Ahornens gud taler / Nicolaj Stochholm

I frøet findes træernes lysende sprog

inde i kimen er alle former mulige

kronens silhuet på himlen ligger som

en skygge i jorden omkring frøet hvor

hvide fingre vokser ud som nervebaner

og blodårer i vores egen krop når vi

forbinder os med hinanden og bliver

et uforståelig vidunderligt væsen at

vokse med livet overstråler alle vores

kemiske regnestykker om jorden og

regnens surhed og sødme, jorden er

et sæde for civilisationer og svampe-

sporers lysende usynlige daktyler og

jamber kun for jegets ukrænkeligehed

med en ringen for ørerne med barken

strammende omkring kraniet vi kalder

et ansigt, en stamme, et rodnet, et du

en familie med flie af huder dansende

omkring sig i vinden fordi vi alle har

en aktie i krigen, i overskridelsen og

i livsrummet der deles med træerne

der kun kæmper ved enten at kløves

eller at brænde langsomt op, det er 

blevet vores lod at bestemme om det 

træ skal vokse der eller der i haven

paradisisk eller blot lige her i hjertet

der banker og slår for livet som en

jætte der først trættes når vi slipper

vores eneste øjeblik, dette mirakel

der først kendes i ordet og så vokser

i jorden med begge køn graveret

på sjælen som den første årring

uden alle konger gik frem på rad 

de synes i luften som fuglenes træk

som uglens sang i den dybe vinter

og stålormens blink når solen rejser

sig over matriklen med helbredende

ild der hverken brænder eller

brænder op mens den brændes

af højt deroppe og henne og der

omkring os midt i det dybe rum

vores udåndinger sammen med

mus, egern og grevlinger er liv

for ahornens rødder, grene og

blade af jegtræets der bevæger

sig i vinden som blade af satans

visnede bog den er fiktionen i

relationernes ubrudte kæde der

er et andet navn for symbioser

biologiens svar på sjælen med

dens vandring mellem alt tenor

alt der sover og vågner igen for

hver tusind af ahornens agner

er det kun én som når at vokse

op med babybark foran en hjort

der forstyrres af et barn taget

direkte fra drømmens regime

hvor kniven i vandet slår havet

ihjel lige dér hvor livet vokser

ahornens rødder hilser på sine

naboer og den synger af lykke

der har varet siden lang tid før 

sætterkassernes indtog, to skære

grønne blade duver i vinden æren

har fundet sit sted og guden er

nu bundet til tiden, til solen

til stjernerne om natten der alle

hjælper ahornen med at klink-

bygge sine blade og blive en

mester af skyggen, dette er

løftet fra ahornens gud, ahornens

alder er to menneskealdre og

i digtets tid vil dens 30 vokseår

mørne udtrykket og den dobbelte

levetid er ikke nok tid for digtet

til at blive klassisk som en

falsk platan, men ahornens gud 

forkynder at hver regndråbe

tæller for de bringer næring

fra verdensrummet og ahornen

vokser en menneskehøjde om året

høje hvide saftspændte skikkelser

for vores indre øjne når vi ser dem

/

Nicolaj Stochholm, født 1966. Debut 1991 med digtsamlingen Biografi, har yderligere skrevet 10 digtsamlinger, senest De III Aldre fra 2020. Hans digte er blevet tonsat af Martin Hall i 2005 og i 2020 også af bandet Ganger i 2020. Han har modtaget adskillige priser for sin poesi.

Foto: Christian Friedländer 

//

Dette nyskrevne diktet er utgitt med støtte fra Fritt Ord. Klimaaksjonen takker!

Comments are closed.

Powered by WordPress.com.

Up ↑