Oljås materialitet har vært mest synlig i Stavanger. Men kanskje det er andre historier som også bør fortelles?

Oljefylkets hovedstad

(Lydspor: 3 Busserulls – 16 dar på plattform)

Det er ingen som beskriver fortreffeligheten av oljås materialitet i oljebyen som Aslak Sira Myhre. I 2010 gav rogalendingen ut boken Herskap og tjenere, en liten sak på 150 sider som langer ut mot det meste av det politiske Norge og retter noen ekstra spark mot venstresiden og miljøbevegelsen: De som ikke forstår hva oljen egentlig er.

Det var på Vestlandet generelt, men i Stavanger spesielt, at oljerikdommen kom arbeiderne til gode. Selve rikdommen var positiv for hele landet, men stemningen i oljefylket var helt spesiell: «Vi levde i en slags symbiose med norsk økonomi som jeg seinere har oppdaga er fremmed for mine venner i hovedstaden», skriver Sira Myhre, og beskriver fyldig hvordan oljås materialitet manifesterte seg i nye biler, større hus, velstand til flere og tro på framtiden i oljefylket.

Les mer «Ragnhild Freng Dale: En kystlinje i endring / Ny roman søker forfatter» →

Af Klaus Rothstein

En utryghedsfølelse går gennem kulturen. Der er flygtningekrise og finanskrise, krigskrise og klimakrise, måske først og fremmest tillidskrise, for hvad skal vi stille op i en tid, hvor populisme og fake news præger den internationale meningsdannelse og flere og flere politiske ledere både vender ryggen til klassiske humanistiske værdier og nedtoner – eller ligefrem håner – eksperter, der bekymrer sig for klodens klima?

Vi lever i inspirerende tider for kunstnere, der konverterer politiske indtryk til æstetiske udtryk. Det ser vi i tidens mangfoldige kunstværker i alle genrer om flygtninge, krige og klimakrise, som skildrer hvordan vi mennesker har påvirket kloden og dens klima på en måde, vi ikke selv kan kontrollere. Måske får vi snart en officiel betegnelse for denne tid: ‘Antropocæn’. Menneskets Tidsalder.

Les mer «Eftertiden finnes» →

Frå Atlanterhavets rygg står flammar opp. Overalt er han spektakulær, den gedigne flammeknoppen. Men særskilt er det, lengst i nord; når flammane bryt is, blir det store kontrastar. I skåret syner kloden at han har ein heit kropp. Over isen over vatnet, over eit vatn i isbreen, over ein tung gass, blir han forma: grunn alabast.

Les mer «Mette Karlsvik: Varmá» →

Emma er på sammenbruddets rand. En flodbølge er skyllet ind over Ribe og Tønder, og over tretusinde mennesker er meldt savnet, deriblandt hendes bedste veninde, Mille. Emma klynger sig til håbet, men som dagene går, bliver det sværere og sværere at fastholde troen på, at Mille har overlevet.

Mens Emma er med til at arrangeres en bred folkelig demonstration mod den førte energipolitik, planlægger militante miljøaktivister at tage helt andre aktionsformer i brug. En af dem er Daniel fra 3. g. som Emma er stærkt tiltrukket af.

  Les mer «Henrik Nilaus: Evakuering» →

 Av Mats O. Svensson

Vad som måste betecknas som ett akut och grundläggande problem i vårt – människans – förhållande till ekosystemen och i förlängningen till klimatförändringarna, är att dess totala omfattning inte är synlig, de liksom drar sig undan vår blick – vi ser endast toppen av det smältande isberget.

Les mer «Dikten som bakteriell poetik» →

Av Tom Egil Hverven / Foto: Linda B. Engelberth

Kjartan Hatløys diktning gir nye, forunderlige innganger til et gammelt tema i poesien – forholdet mellom menneske og natur.

De siste månedene har forfatteren Kjartan Hatløy beveget seg utenfor poesien, inn i klimadebatten, med innlegg blant annet hos Forfatternes klimaaksjon og i Klassekampen. Som samfunnsdebattant åpner Hatløy for aksjonistisk tenkning, med andre språklige midler enn i diktningen.

Les mer «Ein sekunds vennlegheit» →

I

Vannet gikk.
Landet luktet berg, støv og striregn, lav og mose, menneskelig forfall. Det luktet salt og saltvann, det luktet tangbanker, fiskeslo og tjære, fisk til føde, tare. Landet var urgammelt, herjet av havet. Det var gammelt, det skulle være slik, alt var et ork, alt gnog: de tunge årene, de blytunge nettene, de rustne høyspentmastene, regnet. Regnet som falt like taktfast som tidevannet steg og sank, like taktfast som glassmanetens evinnelige bevegelse, havets åpning-lukking om seg selv; men hardere, som brenningens slag mot berget, det hamrende hjertet i sekundene før spydet kjøres av all kraft ned i nisens pustehull. Isak hadde fra første stund hatet denne jakten, men når tilgangen på føde ble ringere, og sulten stor, fikk han seg ikke til annet enn å trekke på skuldrene av denne motviljen, han hev seg med. Og regnet falt, livets vei lignet blodet som fløt ut og farget havet rødt før det etter en tid løstes opp og forsvant i havets svarte, skjøre surkling. Under en uendelig blåsende himmel, tenkte Isak, en intens varme, en isnende vinter? En tåkete slette, svart surt hav, nesten ikke trær. Han gikk alene langs veien som stadig ble smalere. Nok en dag uten fangst, han gransket hendene, sulten, lettet, og så opp. Lyngkledde sletter under vann, krekling, fjellbjørk, bakkene hvor havets røst stendig hørtes; veien fra havet gikk mellom plastskrot, oljefat, flasker, alt som vellet fra vannet og opp på land. En vindmøllepalme, algegrønne etterlatenskaper, en ubrukelig boblejakke, hvilken uslepen skatt. Brenningen drønnet, brenningen drønnet, over alle andre lyder og over alt menneskesladder drønnet brenningen.

Les mer «Lars Haga Raavand: Telt til tre» →

Gud har satt oss i en relasjon til jorden. Men når vi forsømmer ansvaret vårt, roper han til oss fra naturen.

Les mer «Peter Halldorf: Jorden roper» →

Foto: Paal Audestad

I 

Du er en lomme i skogen. Oppsiktsvekkende lite vekker tvil ved dette. Du er en utarmet, ørfin hinne som en kvist kan stikke hull på – et nesten hudløst mellomrom. Du er sulten, har lyst på noe godt. Om morgenen, over en neve bær i hånda, kan du knapt merke det, men ganske snart vil du hige etter tyngre næring. Appetitten din er uten fakter. Uten at du vet det prøver du å spise adekvat, men appetitten din er fri og gjennom dagen renner spyttet uhemmet. Starter med et bær, ender i et svart og stålhardt protein. Snart er du heller ikke nedbrytbar. 

Les mer «Ida Jasmine Høyer: Du er en lomme i skogen» →

Jeg ligger vågen i sengen, jeg er ikke vant til stilheden på landet. Walter sover uroligt, jeg hiver dynen over mit hoved og mærker, hvordan jeg langsomt mangler ilt under den tunge dyne. Jeg fjerner den igen. Jeg sætter mig ind i stuen og har trukket Walters islandske sweater over mit hoved, mit hår bliver statisk. Jeg snuser til den, den lugter af tobak, den føles tryg. Stuen er et lille rum, der er en sofa og et rundt sofabord. Sofaen knirker, da jeg sætter mig, og jeg hører Walter mumle inde i soveværelset. Uret på væggen tikker. Jeg rækker ud efter en bog og bladrer lidt i den. Jeg tænder for fjernsynet. Der er ikke noget godt klokken tre om natten. Jeg tager Politiken til mig og åbner på en tilfældig side. Det er en artikel om, at vi er for mange mennesker i verden. Jeg lægger en hånd på min mave, jeg mærker ulden under mine fingre. Jeg sidder og kigger på ordene foran mig, jeg er helt alene her, men vi er alt for mange mennesker. Jeg lægger avisen fra mig og går ind på soveværelset igen. Jeg kigger på Walter og lægger mig ind til ham. Les mer «SOFIE DUE: VI ER ALT FOR MANGE» →