You know, the irony is, they’re gonna show this cabin as evidence that I’m crazy. But if everyone was content to live simply like this, we’d have no more war, no poverty, no pollution.

– Ted Kaczynski

Når jeg skriver disse rader er det i en form for kollektiv bakrus. Som alle andre tenkte jeg at 1900-tallet var over. Nå skjønner jeg at det aldri vil gå over, men husker vagt at jeg en gang tilhørte en art som i jevne intervaller gikk oppreist. Vi får se.

Young Australians sued their government over the license to expand a mine, saying it has a duty to care for children who can suffer ‘catastrophic harm’ from the climate impacts of coal. This has not stopped the mine, but gave the new generation a fresh legal empowerment to care for the climate.

Bølgende åser, dype daler og høye fjell, middelalderbyer på toppene, døsige turkise innsjøer og brede langsomme elver nede på slettene – det er Umbria, «Italias grønne hjerte» som regionen blir kalt etter nasjonalpoeten Carducci. Når jeg årlig ankommer Orvieto etter en times togtur fra Roma og blir hentet av vennene mine som driver gård på høydedraget midtveis på den svingete veien til Todi, er det nesten som å komme opp i den norske fjellheimen. Så friskt dufter det, og himmelen åpner seg uendelig. I dette fruktbare og til dels ville landskapet levde Frans av Assisi (1181–1226).

Så skulle det altså skje igjen: forskernes alarm angående klima- og naturkrisen overskygges av en annen krise som oppleves mer akutt. Med angrepet på Ukraina sørget Putin for at den nye delrapporten fra FNs klimapanel ble en annenrangs sak, for spesielt interesserte, slik det vel må være når det utkjempes en fullskala krig midt i Europa.

Her forleden var der sådan et mærkeligt lys over himmelen. Et orange skær i det grå, som om solen var på vej ned. Men det var kun eftermiddag. Skyerne hang mørke og tunge ude over markerne, det så ud som om det snart ville begynde at regne. Lyset flimrede. Og hele tiden, dette mærkelige orange skær. »Det kommer fra Californien,« sagde Mikael, da vi stod ved siden af hinanden med indkøbsnettene i hænderne og så ned mod vandet. »Fra alle brandene derovre.«

Torsdag d. 24. februar, på invasionens første dag, krydser jeg Storebæltsbroen. Hvordan ville her se ud, hvis Danmark var i færd med at blive invaderet? Ville udbrændte tanks spærre vejbanerne mellem Fyn og Sprogø? Eller ville de lave kørebroer være sprængt i luften? Eller tænk, hvis højbroens to gigantiske pyloner var styrtet sammen i et bombeangreb fra luften, reduceret til forvredne betonkonstruktioner, der anråbende rejste sig mod himlen, mens de hældende vejbaner førte lukt i havet 20 meter nede. 

Er krigen i Ukraine begyndelsen på Tredje Verdenskrig? 

En verdenskrig kan være mange ting. Vi lever i en verdenskrig med naturen, der spænder fra Nordpol til Sydpol. Vores våben er olie og gas. Naturens våben er stigende temperaturer, smeltende ismasser, oversvømmelser, skovbrande, tørke, insekternes forsvinden. Fronten er alle steder. Det er en verdenskrig, der rækker fra Antarktis til din altankasse. 

Vi lever også i en verdenskrig mellem de rige og de fattige. De riges våben er skatteunddragelse, finansielle spekulationer og underbetaling af arbejdskraft. De fattige har ingen våben, undtagen i de lande, hvor der endnu er demokrati, og fagforeninger og politisk opposition er mulig. 

Den nederlandske Shell-dommen er ei heimelekse til verdas olje- og gasselskap.