Dag 1
Umiddelbart før midnat blev jeg kørt ind til operationsstuen, hvor jeg fik besked på at kravle ud af sengen, og op på den specielle operationsbriks, en seng med form som et strygebræt.
Nogle minutter senere kom en læge, der præsenterede sig som narkoselæge, Dr. Ruby.
Hans første handling var at tømme min mavesæk for indhold ved hjælp af en temmelig stiv slange, hvis forreste ende i min erindring havde form som et krokodillenæb. Indgrebet blev udført skånsomt og med mange venlige ord.
Dr. Ruby oplyste, at hvis maven indeholdt føde, ville denne føde, under narkosen, kunne flyde tilbage i luftrøret og give anledning til kvælning.
Med den forklaring som trøst kunne jeg føle trang til at sige tak, men jeg tror ikke, jeg fik sagt andet end javel eller aha.
En væske blev presset ind i årene på min venstre hånd, og Dr. Ruby fortalte, at jeg om få sekunder var bedøvet.
Mit navn blev sagt højt et par gange, efterfulgt af ordene det var så den sidste.
Dag 4
Da jeg vågnede, føltes det som om flere dage var passeret. Jeg genkendte værelset, hvor jeg var placeret i ventetiden inden operationen, med tre senge, hvoraf min var den midterste.
Indersiden af min kind føltes som sandkorn.
Jeg så på mit ur, men forstod ikke datoen, jeg spurgte min medpatient på højre side, der bekræftede tidspunkt og dato.
Det undrede mig, da sygeplejersken sagde, at operationen tog cirka en halv time – og ikke de tre dage, jeg måtte have ligget her nu.
Også dig? sagde medpatienten, inden hun nærmest kollapsede ind i søvnen.
Hvad mon hun mente med spørgsmålet? Min sult og tørst, som må siges at være naturlig efter en operation og så lang tids søvn, overdøvede mine tanker.
Jeg trykkede på knappen for at tilkalde personale.
Efter et par minutter var der stadig ikke sket noget, så jeg forsøgte igen, men med samme resultat.
Benene gav efter, da jeg forsøgte at rejse mig.
Jeg opgav.
Modvilligt forsøgte jeg at falde i søvn, hvilket var umuligt på grund af min medpatients snorken.
I tillæg til den vilde, nærmest maniske snorken, var der en ustandselig knirken langt under mig, det lød som om den havde udspring flere etager nede. En lyd, som jeg bedst kan beskrive som træ, der vred sig.
Prikkerne i loftet lignede små bølger, og på et tidspunkt samlede de sig i et mørke.
En times tid senere vågnede jeg, mere omtumlet denne gang og lagde med det samme mærke til, at min medpatient ikke længere var i lokalet.
Dag 20
De seneste nætter har smerterne været uudholdelige. Stingene bevægede sig som rødder på tværs af maven.
Dag 7
Efter at have været på toilettet satte jeg mig omtumlet tilbage på sengen, min krop så anderledes ud.
For at forstå min situation, måtte jeg finde personale.
Ude på gangen var lysene slukkede, bortset fra nogle glimt længere nede ad gangen.
Efterhånden som jeg bevægede mig gennem hospitalets gangsystem, forstod jeg, at jeg nok var alene.
For at føle mig mere hjemme i situationen, samlede jeg en efterladt kittel op og iførte mig den.
Allerede her fornemmede jeg, at noget havde ændret sig i mig.
Den knirkende lyd tog til.
Hvert eneste rum lyste, gjorde det ikke?
Min nysgerrighed var overvældende.
Noget sagde mig, at jeg måtte ned i kælderen. Til min lettelse virkede elevatoren.
Det første, jeg mødte, var et arkiv over gamle journaler. Lokalet var tømt, og jeg kunne se svampen vokse op langs væggen og ligge som bakkedrag under vinduet.
Dag 45
Min hals var en stilk, øret, det højre, et blad. Jeg havde det som om, jeg lyttede efter lyset.
Dag 7
Ude på gangen betragtede jeg min refleksion i et spejl. Min hud lignede bark.
En tid stod jeg og lyttede. Jeg ved ikke, hvad jeg forventede, men der skete ingenting. Jeg fornemmede, at min krop var ved at slå rødder, så det bedste, jeg kunne gøre, var at holde mig i bevægelse.
Normalt havde jeg ikke denne følelse i kroppen.
For at blive klogere på tilstanden i min krop, stoppede jeg op et par gange og kunne efter kort tid konstatere, at det var det samme hver gang. En stivhed i leddene.
Hvor lang tid dette stod på, har jeg svært ved at svare på. Jeg bevægede mig rundt i kælderen, indtil benene kollapsede under mig.
Dag 79
Tiden blev anderledes. Før følte træet, at tiden accelererede jo ældre det blev, men nu var den en langsom sitren. Allerede – eller endelig – var jeg et fjernt minde.
Dag 25
Da jeg kom til mig selv denne gang, forstod jeg, at det var forbi.
Jeg kunne ikke længere bevæge mig. Min trækrone voksede ud fra maven.
Det lyder mærkværdigt, hvis man ikke var til stede, da det skete, men sådan var det altså. Der voksede et træ ud fra min mave, jeg kan ikke forklare det på andre måder.
Jeg forsøgte at gå i panik, men det ville ikke lykkes, i stedet blev jeg fyldt af ro. Det gik op for mig, at jeg ikke var den sidste, men i stedet en af de første.
Nu forvandlede denne knitren sig til stemmer.
Dag 7
Luften blev koldere i tunnelen. Jeg fik øje på en ulåst dør, lokalet var fyldt med cykler. Et andet rum havde en dør med en stor glasfacade. Lyset trang igennem.
Jeg kunne ikke se verden på den anden side, men den lød som børn, der havde frikvarter.
Dag 1
Den seneste tid havde jeg haft en del problemer med maven, og havde generelt følt mig utilpas. Klassiske symptomer på en blindtarmsbetændelse. En standardoperation.
Det ærgrede mig, at operationen skulle finde sted på det gamle universitetshospital, men på den måde ville jeg være med til at afslutte historien, inden det og personalet rykkede ud af byen og om på den anden side af bakken.
Jeg tog masken på og tog en taxa gennem byen. Engang kunne man se bugten ude i horisonten, ligesom skovene, det var så smukt dengang.
Dag 87
Hver morgen – eller nat – når jeg vågnede, ledte jeg i mine rødder efter erindringen. Det gik op for mig, at mine dage var simple. De andres sange var stadig umulige at forstå.
Dag 127
I dag fik træet sin første bregne, på det, der engang var dets venstre ben voksede den lille grønne drøm. Den gjorde træets tilgroede hjerte let og dens blade kildrede så vidunderligt, at tågen lettede.
Dag 137
/ Vi er her som en skygge
vi er her slet ikke /
//
Daniel Boysen (f. 1986) har skrevet en række anmelderroste romaner og digtsamlinger. Et gennemgående træk i hans skrift er et impressionistisk blik med elementer af fantastik. Han arbejder gerne praktisk og skriver på sine bøger de steder, de handler om. Han betegner sin skrivepraksis som method writing, hvor karakterne og stederne opleves og gennemleves, inden de gennemgår forvandling i fantasien. Hans digtsamling, En vase i brystet, blev i 2018 kåret til én af årets bedste af Litteratursiden. Seneste udgivelse: Står på tæer under vand (Forlaget Silkefyret 2020).
FKA takker Daniel Boysen for de nyskrevne tekstene!
KLIMAAKSJON / NORWEGIAN WRITERS´ CLIMATE CAMPAIGN // NWCC 