I frøet findes træernes lysende sprog
inde i kimen er alle former mulige
kronens silhuet på himlen ligger som
en skygge i jorden omkring frøet hvor
hvide fingre vokser ud som nervebaner
og blodårer i vores egen krop når vi
forbinder os med hinanden og bliver
et uforståelig vidunderligt væsen at
vokse med livet overstråler alle vores
kemiske regnestykker om jorden og
regnens surhed og sødme, jorden er
et sæde for civilisationer og svampe-
sporers lysende usynlige daktyler og
jamber kun for jegets ukrænkeligehed
med en ringen for ørerne med barken
strammende omkring kraniet vi kalder
et ansigt, en stamme, et rodnet, et du
en familie med flie af huder dansende
omkring sig i vinden fordi vi alle har
en aktie i krigen, i overskridelsen og
i livsrummet der deles med træerne
der kun kæmper ved enten at kløves
eller at brænde langsomt op, det er
blevet vores lod at bestemme om det
træ skal vokse der eller der i haven
paradisisk eller blot lige her i hjertet
der banker og slår for livet som en
jætte der først trættes når vi slipper
vores eneste øjeblik, dette mirakel
der først kendes i ordet og så vokser
i jorden med begge køn graveret
på sjælen som den første årring
uden alle konger gik frem på rad
de synes i luften som fuglenes træk
som uglens sang i den dybe vinter
og stålormens blink når solen rejser
sig over matriklen med helbredende
ild der hverken brænder eller
brænder op mens den brændes
af højt deroppe og henne og der
omkring os midt i det dybe rum
vores udåndinger sammen med
mus, egern og grevlinger er liv
for ahornens rødder, grene og
blade af jegtræets der bevæger
sig i vinden som blade af satans
visnede bog den er fiktionen i
relationernes ubrudte kæde der
er et andet navn for symbioser
biologiens svar på sjælen med
dens vandring mellem alt tenor
alt der sover og vågner igen for
hver tusind af ahornens agner
er det kun én som når at vokse
op med babybark foran en hjort
der forstyrres af et barn taget
direkte fra drømmens regime
hvor kniven i vandet slår havet
ihjel lige dér hvor livet vokser
ahornens rødder hilser på sine
naboer og den synger af lykke
der har varet siden lang tid før
sætterkassernes indtog, to skære
grønne blade duver i vinden æren
har fundet sit sted og guden er
nu bundet til tiden, til solen
til stjernerne om natten der alle
hjælper ahornen med at klink-
bygge sine blade og blive en
mester af skyggen, dette er
løftet fra ahornens gud, ahornens
alder er to menneskealdre og
i digtets tid vil dens 30 vokseår
mørne udtrykket og den dobbelte
levetid er ikke nok tid for digtet
til at blive klassisk som en
falsk platan, men ahornens gud
forkynder at hver regndråbe
tæller for de bringer næring
fra verdensrummet og ahornen
vokser en menneskehøjde om året
høje hvide saftspændte skikkelser
for vores indre øjne når vi ser dem
/
Nicolaj Stochholm, født 1966. Debut 1991 med digtsamlingen Biografi, har yderligere skrevet 10 digtsamlinger, senest De III Aldre fra 2020. Hans digte er blevet tonsat af Martin Hall i 2005 og i 2020 også af bandet Ganger i 2020. Han har modtaget adskillige priser for sin poesi.
Foto: Christian Friedländer
//
Dette nyskrevne diktet er utgitt med støtte fra Fritt Ord. Klimaaksjonen takker!
KLIMAAKSJON / NORWEGIAN WRITERS´ CLIMATE CAMPAIGN // NWCC 