Carsten Jensen / Når jorden står op

2022 bød på opsigtsvækkende billeder fra rummet, ikke mindst NASA´s James Webbs rumteleskop, der tog svimlende billede af stjernetåger og hvirvlende klynger af galakser på ufattelig afstand. Aldrig har universet taget sig større ud – og vor egen klode mindre.

Og det er netop pointen. Det vigtigste billede af universet er stadig det foto, astronauten William Anders tog juleaften 1968, da Apollo 8 overfløj månen. På et uforglemmeligt billede ser vi Jorden i daggryets skær rejse sig over månens horisont, og William Anders døbte sit foto, ikke Solopgang, men “Earthrise”, Jordopgang. Det er, hvad vi er, en håndfuld støv, en smule vand og vegetation dækket af den tyndest tænkelige atmosfære som vores eneste værn mod uendeligheden, et kosmos med dybder hinsides vores forestillingsevne, der aldrig ville tillade en eneste af os så meget som et åndedrag.

Det er verdenshistoriens vigtigste fotografi. “Earthrise” viser vores planets skønhed, men også dens udsathed og skrøbelighed, og fotografiet dokumenterer også vores ensomhed. Det er et billede, vi altid bør have på nethinden uanset, hvad vi taler om.

Det ligger i vores sprog, at Jorden er vores, vi er dens herre og ikke bare ypperste, men også øverste skabning i et hierarkisk system, vi selv har opfundet. Ser vi på klodens biomasse, er vi ingenting. Af Jordens samlede biomasse på 550 gigatons udgør menneskeheden med dens otte milliarder indbyggere en tiendedel promille. Svampe vejer tyve gange så meget som os og gør et uendeligt meget mere nyttigt arbejde for planetens overlevelse, end vi gør.

Faktisk gør vi det modsatte. I al vores mikroskopiske lidenhed formår vi at nedbryde planetens livsbetingelser, og i et historisk perspektiv vil vores betydning for planeten ikke blive målt på vores skabende evne, men på vores talent for ødelæggelse. Planterne, buske, ukrudt, græsarter og træer er jordens sande helte, og hvis levende væseners intelligens måltes på deres overlevelsesevne, så var det dem, Darwin tænkte på, da han udviklede sin revolutionære teori om “Survival of the Fittest”, ikke os.

Planternes historie er så lang, vores så lammende kort, og intet tyder på, at vi selv er interesserede i at blive en af de arter, der har opholdstilladelse på kloden i længere tid. Det er den moderne velstands store paradoks. Vi selv vil gerne leve trygt og godt og længe. Det samme under vi ikke de væsener, vi deler kloden med. I milliardærernes betændte hjerne er Jorden allerede kassérbar, og de forbereder sig på at leve et indbildt luksusliv uden besværlige hensyn til andre levende væsener på Mars.

I naturen er der kun en livsform, der kender til evig vækst, og det er kræftcellerne, og kapitalismen med dens umættelige profitbehov er blevet klodens kræftcelle.

Vi lever på en hjemsøgt klode, og det, der hjemsøger os, er den livsforagtende ide, der kalder sig økonomisk vækst. I naturen er der kun en livsform, der kender til evig vækst, og det er kræftcellerne, og kapitalismen med dens umættelige profitbehov er blevet klodens kræftcelle.

Alle vasker deres olieindsmurte hænder i en sæbe, der skummer grønt. Alle taler om bæredygtighed, og med bæredygtighed tænker de ikke på naturen, men på økonomien. Intet indgreb på klimaets vegne må gå ud over den økonomiske vækst, det er det hellige kompromis, alle politikere i et sandt dødsønske har svoret troskab.

Tænk, hvis vi talte på samme måde om børnearbejde og slaveri. Vi er i princippet imod, det siger sig selv, men afskaffelsen af de menneskenedværdigende arbejdsvilkår må ikke gå ud over væksten. Det er sådan, vi taler klimapolitik, som om vi godt kunne leve med slaveri, børnearbejde, arternes uddøden, de smeltende ismasser, ørkenerne, der breder sig, temperaturerne, der stiger, når blot der er profit i det.

Det er derfor William Anders “Earthrise” burde være det dominerende motiv på alle Jordens flag. Det er derfor, fotografierne fra James Webbs rumteleskop burde smykke alle Folketingets korridorer og kontorer for at minde politikerne om, hvor ensomme og udsatte vi er i kosmos, og at det lille fællesskab, vi sammen har på en støvplet i universet skal vi værne om, ikke i skødesløshed smide bort.