Torsdag d. 24. februar, på invasionens første dag, krydser jeg Storebæltsbroen. Hvordan ville her se ud, hvis Danmark var i færd med at blive invaderet? Ville udbrændte tanks spærre vejbanerne mellem Fyn og Sprogø? Eller ville de lave kørebroer være sprængt i luften? Eller tænk, hvis højbroens to gigantiske pyloner var styrtet sammen i et bombeangreb fra luften, reduceret til forvredne betonkonstruktioner, der anråbende rejste sig mod himlen, mens de hældende vejbaner førte lukt i havet 20 meter nede.
Samme morgen er jeg blevet vækket på et hotel i Haderslev af min kone. Hun har lige hørt på nyhederne, at Rusland nu har invaderet Ukraine, en begivenhed, hun har forudsagt i ugevis, mens jeg aldrig har troet, at det var andet end taktiske trusler fra Putin med de lidenskabsløse, bureaukratiske manerer, det tomme, kontrollerede ansigt og de mumlende taler.
Liz, der er britisk, forudsagde også Boris Johnsons sejr i Brexit, Donald Trumps valg til præsident i USA og nu Putins invasion af Ukraine. Hun har en uhyggelig fornemmelse for denne makabre trio af klovne, der mere er i slægt med Batmans Joker end med cirkusarenaens børnevenlige underholdere. Demokratiet er under belejring, skriver Freedom House i deres rapport fra december 2021, og nu har endnu en af demokratiets belejrere slået til.
Vi har tilbragt aftenen i Haderslev, hvor et lokalt teater, Teatret Møllen, har lavet en opsætning af min roman fra 2015 om krigen i Afghanistan, ”Den Første Sten”. Alle roller i dette drama om mænd, der i en krig ikke blot farer vild, men også mister sig selv, er besat af kvinder i hvide og sandfarvede gevandter, og scenens eneste rekvisit er dynger af sten. Det er ikke premieren, vi har overværet. Den ligger endnu nogle uger fremme. Jeg har i stedet deltaget i en debat på scenen om krig, litteratur og teater, og da jeg fra salen bliver spurgt om Rusland og Ukraine, svarer jeg, at en invasion aldrig vil finde sted.
Putin opholdt sig som KGB-agent i Østberlin, da muren faldt i 1989, og for ham blev demokratiets sejr hans livs mest skrækindjagende øjeblik.
Civilisationens endestasjon
Nu, dagen efter, går mine tanker tilbage til mine reportagerejser til Afghanistan, der i 1980erne var endnu et offer for russiske invasioner. Jeg oplevede Kandahar, Afghanistans næststørste by tidligt i 2002, tretten år efter den sovjetiske tilbagetrækning, få uger efter Talibans fald. Overalt var der ruiner. Amerikanerne gik ind for præcisionsbombning, mens russerne derimod havde tæppebombet hele bydele. Mure stod stadig, som hensmuldrende klippeformationer i en by, der var forvandlet til ørken.
Det samme syn så jeg nogle kilometer uden for Kandahar, hvor russiske bombardementer havde udslettet en by, der engang rummede 30.000 indbyggere. Nu var der 120 tilbage i ruinerne, der eroderet af den hede ørkenvind mere lignede særprægede geologiske formationer end noget, der engang havde været bolig for mennesker.
Det er disse billeder, der kommer tilbage til mig, når jeg ser videoer af sammenstyrtede eller brændende huse i Kiev, Kharkiv og Kherson med pladser og torve overstrøet med brudte bjælker og sønderskudt murværk. Det ligner en endestation for civilisationen, et museum for sammenbrudte forhåbninger på menneskehedens vegne, og man forestiller sig uvilkårligt, at alle disse ruiner vil blive liggende som et monument over barbariets sejr.
En krig mod demokratiet
Hører en mand som Putin overhovedet hjemme i vor tid?
Donald Trump, USAs tidligere og måske kommende præsident, forstår ham instinktivt. Ungarns Victor Orban er en mand i Putins anti-demokratiske ånd. Den polske Morawiecki-regering styrer ud fra samme autoritære, nationalistiske instinkter som Putin med en skruppelløs hetz mod etniske og seksuelle minoriteter. Mange af Europas højrepopulistiske partier har i årevis hyldet Putin og modtaget betydelige pengebeløb fra ham. Hvad enten vi kan lide det eller ej, er Putin en del af vores tid, og det samme er krig.
Putin opholdt sig som KGB-agent i Østberlin, da muren faldt i 1989, og for ham blev demokratiets sejr hans livs mest skrækindjagende øjeblik. Og det er dette øjeblik, han lige siden har været på livslang flugt fra: Når magthaverne mister kontrollen over folket.
Krigen i Ukraine er Putins private krig mod sine egne indre skygger, og den handler ikke kun om lande og grænser. Det er en krig mod demokratiet, menneskers frie ret til at bestemme over deres eget liv, og det er derfor, vi i Europa har et skæbnefællesskab med Ukraine.
Demokratiets forsvarer
Ukraines borgere har igen og igen kæmpet for demokratiet. Første gang, da de vandt uafhængigheden i 1991. Anden gang i den såkaldte Orange Revolution i 2005. Og tredje gang efter endnu en skuffelse med korrupte ledere i Maidan Revolutionen i 2014, der kostede over 100 demonstranter livet. Ukrainerne ved, at demokrati har en pris, og med demokrati forstår de et rigere liv end det, der tilbydes i autoritære styrers kvælertag på luftvejene.
Da Zelenskyj samme dag går på tv-skærmen, er det for at fordømme det russiske bombardement af Babij Yar, mindesmærket for de 33.000 jøder, der i en massakre under den nazistiske besættelse blev nedskudt på få time.
Hvis Volodymyr Zelenskyj i sin tid som præsident havde indskrænket sig til at holde nationalistiske skvaldertaler, havde Putin set en åndsfælle i ham og ladet Ukraine være i fred. Men den jødiske Zelenskyj er det dårligst tænkelige symbol på den nationalisme, Putin og hans allierede i Europas højrepopulistiske bevægelser hylder. På invasionens anden dag holder han en bevægende tale på russisk, hvor han beder den almindelige russer om at se indad og genfinde den menneskelighed, vi alle har til fælles. Sådan ville en nationalist aldrig tale.
Tirsdag, på invasionens femte dag, taler han som en europæer til europæere, da han anmoder EU om optagelse. ”Vi har bevist, at vi er de samme som jer,” siger han. På syvendedagen efter endnu en søvnløs nat skriver han til ukrainerne, at de med deres kamp har vist, at de ikke kan besejres, Og så tilføjer han, at de med deres modstand er et symbol på, at et hvilket som helst folk kan blive jordens bedste i et givet øjeblik. Igen en hyldest til mennesker, ikke til nationalisme.
Og da Zelenskyj samme dag går på tv-skærmen, er det for at fordømme det russiske bombardement af Babij Yar, mindesmærket for de 33.000 jøder, der i en massakre under den nazistiske besættelse blev nedskudt på få timer i det, historikere har kaldt ”holocaust by bullets”. ”I dræbte holocaust-ofrene for anden gang,” siger Ukraines jødiske præsident til den russiske invasionsstyrke.
Afsættelsen af Zelenskyj, som han beskylder for at være både narkoman, nazist og terrorist, er Putins erklærede mål, og mens russisk artilleri og fly hamrer løs på Kiev, er der kun tre mulige fremtider for den trængte præsident. Han kan flygte ligesom Afghanistans præsident Ashraf Ghani. Han kan overgive sig og forsvinde sporløst i et russisk fængsel. Eller han kan dø på sin post som forsvarer af demokratiet, som Chiles folkevalgte leder Salvador Allende gjorde det i 1973. Alt tyder på, at Zelenskyj vil vælge den sidste mulighed, og Europa kan endnu engang blive et bittert vidne til sin egen afmagt.
Atomkrig?
Putin truer os med det utænkelige, hvis vi blander os militært: en atomkrig, som også vil medføre Ruslands egen udslettelse. Han har glemt den kolde krigs vigtigste lære: Den gensidige afskrækkelses afkølende virkning, og hans uberegnelighed handlingslammer os.
Men hvor stopper Putin? Bliver det Estland, Letland og Litauen, alle tre EU-lande og medlemmer af Nato, han næste gang invaderer? Ender det i den rene afpresning: Hvis I ikke giver mig 100 milliarder dollars, udløser jeg en atomkrig? Eller: Hvis I ikke taler pænt til mig, udløser jeg en atomkrig?
Jamen, hvorfor ikke? Mulighederne for at demonstrere sin enevældige magt er i en autoritær herskers selvisolerede hjerne utallige.
Angrebet på kloden
Det kunne ligne et tilfælde, at FNs klimapanel på invasionens femte dag offentliggør sin hidtil mest pessimistiske rapport om klimaforandringernes skadevirkninger. Ændringerne finder sted langt hurtigere end forventet, er irreversible og rammer flere og flere mennesker, siger rapporten i en advarsel, der ikke kunne være mere indtrængende. Det er ikke kun mange arter, hvis livsgrundlag er truet i den sjette masseuddøen, men også os. ”Forsinkelser i vores forholdsregler betyder død for planeten og for hvert eneste levende væsen,” siger FNs generalsekretær Antonio Guterres i vendinger, der ikke er mindre dramatiske end krigserklæringerne fra Ukraine.
Midt under invasionen af Ukraine, ser vi, hvordan vores afhængighed af fossile brændstoffer ikke blot truer natur og klima, men også er med til at finansiere et autoritært regime som det russiske, hvis økonomiske overlevelse står og falder med eksporten af olie og gas.
Klima-aktivistbevægelsen Extinction Rebellion har også en afdeling i Ukraine. Før de opsluges af invasionen, sender de unge aktivister et sidste nødråb til verden: ”EUs afhængighed af russisk kul, olie og gas har skabt en eksistentiel trussel mod verdensfreden og klimaet. Pengene fra de fossile brændstoffer er afgørende for Putins kriminelle regime, som bruger dem til at finansiere sin militære aggression… Hvilken klimapolitik har Tyskland og andre europæiske lande, hvis de i årtier har købt olie og gas fra en international terrorist? Selv uden en klima-dagsorden er fossile brændstoffer en trussel mod verdensfred, da de finansierer diktaturer over hele verden.”
Extinction Rebellions opråb slutter med en appel om sanktioner, ikke kun mod store russiske energiselskaber som Gazprom og Rosneft, men også mod vestlige olieselskaber som Exxon, Shell Chevron, BP og mange flere. Og bliver det ikke til sanktioner, opfordrer de aktivister til at blokere og besætte deres kontorer rundt om i verden. Klimakrigen er i deres øjne den sande krig mod Putin, som ikke kun er en trussel mod Ukraine, men også mod planetens balance.
Putin og fremtiden
Fra et helt andet hold lyder omtrent den samme opfordring. Fiona Hill er forfatter til en bog om Putin, og tidligere national sikkerhedsrådgiver for Donald Trump. Hun fik ry for integritet, da hun vidnede imod præsidenten under den første rigsretssag tilbage i november 2019. I et interview med net-magasinet Politico udtaler hun, at sanktioner ikke er nok. Alle forretninger med Rusland må øjeblikkeligt ophøre. ”Lige som vi ikke ønskede at investere vores penge i Sydafrika under apartheid-regimet, ønsker vi så virkelig at have penge investeret i Rusland under landets brutale invasion, undertrykkelse og ødelæggelse af Ukraine? Hvis vestlige selskaber eller pensionsfonde har investeret i Rusland, bør de trække sig ud. Alle, der sidder i bestyrelsen for russiske selskaber, bør øjeblikkeligt træde tilbage. Rusland ville ikke være i stand til at føre denne krig, hvis det ikke var for de stigende olie- og gaspriser.”
I modsætning til dinosaurerne bliver Putin stående. Han tilhører ikke fortiden, men er en mand af vor tid.
Midt under invasionen af Ukraine, ser vi, hvordan vores afhængighed af fossile brændstoffer ikke blot truer natur og klima, men også er med til at finansiere et autoritært regime som det russiske, hvis økonomiske overlevelse står og falder med eksporten af olie og gas. Så længe vi er storforbrugere af fossile brændstoffer, er vi med til at holde en række autoritære regimer i live, bl. a. Saudi-Arabien, Iran, Venezuela og ikke mindst Rusland. Vores svaghed er Putins styrke, vores kortsynethed hans mulighed for at lægge langsigtede planer, vores opportunisme hans mulighed for at udleve sine morderiske principper. Hver eneste liter russisk olie, der importeres til Vesten, finansierer en patron med en ukrainers navn på. Hver eneste kubikmeter russisk gas, der importeres til Vesten, finansierer et missil med kurs mod et ukrainsk hospital, en skole eller børnehave. Uden olie- og gassalget, ville Putin have været tvunget til at angribe Ukraine med bue og pil.
Og dog tøver vi. Medier og politikere hylder verdensomspændende sanktioner, som de bilder os ind, har samme konsekvenser som det meteornedslag, der for 65 millioner år siden udryddede dinosaurerne på en eftermiddag. Men midt i cyklonens centrum er der stille. Olie og gas-importen fra Rusland må der ikke røres ved. Tænk, hvis vi skulle skrue et par grader ned for varmen. Det er Ukraine virkelig ikke værd. Og hvad med demokratiet? Kan det overleve med et par grader mindre i stuerne og færre biler på vejene?
I modsætning til dinosaurerne bliver Putin stående. Han tilhører ikke fortiden, men er en mand af vor tid, en tid, hvor demokratiet over alt er på retræte, og politikere mangler lederegenskaber eller bare principper i deres forlovelse med lobbyisterne, alt imens korruptionen breder sig i de herskende lag med større effektivitet, end covid-virussen nogen sinde formåede. Vi tror, vi er fremtiden. Men det kan vise sig, at det er Putin, der er det.
Hvem er hans allierede? Kina, der meget vel kan udnytte kaosset i Vest til i Øst at bringe udbryderlandet Taiwan tilbage til Riget i Midten. Den fossile brændstofindustri, der benytter ethvert middel, især de mest udemokratiske til at benægte klimaforandringerne eller forsinke og forplumre bæredygtige tiltag. Et globalt økonomisk system, hvis egentlige eksistensberettigelse er at give en magtfuld privatkapitalisme alle muligheder for at unddrage sig enhver social forpligtelse. Højrepopulistiske bevægelser, der under nationalismens maske aktivt arbejder for at afvikle demokrati, menneskerettigheder og den essentielle skelnen mellem lov og lovbrud.
På flugt
Hvordan ser Ukraine ud om et par år? Se på Syrien, Putins militære laboratorium de sidste syv år. Infrastruktur, hospitaler, skoler og børnehaver sønderbombet. Halvdelen af befolkningen er enten internt fordrevne eller flygtninge uden for landets grænser. Der flygter mindst 100.000 om dagen fra Ukraine. Om en måned vil det være 3 millioner. Om et år?
Jeg har inviteret Somar og hans mor Samira til middag. De er begge fra Aleppo, hun en højt uddannet advokat, der taler flydende fransk, han er studerende. Da byen kom i ildlinjen, forsøgte faren at finde en vej ud. Han vendte aldrig tilbage. Samira omtaler stadig faren som forsvundet. Når hun bruger ordet, lægger sønnen Osmar sin hånd på hendes. ”Mor,” siger han indtrængende. ”Det er fem år siden, vi sidst så far. Det er på tide, vi indser, at han er død.”
Aftenen før vores middag aflyser Somar. Nyhedsreportagerne har fået de frygtelige erindringer fra krigen til at vende tilbage. Somar og Samira husker kun alt for godt, hvad de flygtede fra, og de magter ikke at se andre mennesker lige nu. Jeg kan kun forestille mig, hvad de føler, fordi jeg læser ”Ingen bad for dem”, en roman oversat til norsk, men endnu ikke til dansk, af den syriske forfatter Khaled Khalifa. Romanen giver en skildring af livet i Aleppo gennem det 20. århundredes første halvdel, en levende, vibrerende mosaik af jøder, muslimer og kristne, hvis liv flettes ind i hinanden, ofte med venskab eller en håbløs, lidenskabelig kærlighed som drivkraft. Og så er der flygtningens evige traume.
Her er Mariam, en ung kvinde, der har overlevet det tyrkiske folkedrab på armenierne. ”Hun følte sig heldig, sådan som alle, der har overlevet en massakre, kan føle, at de er blevet givet et nyt liv. Men efterhånden bliver følelsen til en sygdom, en kronisk depression. For de, som overlever, står helt alene tilbage, når barndomshjemmet brænder, og ligene efter deres kære spreder pest og fordærv. Du, der har overlevet, føler dig ikke heldig, nej, du er tværtimod fuldstændigt ødelagt, fordi du overlevede. Der er ingenting tilbage af dig, og ingenting står til at redde, selv om du både spiser og drikker. Det er som at færdes i vildmarken uden at have en sti at følge, og smerten er uendelig.”
Og her er Hélène, også hun armenier. ”Jeg har overlevet en massakre, men det var bare indbildning. Vi overlever aldrig vores fortid… Den eneste måde at slippe for denne byrde er at tage livet af sig, men hvem er vel modig nok til det?”
Hélènes brev kunne været skrevet af hver eneste af de hundredvis af syrere i Danmark, der i disse måneder henvises til udrejsecentrernes skyggeliv, hvis de nægter at vende hjem til traumerne i et ødelagt Syrien.
Et orgie af selvgodhed
Nu har den socialdemokratiske regering slået en kolbøtte, hvad angår den humanisme, som den, immuniseret imod enhver form for indlevelse, aktivt har fornægtet i hele sin snart treårige levetid. Dørene står pludseligt åbne, når det kommer til flygtninge fra Ukraine. Umenneskelighedens marionetfører Mattias Tesfaye har forvandlet sig til en hyggelig vært, der ikke blot byder trætte rejsende på et måltid, men også bolig og job.
Dette er sandhedens øjeblik for dansk flygtningepolitik.
Syriens skæbne venter Ukraine, men ikke en af den første uges flygtninge har været igennem de traumer, de 35.000 syriske flygtninge i Danmark har været igennem. Ukrainerne har ikke mistet utallige familiemedlemmer eller venner, ikke set hele boligkvarterer forsvinde i ildglimt, eller titusinder ende deres liv i statslige torturfængslers kældre. De har ikke været i hænderne på skruppelløse menneskesmuglere, vandret gennem uvejsomme bjerglandskaber, oplevet voldtægt, afpresning og trusler, eller krydset Middelhavet i både så usikre, at også angsten for havet er blevet siddende i dem. De er ankommet hertil efter en dag eller to i bil, og de værste prøvelser, de blev udsat for undervejs, var bilkøerne ved grænsen til Polen.
De syriske flygtninge er veteraner i tab, ukrainerne nybegyndere, og ukrainerne kan ikke finde nogen, der vil forstå dem bedre end de syriske flygtninge, som er verdens mest indtrængende Putin-kendere. Ukrainerne fortjener alle de åbne arme, de kan få, selv om ikke en af dem kan leve op til det afgørende kriterium i dansk asyllovgivning og bevise, at de er individuelt forfulgte. Det har hver eneste syrer måttet, og alligevel har de i snart mange år levet med en konstant mistænkeliggørende retorik.
Dette er sandhedens øjeblik for dansk flygtningepolitik. Enten viser vi omsider samme imødekommenhed over for alle værdigt trængende flygtninge som overfor ukrainerne, uanset etnisk baggrund, ikke mindst fra Syrien og det Afghanistan, hvorfra der i de seneste måneder er flygtet en million mennesker. Eller også står den danske regering afklædt ethvert alibi, og racismen i vores flygtninge- og integrationspolitik, som resten af Europa for længst har set, og den yderste og i øvrigt Putin-venlige højrefløj i Frankrig rost os for, træder nøgent frem.
Lige nu fejrer en af Europas mest forråede regeringer sig selv i et orgie af selvgodhed. Ukraine er et nærområde, siger Mette Frederiksen som undskyldning for sin racistiske flygtningepolitik. Det er Afghanistan og Syrien ifølge regeringen ikke, som om ethvert nødlidende menneske ikke var et nærområde. Men det er denne grundetik, et flertal af danske politikere har brudt med. Når vi kun modvilligt modtager flygtninge fra Mellemøsten har det intet at gøre med afstande i kilometer, men alt at gøre med vores modvilje mod deres kultur og religion. Geografiske afstande spillede ingen rolle, da vi brugte 16 milliarder kroner på en 20 år lang krig i Afghanistan 5000 kilometer borte. Og det er jo sandheden: I globaliseringen er vi alle hinandens nærområder.
Er der håb?
Der er historier om, at det russiske angreb på invasionens første dage går så langsomt, fordi soldaterne ikke føler sig motiverede, et vidunderligt udtryk, når det kommer til soldater, der er blevet beordret til at angribe et andet land. Hvis det er sandt, er der et håb her. Det er altid et vendepunkt i historien, når soldater sænker geværerne.
Russerne har her et vigtigt historisk forbillede. Jeg tænker her på Sergey Yevdokimov, en officer i Den røde Hær, der d. 19. august 1991 nægtede at sætte sine tanks ind mod demonstranter, der protesterede mod en hård kerne af gammelkommunister, som ville afskaffe det spirende russiske demokrati. I stedet inviterede han Boris Jeltsin op på sin tank og lod ham holde en tale.
Kan det ske igen? Gemmer der sig en Sergey Yevdokimov i Putins hær? Det er umuligt at vide. Men et land kan også knækkes fra luften, som vi har set det i Syrien, hvor bombepiloten højt over jorden er effektivt skærmet mod enhver form for indlevelse. Det er måske det, Putin kalkulerer med. Men hver dag arresteres i Rusland over 1000 demonstranter mod krigen. Modigt sætter de alt på spil i protesten mod et regime, der hver dag bliver mere totalitært. De ved, at demokratiet har en pris.
Det samme ved ukrainerne. De spørger ikke, om den russiske invasion vil gå ud over deres levestandard. Det er deres demokrati og frihed, de kæmper for med våben i hånd, ikke deres levestandard. Invasionen af Ukraine konfronterer os med de samme spørgsmål. Har vi i Vesten noget så dyrebart, at det er værd at forsvare med andet end de økonomiske sanktioners magtesløse sprog? Tror vi på andet end vores bankkonti? Er vi forbrugere eller borgere?
Ukraines præsident Volodymyr Zelenskij gav sit svar, da han sagde nej til det amerikanske tilbud om at blive evakueret.
Hvad er vores svar, når Putin opmuntret af vores åbenlyse afmagt, vælger at lade truslerne vokse?
/
Foto: Wikimedia Commons
KLIMAAKSJON / NORWEGIAN WRITERS´ CLIMATE CAMPAIGN // NWCC 
