Noter fra det hvide hus / Kristin Vego

Her forleden var der sådan et mærkeligt lys over himmelen. Et orange skær i det grå, som om solen var på vej ned. Men det var kun eftermiddag. Skyerne hang mørke og tunge ude over markerne, det så ud som om det snart ville begynde at regne. Lyset flimrede. Og hele tiden, dette mærkelige orange skær. »Det kommer fra Californien,« sagde Mikael, da vi stod ved siden af hinanden med indkøbsnettene i hænderne og så ned mod vandet. »Fra alle brandene derovre.«

Vi havde et af vores små skænderier efter middagen. Ikke et af dem hvor alt står på spil – dem er vi færdige med. Et af de små hverdagsskænderier som handler om hvordan vi lever sammen: forbrug, ressourcer, tid, søvn, penge. Jeg kunne mærke at jeg gik for langt, at jeg fik et pludseligt, stærkt behov for at ødelægge. Den lille kat blev skræmt, da jeg slog i bordet. »Fint,« sagde Mikael, han stod med ryggen til og skrabede resterne fra middagen ned i en plastbøtte som ville blive sat i køleskabet og glemt. »Så sætter vi en streg her.«

Mens jeg gik på grusvejen mellem markerne i skumringen, steg tågen ind fra vandet. Den hvide fugtige luft hang over den nyligt vendte jord, udelygterne lavede cirkler af lys over husdørene og i haveopgangene. Nede ved de opstablede halmballer var projektørerne tændt. Da jeg passerede dem, hørte jeg en urolig lyd, og da jeg drejede hovedet, så jeg igennem ladedøren de hvide køer som stod opstaldet. Der var ingen mennesker eller biler på vejen. To rådyr stod på engen, i grønt op til maven. De stod helt stille; idet jeg stoppede op for at se på dem, satte de i spring. På vej tilbage så jeg endnu et rådyr, det gik langs trægrænsen, helt ind til kanten af skoven.

Da jeg kom hjem fra min aftentur, kunne jeg se lys i huset på lang afstand, både havelamperne udenfor og lamperne indenfor var tændte, og i stuevinduet brændte et stearinlys. Det er en særlig følelse at gå over gårdspladsen til et stort hvidt hus hvor vinduerne stråler af varme og tryghed, og vide at jeg bor der. I køkkenet stod Mikael og vaskede op. Han kunne ikke se mig fordi han stod i lyset indenfor og jeg stod udenfor i mørket. Jeg stod bare og så på ham og følte sådan en ømhed for ham.

Som barn gik jeg aftentur i villakvarteret med min mor og kiggede ind ad folks vinduer. Jeg kunne bedst lide at se ind i køkkenerne til folk. Der var så mange behagelige huse som man fik lyst til at bo i, og her og der var der også et hus som virkede næsten oprivende glædesløst. Det mindede mig om eventyret om Svinedrengen – han er i virkeligheden en forklædt prins – som laver en gryde hvor man, når man holder en finger ind i dampen fra den, kan dufte hvilken mad der bliver lavet i alle byens hjem. Jeg elskede de aftenture og at se hvordan andre boede, og det bedste var at komme tilbage til vores eget hus – et gult murstenshus med hvidmalet garage – og min mor som sagde: »Der ser hyggeligt ud, der går vi ind!«

I en periode boede jeg øverst i et lejlighedskompleks midt i byen, min lejlighed lå på ottende etage med udgang til en flad tagterrasse. Midt på det flade tag stak en udluftningskanal op som periskopet på en ubåd. Udluftningskanalen gik tværs igennem ejendommen, ned forbi køkkenerne i alle etagerne til sushirestauranten ved fortovet. Hver aften kunne man dufte tusind dufte – kød, krydderier, fisk – som blev tilberedt og spist af alle som boede der. Jeg plejede at sidde derude og drikke et glas vin om aftenen og se ud over tagene. Jeg tænkte ikke på »Svinedrengen« da, men på »Hyrdinden og skorstensfejeren«, eventyret om de to porcelænsfigurer som flygter op gennem skorstenen fordi de ikke må få hinanden. Himmelen med alle sine stjerner er over dem og byen med alle sine tage er under dem. Og den lille hyrdinde synes at verden er så alt for stor! Jeg sad der og drak vin af min mors gamle vinglas og følte mig så beriget. Alt dette var mit! Det flade tag, byen, natten, den lille mørke lejlighed bag mig.

*

I går var der, ude over vandet, den slags skyer som ligesom vokser ud af sig selv, som hvælver sig opad og udad i store kupler som monumentale, levende bygningsværker. Da vi gik i seng, havde vi endnu et af vores små skænderier. »Så sætter vi en streg her.« Jeg stod op og gik udenfor, og det var lyst midt om natten. Der var et hvidt skær i luften; i et sekund troede jeg at jorden var dækket af sne. Et natligt lys lå over markerne, som om farverne var trukket ud af dagen. Det var på grund af tågen. De små vandpartikler føltes friske mod min hud. Da jeg krøb tilbage op i sengen og vendte mig mod Mikael, lagde han sin hånd over mit ansigt. Det gør han altid. Jeg tror det har med hans arbejde med dyrene at gøre. Han gør det samme med katten – lægger håndfladen som en kuppel over hendes hoved, og hun stikker sit lille ansigt op mod kuplen og slikker ham mellem fingrene.

Jeg har tænkt på hvad det vil sige at have et hjem, og at ikke alle har et hjem. Hvordan kan vi have alt dette? Hvor længe? Selvfølgelig er stjernehimmelen her helt ufattelig, fordi der ikke er nogen lysforurening. Himmelen er et stofagtigt, levende mørke, og stjernerne er overalt: store konstellationer som glitrer og pulserer. Jeg har aldrig set dem sådan inde i byen. Luften er klar og ren og kold. Om natten kan man ikke høre en lyd, udover den fjerne summen fra motorvejen.

Det brændte i den ejendom jeg boede i for alle de år siden. Flammerne fra en frituregryde i restauranten føg op igennem udluftningsrøret og satte ild til taget. Da jeg vendte tilbage til min lejlighed, efter at alt var blevet renset, åbnede jeg bestikskuffen i køkkenet og fandt et tyndt lag aske.

*

Hele dagen i dag har solen skinnet. Jeg har været urolig og holdt mig for mig selv. Da jeg gik på grusvejen mellem markerne efter middagen, vendte jeg mig – hurtigt – for at se efter solen over bakkekammen. Den var der stadig, akkurat synlig: en bræmme af brændende rødt over den mørke jord.

———–

Kristin Vego (f. 1991) er fra Aarhus og bor i Oslo. Hun er kritiker i Dagbladet Information og redaktør i tidsskriftet Vagant. I 2021 debuterede hun med novellesamlingen Se en siste gang på alt vakkert på Gyldendal Norsk Forlag.

Fotograf Erika Hebbert

Forfatternes klimaaksjon takker forfatteren og Gyldendal Norsk Forlag!