På vej til Legzira. / Foto: Susanne Christensen

At stå på en strand og iagttage bølgerne inspirerer ofte til en slags ærefrygt.

Skandinaviske kystlinjer kan være vilde nok, men magtbalancen ændrer sig markant når det er Atlanterhavets øjne man stirrer ind i. Dette hav har jeg stiftet bekendskab med langs den 3.500 kilometer lange marokkanske kystlinje, og her forstår man hurtigt at man bør internalisere viden om ebbe og flod. Det er en rytme af største vigtighed hvis man vil færdes på stranden, størstedelen af tiden er Atlanterhavet nemlig et humorforladt, iskoldt hav. På turiststrandene er man i rimelig sikkerhed, men de fleste strande er mindre gæstfrie. Du ser næppe dine børn forsvinde i Agadirs bølger, men en mere konfronterende og individualistisk omgang med havet passer ofte bedst; kystlinjen mod Atlanterhavet tilhører først og fremmest heroiske singulariteter med surf boards under armen.

/ VED LAVVANDE TIDLIGT OM MORGENEN

Under et besøg i den sydlige by Sidi Ifni internaliserer jeg tidevandsrytmen; lyden af højvandet som kommer brølende ind mens jeg sover begynder at spille en rolle i mine drømme. Ofte virker nærværet alien, noget i sandhed fremmed trænger sig på i mørket. Eftersom jeg planlægger en vandretur op ad den ikke specielt fremkommelige strand pejler mine sanser sig med stigende intensitet ind mod vandets bevægelser; ørerne lytter, øjnene vurderer. Legzira-stranden længere oppe ad kysten er med sine prominente – og ganske besynderlige – røde klippebuer en af Marokkos mest ikoniske turistattraktioner. Imidlertid stiger havet og klipperne eroderer. I september 2016 kollapsede den spinkleste og mest fotogene klippebue til en trist bunke sten.

Ved lavvande tidligt om morgenen er det rette tid at komme afsted. Foran mig går en kutteklædt figur, snart ser han mig og hilser smilende: «Bonjour, ça va?» Vi skal begge til Legzira, jeg spørger ham om det overhovedet er muligt. Tangen vi går på mellem bølger og bratte klippesider er ganske smal, og vi må ofte klatre over klippeblokke. Han peger på sine øjne og ud på havet. Jeg er enig, vi må holde øje med havets bevægelser, mine sanser er højspændte. I et stykke tid går han foran mig som en venlig engel, men snart må vi træffe vores egne beslutninger.

Mine vandrestøvler møder vådt sand og klippe, min krop føles som et fast materiale, fødderne støder mod underlaget, ryggen rejser sig, armene svinger, luften fylder lungerne. Min hud markerer en grænse mod formløse størrelser som luft og vand. Der er jeg’et og det formløse, to modsætninger som definerer hinanden. Der er en tiltrækning og en frastødning til dette Andet, dette flydende materiale i konstant forandring som opfører sig så vildt her, som gør mig så lille.

I den hollywoodske fantasi kommer de fremmede væsner oftest fra rummet, men i The Abyss (James Cameron, 1989) kommer de fra havets dyb. Den fremmedartede intelligens kan styre og forme havet (handlingen foregår i Det caribiske hav), men er ofte venligt indstillet. Et team bestående af militærpersoner og forskere har forskellige alien encounters, og Dr. Lindsey Brigman følges af en lang, søgende finger af vand som former sig efter hendes ansigt. Den fremmedartede – og essentielt formløse – intelligens møder hende gennem imitation.

Der er noget ganske andet på færde i katastrofefilmen Pacific Rim (Guillermo del Toro, 2013), en mandlig voice-over åbner filmen: «When alien life entered our world, it was from deep beneath the Pacific Ocean. A fissure between two tectonic plates. A portal between dimensions. The Breach.» Her er det fremmede destruktive gigantmonstre som vi bekæmper med lige så store gigantcyborger. Plottet er en spinkel undskyldning for en endeløs række af monsterkonfrontationer i en visuel overflod af ødelæggelse. Her råder angsten og krigen. Grænserne bliver til mure omkring nationen og den officielt godkendte normalitet, den hverdagslige, genkendelige verden, som altid defineres som essentielt godartet, mens det formløse vokser til monstrøse dimensioner.

 

/ HVEM SKAL TAGE ANSVAR?

The Pacific – Stillehavet – er ellers et andet væsen end Atlanterhavet, det er netop relativt stille. Måske dette er en af grundene til The Great Pacific Garbage Patch, et fænomen som professor i litteraturvidenskab ved University of California, Santa Cruz, Rob Sean Wilson i essayet «Becoming Oceania: Towards a Planetary Ecopoetics, or Reframing the Pacific Rim» (2017), beskriver således:

The Great Pacific Garbage Patch is a gyre of plasticene detritus twice the size of Texas, weighing some 100 million tons, that lies just below ocean surface between California, Hawai’i, and Japan. This slimy image of late-capitalist sublimity is formed from throwaway bottles, chemical sludge, and polymers harmful to marine wildlife.

Hvem skal tage ansvar for denne postmoderne affaldsinstallation midt i Stillehavet? Det er et kollaborativt værk, en planetær kræftknude, skabt af os alle. På mange måder er det en traumatiseret version af det poetiske møde i The Abyss. Det er Stillehavet som møder os ved at imitere vores ansigt. Det kender os som plastikproducenter, plastik er ansigtet vi har vist frem, og plastik er hvad havet nu viser os tilbage. Vores misbrugte datter viser stolt sit plastikaffaldsansigt frem. Stor lykke, hun ligner sine misbrugende forældre.

Hvem skal tage ansvar for The Great Pacific Garbage Patch, dette økologisk ubevidste som blopper rundt midt i Stillehavet? Selvom de fleste nationer indgår i alliancer og koalitioner med hinanden er det alligevel nationalstaten med sin suverænitet og sine sensitive grænser mod det formløse Andet som repræsenterer menneskets typiske tankegang omkring national identitet: Kryds vores grænser, og der bliver krig! Multinationale selskaber har for længst skabt et andet, og endnu mere «rent» kapitalistisk, verdenskort bestående af brands som trumfer nationalstaterne. I forhold til The Great Pacific Garbage Patch er disse både mere skyldige og mere ligeglade end nationalstaterne. De er iøvrigt også endnu sværere at ansvarliggøre. Men trods alt er affaldsinstallationen et folkeligt værk, noget vi alle har arbejdet sammen på.

 

Kunne mennesket, hvis voksne krop gennemsnitligt består af 50-65% vand, tænke sin nationale identitet anderledes, kunne vi opvurdere oceanerne, se dem som primære, kranset af jordflader? Således kunne vi forestille os et oceanisk identitetsfællesskab som består af de lande som ligger langs the Pacific Rim. Inspireret af forfatteren og antropologen Epeli Hauʻofa (1939 – 2009) fra Fiji og hans postkoloniale perspektiver, foreslår Rob Sean Wilson en sådan identitet i essayet «Toward an Ecopoetics of Oceania: Worlding the Asia-Pacific Region as Space-Time Ecumene» (2010):

The new ecumene for Pacific Islander coalition-building is called “Oceania” and its capacious vagary of definition becomes a re-signifying identity of unity through which Polynesian, Micronesian, and Melanesian and all such colonial-imposed definitions of race or nationhood could be sloughed off, or cast away like dead boundary lines, false confinements into smallness, littleness, irrelevance, and global dependency.

 

/ KRITIKEREN OG KURATORENS (MED)ANSVAR

I det opfølgende essay fra 2017 skriver Wilson mere direkte om eksperimentelle poeter og forfattere som i deres tekster iscenesætter en slags bliven-oceanisk. En af de poeter som Wilson læser er ikke overraskende amerikanske Juliana Spahr som allerede burde være kendt i skandinaviske sammenhænge, men før jeg hengiver mig til poesien kunne jeg tænke mig at knytte nogle ord til en anden figur i det litterære økosystem, nemlig kritikeren eller kuratoren, og hendes eventuelle (med)ansvar. 

Vi er nok enige om at kritikeren sandsynligvis gør noget godt når hun læser poesi, og får sine læsninger på tryk. Da bliver poesien en del af den offentlige samtale; kritikeren peger på poeten, gør sig til et «sugerør» hvorigennem poesien – og poetens interessante personlighed – kan flyde ind i det offentlige ordskifte. Hun gør noget, der kan opleves som passivt og lukket («poesi»), til en samfundsmæssig, retorisk størrelse, kvaliteter som poeten ofte allerede har tænkt ind i værket, men som mangler vægtlægning i almindelige kapitalisme-med-et-menneskeligt-ansigt-orienterede præsentationsrammer (forlag, boghandlere, bogfestivaller, og så videre). Poesien præsenteres ofte som interessant fordi den bryder med noget, den indbyder til en pause-fra-livet, defineret som det travle, fastansatte og ægteskabelige arbejds- og familieliv som det er underforstået at vi alle er opslugte af.

Et brud og et pusterum («poesien som luft») fra livet, altså. En oase («poesien som vand»), et roligt øjeblik, eller et chok, en grænseoverskridelse (poeten siger «Prut!») og en efterfølgende forøget frihed. Vi er alle enige om at det er dejligt med en cigaretpause eller en tur på toilettet, men er det virkelig alt poesien kan være? Er det alt købmænd, kritikere og kuratorer vil lade den være? Hvis vi forstår poesien som en slags ingeniørkunst, ikke som en pause-fra-livet, men som et fuldværdigt bidrag til ingeniørens, arkitektens og politikerens daglige tænketank og værktøjskasse, så må vi omtale den anderledes, vi må placere den anderledes, og præsentere den anderledes.

 

QUEER BIODIVERSITET /

En poet som vedholdende har foreslået nye måder at forme livet er Juliana Spahr. I bunden af hendes tekster ligger altid forslag til hvordan vi kan forme anderledes fællesskaber end de som har vundet hegemonisk status (antropocentriske størrelser som nationalstaten, og så videre). Disse uddaterede former isolerer os fra det som i fællesskabets sammenhænge kan kaldes en queer biodiversitet og fikserer os i en krigerisk tankegang overfor alt som ikke ligner normen, det hvide menneske.

I digtsamlingen This Connection of Everyone With Lungs (University of California Press, 2005) foreslår hun at alt levende med lunger er i familie. I romanen The Transformation (Atelos Press, 2007) er en kærlighedsrelation mellem tre individer central, med konkrete konsekvenser, ikke mindst for sproget. I digtsamlingen Well Then There Now (Black Sparrow Press, 2011) kan man hævde at Spahr foreslår en oceanisk identitet, et anderledes fællesskab som er frisat fra vedtagne forestillinger om det amerikanske som stående i modsætning til de oprindelige folkefærd fra Hawai’i. I sin læsning af Well Then There Now skriver Wilson om de lister over truede dyrearter som forekommer i teksterne:

The “unnamed dragonfly species” and myriad fish she lists, in broken catalogues, are invoked as endangered species, endangered by us-and-them binaries large and small, local and global ties, near and far spaces that are overlain as interconnected relations: “Things of each possible relation hashing against one another,” as she names this systemic process in another poem. Land and ocean frames clash, overlay, and split apart, yet (as Spahr puts it) hash together in discrepant perspectives endangering the planet, thus calling out for a multi-relational vision of commonality and care this work of experimental ecopoetics would enact.

I den seneste digtsamling That Winter The Wolf Came (Commune Editions, 2015) danner dyr og mennesker fælles front mod den vedtagne, misbrugende orden. Et eksempel er digtet «Blood Cockles» som siden er blevet til «If You Were a Bluebird» i bogen som i Paal Bjelke Andersens norske gendigtning har fået titlen Den vinteren kom ulven (Audiatur, 2016). Hvis man læser Spahrs forfatterskab performativt så gøres fællesskaber altid anderledes end det vi kalder normalt. Er det tilstrækkeligt at nyde disse tekster og kalde dem smukke («Nice dream!») eller byder de os faktisk at slutte op om disse anderledes fællesskabsformer til ære for vores fælles overlevelse? Tanken gør mig svimmel, den får mig til at fryse, men snart ryster jeg den af mig. På en digtoplæsning er jeg tilfreds med at nyde digtenes skønhed anonymt i salen. Hvis poeten derimod beder mig om at række hånden i vejret, stemme, komme op på scenen, tale, agere, så ækles jeg og glider hastigt ud af døren. Jeg er heldigvis vaccineret mod forandring, nothing’s gonna change my world.

 

«TEKSTEN ER KNUSENDE ENKEL» /

Spahr er også aktiv som redaktør, sammen med Joshua Clover redigerer de Commune Editions, og sidste år udkom A Series of Un/Natural/Disasters af Cheena Marie Lo. Hen bruger – som Spahr også ofte gør – fundne tekster som basis for egen lyrik. A Series of Un/Natural/Disasters behandler materiale om stormflodskatastrofen Katrina som i 2005 ramte New Orleans og de racemæssige implikationer som åbenbarede sig i den langsomme og dårligt gennemførte hjælpeindsats fra den amerikanske regering. I digtet «poor marks for his handling of federal response» har Lo samlet formuleringer som starter med ordet «poor» fra et omfattende materiale om Katrina, et uddrag ser således ud:

 

poor planning on the part of our government

poor people were not able to evacuate

poor black residents

poor judgment in not evacuating

poor are suffering most from shortage of doctors

poor response would be silly, if it weren’t so mean

poor, vulnerable

poor minority and rural areas had difficulty getting help

poor response to victims

poor communication and bureaucratic issues

poor without reliable electricity, decent schools, television sets or

proper sewage

 

Teksten er knusende enkel, meningen er umiddelbart tilgængelig og efterlader et følelsesmæssigt respons, en slags sorg og vrede: Den fattige eller mangelfulde indsats svigtede de fattige, der var et underskud af hjælp til de underskudsramte. Alligevel ville Los digt, hvis det skulle ramme den norske offentlighed, sandsynligvis blive læst som «eksperimentelt,» «smalt» og «svært tilgængeligt.» Man kunne forestille sig at kritikere ville vurdere at digtet indeholder mindre virkelighed end et digt med et tydeligt jeg som anskueliggører en genkendelig norsk hverdag, noget som er litteraturvidenskabeligt ironisk eftersom digtet klart indeholder mere virkelighed, blandt andet fordi det ikke refererer til hændelser, men behandler faktatekster om Katrina som sit materiale. Det som med stigende intensitet er blevet benævnt «virkelighedslitteratur» i den norske offentlighed er i virkeligheden (sic) hverdagslitteratur. Det er litteratur som holder sig indenfor en relativt smalt defineret norsk hverdag hvor jeg’et og dets genkendelige menneskelige relationer står i centrum. Her er det mest prominente fællesskab familien, som trues af alkoholisme, incest, udenomsægteskabelige relationer og så videre, men sandsynligvis overleves de gruelige trusler og kernefamiliens (eller «fraktalfamiliens») mere eller mindre dramatiske kammerspil kan fortsætte.

 

/ DET ØKOLOGISK UBEVIDSTE

Spørgsmålet er imidlertid om ikke hverdagslitteraturens tematisering af den norske familie og dens angiveligt universelle, eksistentielle smerte er for smalt til at behandle klimaproblematikker. En ny generation af forfattere griber sagen anderledes an, for eksempel er danske Theis Ørntofts reportage fra de russiske stepper i det afsluttende nummer af det danske litteraturtidsskrift Kritik (#216 – 217, 2016) med tema om Arktis, mere specifikt fra Sibirien hvor klimaforandringer har medført enorme underjordiske eksplosioner, både en ydre og indre rejse til en fremmedartet, klimaforandringsramt zone.

Måske det er på tide at give mikrofonen til det økologisk ubevidste, til et remix af bruset fra The Great Pacific Garbage Patch. Det kunne blive en fin støjkollage under den norske kernefamilies antropocentriske problematikker. The Great Pacific Garbage Patch kommer uden tvivl til at synge højere og højere de kommende år.

 

// Begge Rob Sean Wilsons essays ligger her:
https://ucsc.academia.edu/RobWilson

 

/

 

Sjette essay i vår skandinaviske kritikeraksjon er skrevet av Susanne Christensen, kritiker i Klassekampen, spaltist i Vagant og forfatter av «Den ulne avantgarde» (2011) og «En punkbønn» (2015). / Vi har servert deltakerne følgende tankestillere: Kan lesning av sakprosa, romaner, noveller og dikt endre, motivere eller mobilisere leserne til en ny forståelse av de dramatiske naturhistoriske hendelsene? Hva er den sosiale funksjonen til kunst, film og litteratur i 2016? Siden det forlengst har oppstått litteraturer som «økopoesi» og cli-fi undrer vi på om klimalitteraturen påvirker både lesere, kritikere og forfattere? Hvordan mottar kritikerne denne litteraturen i sine respektive hjemland? Hva er litteraturens egenart når det kommer til fremstillingen av menneske og natur?  Litteraturkritikerne ble oppfordret til fri utfoldelse innenfor slike tematiske grenseoppganger. Essay-serien er støttet av Fritt Ord og Bergesenstiftelsen.