Klimaaksjonen består av forfattere, kunstnere, kritikere, oversettere og journalister. Vår målsetting er forankret i Grunnlovens §112: «Enhver har rett til et miljø som sikrer helsen, og til en natur der produksjonsevne og mangfold bevares. Naturens ressurser skal disponeres ut fra en langsiktig og allsidig betraktning som ivaretar denne rett også for etterslekten.» // Norwegian Writers´ Climate Campaign will actively participate in a much needed democratic process to act against the overheating of our planet as a crime against humanity.
Grønn Hagepleie er et prosessorientert kunstprosjekt i form av en helt miljøvennlig hagepleievirksomhet som startet i 2012.
/ Foto: Terje Rudi
All brukt skepsis
ned i den grå restavfallsdunken.
All brukt tillit
ned i den blå papiravfallsdunken.
Alt brukt liv
ned den brune bioavfallsdunken.
Kan det bli betre?
Nei.
Foto: Lærke Posselt, 2016.
Ind i tidløsheden. Ind i uendelig stilhed. Ind i udtørrede flodlejer. Ind i ophedede luftrum der trækker sig sammen og udvider sig, udvider sig og trækker sig sammen med klodens feberåndedræt. Månens døde øjenhuler stirrer ligegyldigt på katastrofelandskaberne. Uberegnelige temperaturstigninger. Polernes nedsmeltning. Forhøjet vandstand. Øsamfund på Stillehavets bund. Påklædte kroppe drevet med vandmasserne rundt i gaderne. Dræberorkaner navngivet som søskenderækker af onde børn: en pige, en dreng, så en pige igen, så en dreng igen. Orkanyngel der knækker træernes århundredergamle stammer. Skyller de opløste lig gennem brudte diger videre ud i oceanerne. Hvor plastikkontinenter er klar til invasionen fra det ydre rum.
Lisa Zerkle’s poems and reviews have appeared in The Collagist, Comstock Review, Southern Poetry Anthology, Broad River Review, Tar River Poetry, Nimrod, storySouth, poemmemoirstory, Cider Press Review, and Main Street Rag, among others. Her poem “Relics of the Great Acceleration” won the North Carolina Writer’s Network 2017 Randall Jarrell Poetry Competition. She is the author of Heart of the Light and a former editor of Kakalak. She lives in Charlotte, NC where she is the curator of 4X4CLT, a public art and poetry poster series, for the Charlotte Center for Literary Arts.
NWCC says thank you!
Foto: John Erik Riley /
Men hadde det ikke egentlig vært til det beste, hadde det ikke vært befriende, når alt kom til alt; la oss innrømme det først som sist, for oss selv, langt der inne i våre svarte, råtnende hjerter, at det hadde vært ualminnelig rensende og etterlengtet bare å gi slipp, la det fare, laissez-faire, åpne alle vinduene og fyre for kråkene med all verdens tømmer, la redwoodskogene gå opp i røyk med morgenkaffen, svi av all mahogni og ibenholt, gummitrær og palmer, alle de fire hundre milliardene trærne i Amazonas, bare la det bli borte i et voldsomt flammehav og sette fyr på alt fossilt brennstoff samtidig, se himmelen mørkne fra bak sotede ruter i biler på tomgang i alle verdens hjørner og avkroker, eller legge oss ned på våre sofaer og se isbjørnen bli utryddet minutt for minutt på NRK, til trøstende toner fra Sigmund Groven, kaste alt søppel i samme pose og aldri mer skylle en eneste melkekartong, la gruvene gå dypere enn noensinne og utminere hele nasjoner, manipulere alle aktive vulkaner til de mest fantastiske utbrudd og pumpe den satans atmosfæren så full av CO2 at den revner til slutt, selv om den satans atmosfæren ikke kan revne, men likevel gjør det og himmelen gnistrer om nettene på spektakulært vis og vi ser det fra flyene med fastmonterte tanker under buken, fulle av agent Orange som pøses ut over matjorden og all verdens nasjonalparker hvor de ynkelige dyrene som for lengst og for lenge har lært seg å se lengselsfullt og anklagende mot oss hver gang et fjols av et menneske har funnet det for godt å rette et kamera mot dem, men som ikke har tatt to flate øre for å rive hverandre i blodige filler i sine pels- fjær- og skjellkledde kumpaners påsyn.
/
Il vaut mieux qu’il pleuve aujourd’hui plutôt qu’un jour il où il fait beau
Les mouches piquent davantage avant un orage – au moins 5000 par jour et Dans le climat fait l’homme, le Dr Mills affirme que les sons, les couleurs, les mouvements, le temps et surtout les vents persistants ont une influence sur le comportement humain, la musique adoucit, le vert calme, les voyages inquiètent, le foehn déprime et le levantin oppresse. «C’est précisément pendant un coup de vent d’est, répéta le docteur à Voltaire, que Charles Ier fut décapité et que Jacques II fut déposé». L’air dans sa course apparaît d’une manière, souvent d’une autre
(for English, please scroll down)
/ Foto: Tom Egil Hverven
Idéhistoriker Trond Berg Eriksen skriver: «Det som alltid er seg selv likt, er natur. Det som også kunne vært annerledes, er kultur».[1] Naturen er stabil, kulturen er foranderlig. Naturen er gitt, kulturen skapes av mennesker. Slik har mennesker oppfattet naturen i lang tid, men dette er i økende grad feiloppfatninger. I løpet av de siste årene har begrepet antropocen steget opp fra bassenget av ukjente vitenskapelige ideer og festet seg som betegnelse på vår tids epoke. Den menneskelige påvirkningen på jorda er blitt så stor at vår tid skiller seg markant fra holocen – epoken som begynte ved slutten av siste istid, for 11 700 år siden. Antropocen kan oversettes med menneskets tidsalder. Ordet antyder at våre fotavtrykk på jorda er blitt så markante at de kan sammenlignes med en naturkraft, på linje med meteoritter og store vulkanutbrudd.[2] […]
/ Fotograf: Lone Albrektsen
Af Jørgen Steen Nielsen
Før vi ankom, fungerede verden som en cirkulær økonomi gennem flere milliarder år. Som en økologisk husholdning uden affald. ’Affald’ blev opfundet med menneskets ekspansion på planeten og er i dag et centralt karakteristika for den globale, lineære økonomi. Over 90 pct. af de råstoffer, der i dag anvendes verden over, finder ikke vej tilbage til et økonomisk kredsløb.
Les mer «Coca Cola-chef: Vi forbruger vores planet, som lå der en ny på hylden»
© Ilija Trojanow
Ein Mann liegt auf einer Geröllhalde, umgeben von einem Gletscher, der nicht mehr existiert. Der Mann ist Glaziologe, er hat das Objekt seiner wissenschaftlichen Leidenschaft für immer verloren. Er ist unendlich traurig und ratlos. So weit der Traum, unvergesslich, da keinem Aspekt meines eigenen Lebens entsprungen. Der Mann war mir unbekannt, und ich kannte zu jenem Zeitpunkt keinen einzigen Gletscherforscher, ich hatte mich noch nie mit Gletschern beschäftigt.
/ Foto: Ulla Montan
Sist uke vant miljøorganisasjonene en demokratisk seier, selv om de tapte rettssaken mot staten om Grunnlovens miljøparagraf (§ 112). Bjørgulv Braanen tar feil når han i Klassekampens leder 6. januar påstår at miljøbevegelsen bør «avslutte» det «rettslige sporet», siden den «sikreste veien til seier» for en «ny miljøkurs» må baseres på «demokratisk folkevalgte organer».
Foto: Paal Audestad
/
Dan Andersen debuterte i 2010 med dikt-samlingen Evighetsarbeid. I 2012 utkom Krise i Jammerdarn, og Mirakelet i 2014. Flaggtale (2016) er hans fjerde diktsamling. Tiden Norsk Forlag bidrar med honorarstøtte til sine forfattere på denne nettsiden. Vi takker for diktet! Vennligst les det her:
Fotograf: Åshild Eidem /
Man kan jo stille spørsmålet om hva som er poenget med å ha en Grunnlov dersom det uansett kun skal være opp til det til enhver tid rådende flertall på Stortinget å bestemme.
Like over nyttår kom dommen i klimasøksmålet. Oslo tingrett frifant staten. Regjeringens vedtak om å tildele utvinningstillatelser i Barentshavet i 23. konsesjonsrunde, ble ikke ansett for å være i strid med Grunnloven § 112.
De to saksøkerne, Greenpeace og Natur og Ungdom, ble verken hørt med at det forelå grunnlovsbrudd eller med at vedtaket var ugyldig grunnet saksbehandlingsfeil. Likevel ble de hørt på et viktig punkt: I dommen legges det til grunn at Grunnloven § 112 er en individuell rettighetsbestemmelse, selv om retten mener staten ikke har brutt rettigheten i dette tilfellet.
–Bransfield Strait, Antarctica
We know you are below us
concentrating krill: teal
feeding-bubbles twitching
to the surface, perforating chads
in the Antarctic Ocean’s
untidy sheet. Do you mistake
the dark ovals of our Zodiaks above you,
the outboards’ hummings, and the props’
disturbances for glaciers calving
or a waddle of gentoos porpoising
like pistons in the ocean’s machinations?
Vi befinder os i Rachel Carsons indflydelsesrige miljøpolitiske værk fra 1962, Det tavse forår. Det var en tid hvor miljøbevægelsen for alvor begyndte at tage fat, og hvor Carson var en stor inspiration. I første kapitel, med titlen en fabel for i morgen, forestiller hun sig effekten af pesticider – det ”hvide granulerede pulver” som dækker landsbyen. Under den Kolde Krig var atomkrigen den største undergangsforestilling, men med Carsons værk begynder miljøforurening også at udgøre en trussel.
KLIMAAKSJON / NORWEGIAN WRITERS´ CLIMATE CAMPAIGN // NWCC 