30-copy

 

Av Andreas Vermehren Holm / Foto: Boksalongen, Litteraturhuset i Bergen

En samtale med Tomas Espedal – 9.11. 2016 Øyjordsveien, Bergen

Andreas Vermehren Holm: Du beskriver i Året en række markante nyhedsbilleder fra 2015. Fortælleren kæmper med at forstå den fulde dybde af de ting, der er hændt i verden og i hans eget liv. Er denne kamp mellem virkelighed og uvirkelighed et grundlæggende fænomen i dag?

Tomas Espedal: Nyhederne giver et indirekte billede af en ulykke, der er sket ud fra Lampedusas kyst. Lyden af nyhederne bliver forstyrret af lyden af kaffemaskinen; de blander sig. Kaffemaskinen overdøver formidlingen af den tragiske begivenhed. Han smager på kaffen. Han hører ikke det rigtige dødstal, får ikke alle detaljer med. Han er modtageren af tragedier.

AVH: Forudsætningerne for hans oplevelse af virkelighed er svækkede.

TE: Der opstår en fundamental fremmedgørelse i den måde at modtage verden på. Han hører det der bliver sagt og mærker det rent kropsligt, men det bliver forstyrret, mister følelsen af virkelighed, der opstår en afstand og den afstand er reel.

AVH: Hver og en af os mennesker må selv tage vare på den information, vi får. I scenen med kaffemaskinen sker der en sammenblanding af direkte og indirekte billeder: Fortælleren får øje på sin egen mangelfulde reception af nyhedsmediet. Og idet han ser, at der er en forstyrrelse, springer han. Med ét bliver det virkeligt for ham og virkeligheden er at kaffemaskinen overdøver lyden af nyhederne, hverdagen.

TE: Der er tre punkter i bogen, hvor jeg prøver at arbejde med dette spring. Et af punkterne er massakren i Paris, som jeg trækker ind i fortællingen et sted, hvor fortælleren selv skal til at begå vold. Jeg prøver at vise, at selv den vold der er fjern ikke er fremmed. Den vold han hører om bor også i ham. Han har bestemt sig for at begå vold, og samtidig hører han om volden i Paris. Der opstår et ubehag fordi han får øje på sin egen aggression og sin egen vold. For mig giver denne sammenblanding et billede af den verden, vi lever i.

AVH: Vi kan ikke tage for givet at mennesker ser, selvom de har øjne, eller hører, selvom de har ører. Vi kan sagtens forestille os en, der sidder og lytter til radioen om morgenen og hører i nyhederne, at jorden er gået under og kaffen smager stadigvæk godt. Der er ikke nogen proportioner, så hvad er det der skaber berøring? Direkte berøring er ikke et fænomen, men står og falder med menneskets evne til virkelighed. Oplevelsen af at kaffemaskinen næsten overdøver radioen giver nyhederne en skrøbelighed, som gør ham i stand til at opfatte dem. Hvad er forudsætningerne for berørthed?

TE: Det handler om bevidsthed. De fleste mennesker bliver berørt af det, de hører. De ser billederne for sig, mærker ubehaget. Og det kan føre til en stillingtagen eller tilgang. Det kan føre til åbenhed. En glæde over det arbejde der bliver gjort for at hjælpe de mennesker der er på flugt. En tekst kan skabe bevidsthed om de situationer, der er og om forskellige positioner og vilkår. Vi sidder alle sammen i det køkken, det er sådan vi modtager verden i det store og hele. Jeg tog toget fra Tyskland og op gennem hele Europa, og togene blev overstrømmet af mennesker på flugt. Vi måtte handle, hjælpe, forklare og fortælle. Kupéen blev en enhed. Der opstod et fællesskab. Det angik os alle sammen. Kupéen var fuld af familier, børn og unge, og i det øjeblik så jeg og oplevede det selv, at alle var delagtige. Selvom vores rejsemål var vidt forskellige, havde vi denne togrejse tilfælles. De fleste mennesker er indstillede på at hjælpe. Litteraturen kan skabe den bevidsthed der skal til for at opsøge dette fællesskab. Litteraturen kan knuse sløvhed og ligegyldighed med bevidsthed. Teksten skaber en berøring. En berøring som vil nå de mennesker, der ikke kan høre nyhederne.

 

TE: Det tredje punkt opstår, hvor bogens fortæller læser, at der er små piger, der bliver sendt ind i byen med bombebælter om maven, og så prøver han at forestille sig hvem det er, der har fæstnet disse bælter til børnenes kroppe. Han er nødt til at leve sig ind i deres tro, for at kunne forestille sig, hvordan de kan gøre det. Han er nødt til at tro på, at de tror på paradis, når de gør det. Han må dele deres tro for at kunne se det for sig og for at kunne forstå det. Paradis er martyrernes drøm. Fortælleren forsøger at identificere sig med den grusomhed, han læser om.

AVH: Fortælleren identificerer sig med den grusomhed som han læser om, for at give den virkelig mening.

TE: Vi kan tro på, at de tekster vi skriver kan skabe bevidsthed. Jeg håber, at vores verden bliver overstrømmet af fremmedhed. Vi er også fremmede. Vi er fremmede for os selv. Jeg tror, at det er muligt at identificere sig med det faktum, at der er væsentlige ting, som vi ikke er i direkte berøring med.

 

/ Hvorfor i alverden skyder de? Jeg bruger deres navne. Skriver om ødelagte navne

 

TE: Der går seks unge mænd rundt i Paris og skyder andre mennesker. Jeg prøver at se det for mig. Hvad er deres forudsætninger? Dem der skyder, ikke dem der bliver skudt. Hvorfor i alverden skyder de? Jeg bruger deres navne. Skriver om ødelagte navne. De bliver selv dræbt og de er en del af en større ødelæggelse. Dem der ødelægger er selv blevet ødelagt. Fortælleren i Året er også i fare for at blive ødelagt. Han beslutter sig for at udøve vold på et andet mennesket.

AVH: Forsøget på at overkomme afstanden til virkeligheden indebærer at sætte sig i den andens sted. T.S. Eliot skriver et sted, at mennesket kun kan tage en vis mængde virkelighed, men i dag må vi sige det modsatte: Et menneske kan kun tage en vis mængde uvirkelighed. Det er uvirkeligheden mennesket ikke kan leve med.

TE: Fortælleren kommer frem, men afstår i sidste øjeblik fra at begå vold. Han begår ikke den vold, som han netop har beskrevet at andre begår. Der er en kærlighedshistorie i det. Han har ondt, så han vil gøre skade. Men da han ser det menneske, han vil volde ondt, så ombestemmer han sig. Det er et stort spørgsmål hvorfor de mennesker, der begår ondt ikke ombestemmer sig. Hvorfor ombestemmer de sig ikke. Er de berusede. Er de blinde. For hvis de ser, hvad det er der står foran dem, så vil de føle. Og hvis de føler, vil de vende om. Bevidsthed er også en form for berøring. Vi kan berøre os selv. Vi kan vælge: Vil vi lytte eller drikke kaffe. Uden bevidsthed er al den information vi modtager bare en strøm.

AVH: Hanna Arendt beskriver bevidstheden, som en indre dialog. Det faktum, at vi taler med os er det, der gør os bevidste. Vi kan lære at påvirke os selv, stoppe os selv.

TE: Når den der modtager verden både ser billedet af verden og samtidig ser sig selv.

AVH: Det er det modsatte af sagesløshed, det modsatte af afmagt.

TE: Det er en trist tid, men det er også en udfordrende tid. Det er et stort og omfattende og ubehageligt scenarie, der udspiller sig. Mere og mere, som du sagde, må vi kæmpe små kampe. Tage udfordringen op. Arbejdet med at opretholde verden.

AVH: Vi må opfinde en skæbne til os selv. Det er ikke givet, at der er nogen som helst form for sammenhængskraft mellem de ting, der sker. Skønheden er ikke givet. Vi er dybt ansvarlige, hvad enten vi vil det eller ej.

TE: Jeg bestemmer mig for at transformere verdens tyngde. Verdens tyngde får mig til at vende mig mod arbejdet. Jeg vil gøre det til lethed. Jeg vil løfte det. Det er sådan vi må tænke. Fremmedgørelsen vil have os til at svælge i afmagt og nederlag. Fremmedgørelsen vil have os til at svælge i afstanden, men vi må gøre det modsatte, intensivere vores tænkning og styrke vores praksisformer. Vi er hele tiden med til at skabe verden.

AVH: En krise er en anledning til at drage omsorg, skærpe sin opmærksomhed og vende om.

 

//

Klimaaksjonen takker Tomas Espedal og Andreas Vermehren Holm for samtalen de deler med oss.