Af Carsten Jensen

Jeg havde aldrig troet, jeg skulle forbinde industri med åbenbaringer. Kraftværker slet ikke.

Og så alligevel. Jeg er betaget, da jeg kører ind i ørkenen nær Quarzazate i det sydlige Marokko. Et stykke borte stopper horisonten ved Atlasbjergene, men ellers breder ørkenen sig som den en stenet, udtørret havbund, og de lokale hævder da også, at de hvide saltpletter, der her og der lyser op i blandt grå og sortgrå basaltsten er rester af et hav, der engang dækkede området. Jeg er her på invitation fra den Europæiske Investeringsbank, der har investeret over 300 millioner Euro i det, der engang skal blive verdens største solvarme-kraftanlæg. En million mennesker vil blive forsynet med strøm, og jordens allerede pressede atmosfære sparet for et udslip på 750.000 tons kultveilte.

«Se dig omkring. Skriv, hvad du vil,» lyder invitationen fra investeringsbankens talsmand, den britiske forfatter Matthew Rees.

Jeg er mig omkring. Solmarker! Her gror der ikke planter, men lys. Her vokser der sol. Noor hedder anlægget. Det betyder «lys» på arabisk. Tusinder af fire meter høje, konkave spejle fastgjort i 80 meter lange rækker adlyder solens kommando og drejer sig efter dens taktstok i store blændende glimt. Lastbiler med vandtanke kører rundt imellem spejlene, mens de rengøres med højtryksslanger og børster. Anlægget er en gigantisk selfie for den sol, intet øje holder ud at se direkte ind i uden at tage skade. Her er det ikke os, men vores fremtid, der spejles.

Hvad er et solspejl andet end et samarbejde med solen?

Jeg tilstår det. Jeg får en åbenbaring, da jeg står i ørkenen i det sydlige Marokko foran verdens største solvarme-kraftværk. Min åbenbaring er ikke af religiøs art, men den har utvivlsom noget at gøre med det udefinerbare og uhåndgribelige begreb tro. Det er en tro på mennesket, dets uudtømmelige opfindsomhed og overlevelsesvilje, men ikke som i den brutale industrialismes epoke en overlevelsesvilje, der udtrykker sig i metaforer hentet fra krigen, men fra samlivets og fællesskabets sfære. Hvad er et solspejl andet end et samarbejde med solen?

 

ROMANTIKEREN OG HØJSPÆNDINGSMASTERNE

I gymnasiet læste jeg et digt af den engelske digter Stephen Spender, The Pylons, skrevet engang i 1930erne som en provokerende hyldest til de skæmmende højspændingsmaster, som præsenterer fremskridtet. På høje stålben krydser de gennem et landskab af smuldrende veje, lavloftede stenhuse og kastanjetræer, der konfronteret med masternes arrogante højde tager sig dværgagtige ud. I dag er Spender en overset digter. Dengang dannede han skole og gav navn til en hel gruppe af digtere, The Pylon-Poets. Jeg kunne ikke lide digtet. Romantikeren i mig gjorde oprør mod det hånende, nedladende syn på naturen, der trykker sig besejret af et fremskridt, Spender sammenligner med «vrede piskeslag, med lynets farlighed». End ikke digtets poetiske vision af fremtidens byer med bygninger så høje, at skyer læner deres svane-hvide hals imod dem, kunne forsone mig.

Det kan godt være, at romantiske teenagere som jeg selv, inspireret af hippie-tidens natursværmeri, ikke var på Stephen Spenders side, men fremskridtet var, og måske er det derfor, at Spender i dag er glemt. En digter må ikke være for meget i harmoni med tidsånden, hvis han vil huskes.

 

 

Højspændingsmasterne vedblev at marchere. Men dække planeten gør de stadig ikke. Store dele af det afrikanske kontinent er uden elektricitet. Der var 30.000 svært bevæbnede udenlandske soldater i Afghanistans tyndt befolkede Helmand Provins, men de efterlod sig ikke en eneste højspændingsmast. En afghansk poet kunne have tilsluttet sig Stephen Spenders Pylon-Poets, og fremskridtets marcherende stålmaster ville stadig 80 år senere have været en drøm, mere urealistisk end selv den mest poetiske vision.

Det nedbrudte vandkraftværk i Helmands handelscentrum, Gereskh, hvor danske soldater holdt til, modtog aldrig i løbet af femten års krig og besættelse de nye turbiner, der var bestilt. Da jeg i 45 graders varme, under en sol, der ubarmhjertigt udtørrede de lokale floder og afsved den omgivende stenørken, talte med direktøren for Helmand Electricity Company, Eng Nasrullah-Qani, indrømmede han, at han stadig ikke havde fundet et firma, der kunne rejse de højspændingsmaster, der engang i en ubestemt fremtid skulle bringe strøm til befolkningen.

Imens tog befolkningen sagen i egen hånd. Da jeg under mit første besøg i Helmand tilbage i 2009 hørte en dansk oberst fortælle, at det på dansk initiativ var solpaneler, der leverede strøm til gadebelysningen i Gereskh, tænkte jeg, at det var en tom gestus, et udtryk for samme uvidenhed som at forære en computer til en analfabet, en utopisk, malplaceret velvilje, der intet havde med Afghanistans plagede virkelighed at gøre. Solpaneler måtte være langt nede på ønskelisten for en underernæret befolkning hjemsøgt af krig, med et knapt eksisterende sundhedsvæsen og en rystende lav, gennemsnitligt forventet levetid.

Jeg havde undervurderet afghanerne.

Da jeg i 2016, syv år senere, sammen med den norske dokumentarist Anders Hammer, vendte tilbage til Helmand, indså jeg, at jeg havde taget fejl. Jeg havde undervurderet afghanerne. Gadebelysningen i Gereskh, som danskerne så omsorgsfuldt havde installeret, var ganske vist borte. Rammerne, hvori solpanelerne havde været fastgjorte, hang tomme højt på lygtepælene langs de mørklagte gader. Befolkningen havde taget energiforsyningen i egen hånd og tyvstjålet solpanelerne. De sad nu på tagene af de improviserede boder, der kranser ringvejen, som går tværs gennem byen. Men det var ikke det eneste. De effektive solpaneler havde sat en efterspørgsel i gang, og nu var de til salg over alt. I det store tomrum for social og økonomisk udvikling, som snart fyrre års krig har skabt, er det den afghanske befolkning, der selv må handle, og de eneste spor, de danske soldater efter en kostbar, forgæves krigsindsats ender med at efterlade sig i Helmand, er den inspiration, de stjålne solpaneler gav.

Jeg har altid været betaget af ordet solfanger. Jeg ved ikke, hvad forskellen på en solfanger og solceller er, men internettet belærer mig, at solceller producerer strøm, mens solfangere opvarmer vand. Jeg synes, ordet solfanger burde omfatte begge. Jeg tænker på et sommerfuglenet, dette lette redskab beregnet til at indfange et af naturens mirakler, en flagrende blomst, der med mønstret på sine vinger beviser, hvor stor en designer naturen er. Et sommerfuglenet er ikke nogen musefælde, hvor nakken knækkes på den, der lader sig lokke. Industrialismen er musefælden, når det gælder naturen. Solenergi er sommerfuglenettet, der lader sommerfuglen fortsætte sin lykkelige flagren.

Når industrialismen skal beskrive sit forhold til naturen, er alle metaforer hentet fra krigen. Vi beskriver os selv som naturens herre: Vi har sejret over naturen, vi har underkastet os den, eller vi udnytter den. Naturen er en overvundet fjende eller en retsløs slave, der tåler alle slags slag: Kul- og kobberminernes ar i landskabet, de fossile brændstoffers usynlige voldtægt på jordens atmosfære, udryddelsen af et stigende antal arter.

For sent går det under truslen fra klimaforandringerne op for os, at naturvidenskaben kun producerede halve, altid nyttebetonede indsigter, og at vi med vores larmende, kortsigtede tænkning har vækket slumrende uhyrer, naturlove, hvis konsekvenser vi aldrig forstod. Vores egne fremskridt vender sig nu imod os. Når vi i kulminer og oliefelter trænger endnu dybere ned i jorden, er vi vores egne dødegravere. Solfangeren er alt det modsatte, skønt også den som metafor er en smule skæv: Vi kan jo ikke sætte solen i fængsel, men det er heller ikke det, vi vil. Vi samarbejder med naturen. Som vinterbørn, der omsider slipper løs af mørket, tager vi imod solskinnets gave.

 

EN NY HYBRIDKULTUR?

Til trods for ørkenen er området omkring Quarzazate et historisk rigt område. Ikke langt fra den avancerede højteknologi bor bønder stadig i klinede lerhuse med strå stikkende ud af de tørrede mudderblokke, der gør det ud for mursten. Nogle landsbyer er omgivet af ruiner, rigt ornamenterede tårne og bygninger, som stammer fra den ikke så fjerne fortid, da her endnu boede jøder. Marokko er produktet af en blandet kultur, arabisk, berbisk, jødisk og europæisk. Hvilken mening giver det at stille spørgsmålet om kultur til det enorme solvarme-anlæg, der over et areal på 3000 hektarer vokser frem? Marokkansk initiativ, europæiske penge, saudiarabiske entreprenører, spansk teknologi, kinesisk arbejdskraft. Hvilken sum giver det? Et multikulturelt foretagende? Eller snarere noget, der skal udstyres med alt-og-ingenting-ordet globalisering, en ny hybridkultur, som snart er et skældsord, snart en uimodståelig verdensforandrende kraft, nogle gange begge dele på samme tid?

Skal vi hæfte kultur-etiketten på, er et solvarme-anlæg så ikke snarere en kultur, der er løsrevet fra det tids- og stedsbundne og i stedet udtrykker et universelt menneskeligt træk, vores opfindsomhed? Er det ikke opfindsomhedens kultur, der bestemmer verdenshistoriens rytme, tilbageslag og fremgang? Snart skaber vi katastrofer med vores opfindsomhed. Snart redder vi os ud af dem igen. Og for hver ny redning sætter vi os, skønt vi i den store sammenhæng ikke er meget større end myrer, tungere og tungere på planeten. Vores åndedræt bliver planetens åndedræt. Vi har omskabt Jordens atmosfære til et lukket rum hvor kultveilten fylder mere og mere og ilten mindre og mindre. Vi har altid fornægtet vores fællesskab med alle levende arter. Men nu er det åbenlyst, at vi deler skæbne. Deres liv og død afhænger fra nu af os. Hvis vi som art uforvarende begår selvmord, trækker vi de andre arter med os. Tag på landet en sommerdag og lyt. Insekternes summen er borte. Fuglesangen, der engang var et kor, er nu overladt til et par tiloversblevne solo-stemmer. Arternes uddøen udspiller sig allerede for øjnene og ørerne af os.

Den døde ørken var aldrig død. I gange under det brændende hede sand vrimlede det med liv. Midt i sandet vrimlede også med noget andet. Ørkenen har altid givet inspiration til fantaster og fanatikere. Jesus fastede i ørkenen i fyrre dage og blev fristet af Satan. Simon Søjlehelgen stod på sin søjle midt i en nordsyrisk ørken. Den hededirrende luft giver fødsel til fatamorganaer, ikke kun på ørkenens svævende horisont, men også i hovedet på dem, der ubeskyttet udsætter sig for solens hammerslag. Hjernerystelse kalder vi det, når en skrøbelig hovedskal modtager for hårdt et stød. Men er visioner ikke også en slags hjernerystelse? Historisk set har de hjernerystelser, ørkenen skaber, mest været af religiøs art. Det er midt i den golde, hedeflimrende ørken, at drømmen om paradisets frodige have bliver til.

Kan ørkenen også give fødsel til praktiske hjernerystelser, syner, der er drømt af fantaster med hænderne skruet praktisk på og en vision, der ikke kun handler om paradiset, men nok så meget om vejen til det?

Jeg vil ikke idyllisere. Kong Mohammed VI, der har regeret Marokko siden 1999, er ingen demokrat. Han har med dygtig manipulation og politisk pres undgået, at den forårsstorm, der rejste sig i de arabiske lande i Nordafrika og Mellemøsten under det optimistiske tilnavn Arabisk Forår, fik ødelæggende konsekvenser. Der skete ingen katastrofer i Marokko. Men foråret bragte heller ikke demokrati. Uden fremsyn er Mohammed VI dog ikke. Han har planlagt, at 52% af landets strømforbrug i 2030 skal baseres på bæredygtig energi. Det er derfor, Noor rejser sig i ørkenen.

Det saudiarabiske entreprenør-selskab ACWA Power, som i et samarbejde med det delvist statsejede marokkanske selskab Masen, står for opførelsen af solvarme-anlægger, er her kun for pengenes og profittens skyld. Det lader selskabets talsmand , en massivt bygget sydafrikaner, Deon Detoit, ikke nogen tvivl om. «Penge,» siger han. «Investeringer. Finansielle fordele!» «Jeg arbejdede tidligere i olieindustrien, » siger ingeniøren Tarik Bourquouquou, der viser mig rundt på anlægget. «Men olieindustrien er et synkende skib. Nu er jeg her.»

De 3000 kinesiske kontraktarbejdere, som i udmattende treholdsskift, arbejder på opførelsen af kraftværket, ser ikke ud, som om de bekymrer sig om bæredygtig energi. Med slunkne kroppe slentrer de uvilligt fra busserne, der bringer dem fra sovebarakkerne til anlægget. Afskåret fra privatliv, med en familie, der titusind kilometer borte venter på magre lønninger, udgør de klodens løsarbejdere, et rettighedsløst proletariat, der uden anerkendelse bærer globaliseringen på deres skrånende skuldre. Store skilte fortæller, hvor mange millioner arbejdstimer, der indtil nu er blevet brugt, andre fortæller om de arbejdstimer, der er mistet på grund af ulykker. På Noor 2, der har været under opførelse i 493 dage, er der anvendt 4.464.794 arbejdstimer. Noor 3 har været undervejs i 637 dage, i alt 4.920.475 arbejdstimer. Hidsige bannere i Mao-rødt bjæffer på kinesisk kommandoen om at undgå arbejdsulykker, ikke fordi liv går tabt, men fordi ulykker sænker produktiviteten. «Sikkerhed på arbejdet fremmer produktiviteten!» Nej, det er ikke mennesket, der er i centrum her på arbejdspladsen.

 

NOOR ER EN LOVPRISNING

Teknikken forstår jeg ikke meget af, men jeg tager notater i respekt for den opfindsomhed, jeg her er vidne til. Energien, som spejlenes møde med solen skaber, overføres til en syntetisk olie, der under tilnavnet Heat Transfer Fluid med en temperatur på omkring 400 grader ender i store tanke med smeltet salt, hvis temperatur er lige så høj eller endnu højere. Jeg forstår, at salt-tankene er det store teknologiske fremskridt. Nu kan solenergien opbevares og stadig give strøm efter mørkets frembrud, når byernes lys tændes.

Det er ikke med deres højde, at spejlrækkerne i Noor 1 og 2 imponerer. Alligevel virker de ophængt i deres stålstativer gigantiske, selv sammenlignet med de svære lastbiler, der bevæger sig rundt mellem dem i det opkørte grus på den enorme byggeplads. Størrelsesforholdene er overvældende. Men ikke så overvældende som den tanke, at disse glasflader, der til sammen vejer titusinder af tons, er lysfølsomme og lader deres bevægelser diktere af de mindste skift i noget så ulegemligt som solstrålers indfaldsvinkel.

 

 

Noor 3 er bygget på en helt anden måde. Her er spejlene anbragt vandrette på en platform, der hviler oven på en ti meter høj søjle. Platformene, der er af nogen lunde samme størrelse som en tennisbane, orienterer sig også efter lyset og ender med at sende det i en koncentreret stråle mod et 250 meter højt, såkaldt soltårn, hvis transparente top i et hvidglødende genskin oplagrer den. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvordan det vil tage sig ud, når anlægget står færdigt, og soltårnet begynder på sin gløden. Men køreturen under de 7900 platforme giver mig en følelse af at befinde mig i en magisk skov af paddehatte, hvor jeg selv er skrumpet til bille-størrelse. Og når jeg tænker på alle disse platforme, der orienterer sig efter samme punkt på det enorme tårn, der bliver Afrikas højeste, ser jeg hofdamer neje for Solkongen ved det franske hof. Der er en sælsom ynde over hele dette foretagende, som at se industrialismens brutale epoke genopført som ballet. Noor er en lovprisning af solen, ikke som gud, men som samarbejdspartner.

En arkæolog fra det ydre rum ville tolke sit fund her midt på en sydmarokkansk ørkenslette som udtryk for kunst eller religiøs dyrkelse, hvis der da ellers er religion eller kunst i rummet. Og så er det dog ikke andet end en praktisk foranstaltning, der skal sikre vores overlevelse på planeten. Det afgørende er, at Noor udtrykker en dæmrende forståelse af, at vi ikke er skabningens herre. Vi har kun planeten til låns, og derfor er det så afgørende, at vi ikke efterlades os alt for store spor. Små fodaftryk i havstokken, ikke ødelagte landskaber og økologiske ubalancer.

Jo, lad os efterlade Noor, andre solvarme-anlæg og vindmøllernes parade til fremtidens rum-arkæologer, men ikke hele lande forvandlet til havbund og evakuerede byer, hvis tomme bygninger står tilbage som rungende spørgsmålstegn ved formålet med vores ophold på planeten, mens de ligeglade skyer læner deres svanehvide halse imod dem.

Ikke langt fra Noor ligger den ældgamle befæstede by Ksar Ait Benhaddou, der med stejle trappegader kravler op ad et bjerg. Ligesom solvarme-anlægget er den et sted, der ikke så meget er knyttet til omgivende landskab som til mere universelle forbindelseslinjer. Ikke blot var Ksar Ait Benhaddou en vigtig by på den handelsrute, der igennem otte århundreder forbandt Afrika syd for Sahara med den nordafrikanske kyst, Europa og Mellemøsten. Den havde engang en jødisk dronning, en synagoge er endnu bevaret, og i ørkenen ved bjergets fod ligger en jødisk gravplads beskyttet bag mure. Men hvad mere er: et af verdens største filmstudier, Atlas Film Studio lige i nærheden, og Ksar Ait Benhaddou, der for 500 år siden måtte abdicere som handelsby, har til gengæld vundet en position som en af de oftest benyttede kulisser i filmhistorien.

Der er ikke den filmelsker i verden, som ikke på et eller andet tidspunkt har opholdt sig i ørkenen og bjergene omkring Ksar Ait Benhaddou, hvad enten han eller hun for over 50 år sad i biografmørket som tilskuer til Lawrence of Arabia eller i dag sidder hjemme i sofaen og streamer Game of Thrones. Indbyggerne i den ældgamle handelsby har som statister levet i alle historiske epoker, i mange kulturer på mange kontinenter, de har set Faros Ægypten, Jesus i Jerusalem, Romerrigets både første og sidste dage, Korsfarerne i Mellemøsten, Napoleons felttog i Ægypten, det 20. århundredes store krige. Ørkenen har altid været en af menneskehedens store slagmarker og en inspiration for fantaster, hvad enten de stod på en søjle eller bag et filmkamera, og Ksar Ait Benhaddous indbyggere er foran kameraerne blevet sande verdensborgere.

Jeg drager fra Ksar Ait Benhaddou med en følelse af, at vi alle er blevet som indbyggere i bjerg- og handelsbyen i det sydlige Marokko. Noor er er hverken marokkansk, europæisk eller saudiarabisk, men udtryk for en fællesmenneskelig bestræbelse, en slagmark, hvor vores fremtid afgøres, ikke i krig mod hinanden, civilisation mod civilisation, eller mod naturen, men i et sidste forsøg på at afværge vores undergang, i et samarbejde med den natur, vi har mishandlet.

Muezzinens stemme inviterer mig inden for i skaberværket.

Må jeg gå et skridt videre? Mens jeg opholder mig i Ksar Ait Benhaddou, hører jeg muezzinen bryde ud i sang fra minareten. Jeg siger med vilje «bryde ud i sang», for hans stemme er så anderledes end de muezziner, jeg ved andre lejligheder har hørt. Det er ikke noget kommanderende, manende eller bydende over den, ingen krav om underkastelse under en uudgrundelig eller hævngerrig gud. I stedet priser stemmen i det smukkeste, melodiske toneleje Guds skaberværk, og jeg oplever det, som om det er ørkenen, de omgivende bjerge, floden, der strømmer for foden af byen, alle vækster og afgrøder, og de mennesker, der færdes iblandt dem, der gennem muezzinen får stemme og bryder ud i lovsang.

Nej, jeg er ikke religiøs, jeg tror ikke, at Gud har skabt verden, hverken på seks dage eller over fire milliarder år. Men det er i dette øjeblik ligegyldigt. Muezzinens stemme inviterer mig inden for i skaberværket. Jeg tænker på Noors ingeniøren Tarik Bourquoquo, der forklarede mig teknologien bag solvarme-anlægget, og jeg føler, at ingeniøren og muezzinen taler og synger om det samme.

Ved et tilfælde befinder jeg mig et par uger senere i Spanien, i Grenada, hvor jeg besøger Alhambra, paladset, der repræsenterer de sidste rester af maurisk indflydelse, før jøder og muslimer i samme år, som Columbus opdagede Amerika, blev forvist fra det katolske moderland af Dronning Isabella. Alhambras skønhed er blevet prist så ofte, at jeg skal ikke gentage det. Men i Nasrid Paladsets sale får jeg noget af den samme oplevelse som i Noor. Kuplerne i de to sale, Sala de las dos Hermanas og Sala de los Abencerrajos, er som et svimmelt blik op i kosmos, geometriske mønstre af en forfinet og dybsindig skønhed, der får en til at tænke, at matematikken er den mest avancerede af åndsvidenskaberne.

 

I BELEJRINGSTILSTAND

Der er ikke noget storslået i fysisk forstand ved Nasrid Paladset. Snarere udtrykker dets frivillige indskrænkning af rummet «det diminutives æstetik», som Granada-digteren Garcia Lorca hundreder af år senere med inspiration i Alhambra hyldede i sine skrifter. Denne æstetik, som aldrig har fundet nogen arkitektonisk efterfølger, udspringer af sindstilstanden hos mennesker, der oplevede sig som belejrede og vidste, at deres dage var talte. Maurerne var over alt på tilbagetog i Spanien, da Nasrid Paladset fandt sin endelig udformning, Alhambra var en overlevende enklave. Det var ikke på magtbrynde og ekspansionstrang, at dens enestående kultur blev skabt, men i livsklog indsigt i altings endelighed, at det diminutive blev til æstetik og førte til en enestående kulturs sidste blomstring.

Under truslen fra klimaforandringerne er vi som global civilisation i belejringstilstand. Magtbryndens tid er forbi. Lad os fejre vores abdikation som skabningens herre, i stedet for at begræde den. Opfører vi os klogt, behøver vi ikke at opleve vores civilisations undergang, men begyndelsen på en ny, et fællesskab, der samler i stedet for at splitte, og som dyrker, ikke anmasende storhed, men skønheden i det små.

Vi kan begynde med spejle, der som solsikker på marken drejer sig efter solen.

 

 

//

Klimaaksjonen takker Carsten Jensen for denne storartede reportasjen!